Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Jørgen Leth og kokkens datter var måske blot et forvarsel

Shitstorme på den ene side og identitetspolitik og krænkelseskultur på den anden side har udviklet sig de sidste 10-15 år. Med potentielt store konsekvenser for vores kultur og omgangsformer. Men måske vinder fornuften alligevel til sidst. Noget kunne tyde på det.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Måske var det et forvarsel med Jørgen Leth. Lige inden de sociale medier blev folkelige, og derfor ikke drevet frem af shitstormenes hærgen på disse platforme, men mekanismerne var de samme:

I september 2005 bragte Ekstra Bladet en historie om indholdet af Jørgen Leths kommende bog. Den med kokkens datter. »HOLDT 17-ÅRIG SOM SEX-SLAVE«, stod der på avisens forside, hvad der næppe var substantiel dækning for i bogen.

Kort efter kom Politikens herostratisk berømte leder, hvor Jørgen Leth blev udnævnt til »liderbasse«. Forargede feminister skrev harcelerende indlæg om Leth, og kort efter var alle medaljer og striber i overført betydning hevet af Jørgen Leths uniform: Han var ikke længere honorær konsul på Haiti. Han var ikke længere cykelsportskommentator på TV 2.

Han krøb i skjul i nogen tid og vovede sig først for alvor frem igen til en seance i et Spoken Word-telt på den følgende sommers Roskilde Festival. Jeg stod i teltdøren og forsøgte at få et glimt af begivenheden. Der var propfuldt. Jørgen Leth var tilbage.

Det er ikke til at vide, hvordan sagen om »kokkens datter« havde udspillet sig i vor tid, som er helt anderledes end i 2005, hvor Facebook som nævnt blot var i sin vorden, og sociale medier knap et formuleret begreb.

Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at sagen var et varsel om, hvad der ville komme.

Blomsterhandler i vælten

Første gang jeg skrev om begrebet en »shitstorm«, er en fem års penge siden. Udgangspunktet var en facebookopdatering, hvor en kunde forarget skrev om en blomsterhandler, der efter vedkommendes mening havde opført sig forkert over for en kunde.

Resultatet var øjeblikkelig viral afretning og boykotaktioner ude i den brutale virkelighed.

Siden har det vist sig, at også det kun var en tidlig markering af en ny realitet. Der siden har vist sig at handle om alt andet end tilfældige shitstorme. Men reelt handler om et til tider arbitrært nyt moralsk imperativ, der ved hjælp af en ny medievirkelighed gør det muligt for pludseligt organiserede interessefællesskaber at jagte og udskamme andre mennesker for handlinger eller udsagn, de finder forkerte.

Med andre ord: Enhver kan frygte, at hvis man træder forkert, er der kontant afregning i megaskala. Det har ført til professorfyringer, firmaer har måttet trække annoncer tilbage, en kvinde skrev et dumt tweet, satte sig i et fly i London og var afskediget, og hendes liv ødelagt, da hun landede igen i Sydafrika. En svensk teaterdirektør begik selvmord efter en mediestorm, der begyndte via anonyme vidner i et traditionelt medie, men samtidig eksploderede som en standret på de sociale.

Jeg kunne bruge tre klummer på blot at remse eksempler op.

Og »kokkens datter« føles pludselig om et næsten uskyldigt forløb fra for uendeligt længe siden.

Krænkelser galore

Hvordan skal man forholde sig til dette? Hvad gør det ved os, at frisætningen af menneskers kommunikation i global skala faktisk risikerer at føre til en vilkårlig moralsk strambuks, hvor selv det mindste fejltrin kan blive blæst op til det, der for de jagtede utvivlsomt føles som enorme dimensioner?

Jeg tror ikke, vi til fulde har indset konsekvenserne heraf endnu.

Men måske er der håb trods alt. Måske er flertallet af os klogere, mere tilbageholdende og mindre øjeblikkeligt harcelerende og til fals for den moralske forargelse, end man umiddelbart skulle tro, når man følger debatten i både klassiske og nye medier.

I de seneste par år har diskussionen om krænkelseskultur fyldt meget. Den bunder i den såkaldte identitetspolitik, ideen om, at man som gruppe kan kræve, at andre tager særlige hensyn til en, alt efter hvor undertrykt man kollektivt kan påkalde sig at være.

Vi kender alle sagerne, der også er boblet frem herhjemme, nogle af dem mere groteske end andre: Forbud mod mexicanerfester på Københavns Universitet, hensynssygen ved at undlade afsyngningen af »Den danske sang er en ung blond pige« på CBS.

Vinder fornuften?

Men det kan være, at fornuften vinder til sidst. Det har den det egentlig med at gøre. En Gallup-undersøgelse, som Berlingske har offentliggjort, viste, at den danske befolkning sandelig har hørt om mange af disse angivelige krænkelser, har fulgt debatten, ved, hvad den drejer sig om. Og til det hele svarer, at de er noget nær bedøvende ligeglade. De færreste føler sig selv krænkede. Og de angiver, at de ikke tillægger de fleste af disse sager nogen særlig vægt.

Med undtagelse af #MeToo dog. Folk er kloge. De kan godt skelne. Mellem hysteri og relevante debatter.

»Jeg tror ikke, vi til fulde har indset konsekvenserne heraf endnu.«


Så måske er det bare derhen, vi skal bevæge os: Mod erkendelsen af, forargelsesbølgen næppe stikker så dybt. At selv den værste shitstorm på sociale medier har en tendens til at blive næret af et lille mindretal, der blot er i stand til i fællesskab at støje virkelig meget. Og at krænkelseskultur i realiteten er noget, der trives i en lille, forbenet ekstrembevægelse, som kan sammenlignes med 70ernes munkemarxister, og hvis varige effekt vil vise sig at være nogenlunde lige så substantiel.

Det vil sige: At de reelt betyder nul og niks. Derfra kan vi så forhåbentlig komme videre. Værd at tænke over. Især for de jagtede og de, der kan fristes til at udløse drakoniske konsekvenser over mennesker, som reelt blot er i en lille, kollektivt ophidset pøbels forbipasserende vold.