Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Den største gåde for os alle er som bekendt, hvor universet ender. Og hvad er der ude bagved det sted? Kig en nat op i stjernehimlen og tænk tanken, og det er umuligt at falde i søvn.
Den næststørste gåde i universet er regeringens håndtering af Lars Findsen og den såkaldte FE-sag. Torsdag udgav Findsen højst overrumplende en bog med spektakulære anklager mod den socialdemokratiske regering for det, man må betegne som et regulært magtmisbrug i sagen. Derfor lover jeg, at jeg læser på livet løs og i morgen skriver nyhedsbrev om bogen og dens betydning for valgkampen.
Den tredjestørste gåde i universet får I en gennemgang af her, mens jeg læser. For det er den monumentale politiske og personlige nedsmeltning, som på bare to måneder har ramt Søren Pape Poulsen og Det Konservative Folkeparti og har forvandlet ham fra det måske mest sandsynlige bud på en kommende statsminister til den politiske savannes fatalt sårede dyr.
Når man betragter Det Konservative Folkeparti og Søren Pape Poulsens ageren i eftersommeren, da klør man sig stærkt undrende i nakken og tænker: Hvad er der ude bag ved universet? Og hvordan kan man komme så galt afsted på så mange fronter på så kort tid?
Mit råd til dig, kære nyhedsbrevlæser, er at følge tæt med i Papes konservative kollaps. Ikke mindst for at våge over, om det fortsætter. For det kan være stærkt medvirkende til at afgøre, hvem der bliver regeringsleder i Danmark efter valget. Brænder K for alvor sammen, gør et blåt flertal formentlig det samme, og Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen vil blive hovedpersonerne natten mellem 1. og 2. november.
For bedst muligt at guide dig til at følge situationen, vil jeg gennemgå de konservative trakasserier ét for ét med mit bedste bud på, hvorfor det er gået så galt, at K i dag i mange målinger har tabt hver tredje vælger siden august. I Berlingskes Gallup torsdag ligger Konservative på 9,9 procent. Hele foråret lå partiet på mellem 15 og 16 procent. Det er alligevel et brat fald.
Første kollaps: Josue-sagen
15. august meddelte Søren Pape Poulsen, at han gik til valg som borgerlig statsministerkandidat. 24. september bragte Ekstra Bladet den første historie om, at Papes daværende ægtefælle, Josue Medina, ikke var nevø til ekspræsidenten i Den Dominikanske Republik, sådan som Pape ellers havde berettet om. Siden gik det slag i slag: Josue Medina viste sig heller ikke at være jøde. Og siden piblede nye oplysninger om den mystiske politihåndtering af sagen fra en københavnsk bar i 2018, hvor Josue blev udsat for vold.
Hvis jeg skal være brutalt ærlig:
Det meste af dansk presse har i årevis haft en stærk fornemmelse af, at Søren Papes ægtemand en dag kunne blive en belastning for politikeren Pape. Alligevel har Det Konservative Folkeparti indlysende undervurderet alvorsgraden og simpelthen ikke fået forholdt sig til det på forhånd. Fået vettet partiformanden og sikret sig, at alle potentielt belastende oplysninger var på bordet, så man var klar til at håndtere dem og levere et troværdigt og overbevisende modtryk. Det er en kæmpefejl at begå.
Andet kollaps: »Ministermødet« på Den Dominikanske Republik
Denne sag har forbindelse til den første, fordi Josue Medina var med til det uofficielle møde og med til at arrangere det. Pape og partiet har i årevis vidst, at dette kunne blive en sag, fordi Pape som daværende justitsminister glemte at orientere myndighederne om det på forhånd. Først bagefter fik Papes departementschef dengang, Barbara Bertelsen, besked om mødet. Hun har altså også kendt til det uheldige møde lige siden og er nu Mette Frederiksens departementschef i Statsministeriet. Tænk, at Konservative først, da sagen var kommet frem, sendte en pressechef til Den Dominikanske Republik for at slukke branden … Også det virker dybt uprofessionelt.
Tredje kollaps: Skatteplanen
17. august fremlagde Konservative sin stort anlagte skatteplan med fjernelse af topskatten, næsten nulvækst i den offentlige sektor, tilbagerulning af Arne-pensionen, reducering af jobcentrene og højere produktivitetskrav i det offentlige. Sød musik for kerneborgerlige, men Konservative må da have vidst, at Socialdemokratiet ville komme farende med 1.000 kilometer i timen og forsøge at udstille planen som en ødelæggelse af velfærden. Det gjorde de som bekendt også, inklusive Mette Frederiksens (og mange andre ministres) usandheder om 40.000 fyrede offentligt ansatte. Stærk kost og helt urimeligt.
Men Pape og partiet virkede uforberedt på, hvordan planen kunne bruges og misbruges af politiske modstandere, og særligt S. Da Mette Frederiksen smed de 40.000 fyrede på bordet under en TV-duel i september, lignede Pape et stort spørgsmålstegn. Det er helt ufatteligt, hvis man ikke i dybden har analyseret, hvori modangrebene ville bestå, og hvad man skulle svare på dem. For alle ved, at planer om topskattelettelser og offentlige besparelser er guf for venstrefløjen, der lever af at sprede den slags utryghed som betyder, at intet i det offentlige nogensinde kan laves om. Den analyse havde Pape og K glemt at lave, før de gik i markedet med deres plan. Og da kritikken også kom fra borgerlig side i skikkelse af Inger Støjberg, trak Pape straks i land og efterlod sin egen, fine plan i den politiske kompostbunke. Håbløst.
Fjerde kollaps: Indianerne og Grønland
Under åbningsdebatten i Folketinget 6. oktober afslørede det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen dét, adskillige medier (inklusive Berlingske) havde researchet i nogen tid: Nemlig at Pape under en sammenkomst på den amerikanske ambassade i fjor skulle have refereret til Grønland som »Afrika på is«. Pape forlod afslutningsdebatten i utide og fumlede rundt med sine svar på anklagen, før han i statsministerkandidatdebatten på TV 2 søndag aften sagde undskyld – men ikke uden at bruge undskyldningen til samtidig at angribe Mette Frederiksen for minkskandalen …
Et par dage før var Pape i vælten for at kalde menige ansatte i den offentlige sektor for »indianere«. Uanset hvad man mener om sagerne: En statsministerkandidat skal i særdeleshed undgå at dumme sig. Og har man gjort det, som i sagen om Grønland, må man forberede sig på, hvad man siger og gør, når det kommer frem. Eventuelt skal man bare gå ud og sige det selv. Igen manglede enhver forberedelse og bare det mindste niveau af kriseberedskab omkring Pape.
Hvorved jeg mener, at gåden er løst. Nu ved du det: Papes nedsmeltning skyldes amatørisme. Hans egen. Og i kredsen omkring ham. Det er gennemgående i alle sagerne, uanset om man finder det rimeligt at kritisere ham for dem eller ej. Fatalt, når det, man gerne vil være, er landets øverste politiske leder. Derfor bløder Pape og K i snart sagt alle målinger.
Stærk historie i Østergaards Salon
Som altid gør jeg i mit nyhedsbrev glad og gerne reklame for alt det gode, Berlingske leverer til dig under valgkampen. I dag min kollega Mette Østergaards podcast, Østergaards Salon, der indtil valget udkommer tre gange ugentligt.
Forleden havde Østergaards Salon besøg af den forenværende LO-næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, der fortalte en dramatisk historie om sin 33-årige søn, der sidder i fængsel, dømt for forsøg på manddrab. Et forløb, der har givet hende en indsigt i kriminalforsorgen, der har gjort hende kritisk over for meget af det, der foregår her.
Lyt til samtalen – og de øvrige afsnit af podcasten – her:
Vælgernes dom – sat til musik
Dagens musikalske afslutning er jo altid en form for kommentar til dagens nyhedsbrev-tema. Foruden at kriteriet er, at jeg godt kan lide musikken!
I dag bringer jeg derfor den australske sangerinde Julia Jacklin med en sang, hvis titel vist meget godt – eller skidt – repræsenterer mange vælgeres syn på Søren Pape Poulsen efter alle sagerne: »Don’t Know How To Keep Loving You«. Værsartig …