Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Alt imens man gik og troede, at nu kunne det da umuligt blive værre, skete det alligevel. Endnu en gang sluttede et topmøde med en besked til Theresa May og briterne om, at de simpelthen må gøre deres hjemmearbejde bedre. May troppede således (igen) i sidste uge op på et EU-topmøde med nye diffuse og ukonkrete krav, selv om hun et par uger forinden havde præsenteret Brexit-aftalen som en stor personlig sejr.
Det vi oplever i øjeblikket er en nærmest total nedsmeltning af britisk politik for rullende kameraer. Samtidig når irritationen over briternes rodebutik af krav, trusler og følelsesudbrud nye højder i de øvrige europæiske hovedstæder. For mens Budapest i disse dage er i oprør over Orbans seneste indskrænkning af domstolenes uafhængighed og den nye såkaldte »slavelov« og Macron i Frankrig kæmper med de gule veste, suger det britiske kaos energien ud af det europæiske samarbejde. Brexit trækker således nu på andet år opmærksomheden væk fra virkelige – snarere end selvskabte problemer.
Det der især undrer i Bruxelles, men også i mange andre europæiske hovedstæder, er at briterne ikke har brugt de forløbne år siden folkeafstemningen på at blive enige om, hvad der reelt kan skaffes flertal for i det britiske parlament. Som statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde opmærksom på i kølvandet på sidste uges topmøde, kunne briterne passende have skelet til forløbet i Danmark, da vi havde stemt nej til Maastricht-traktaten i 1992. Her fandt man på tværs af partierne i Folketinget ud af, hvad man selv kunne blive enige om, før man bad EU om hjælp.
Desværre minder det britiske parlament mere og mere om en råbe-konkurrence mellem politiske ignoranter, der lever i fortiden.
Et eksempel på, hvordan absurditeterne stadig står i kø, er briternes seneste raseri over Irlands centrale rolle i forhandlingerne med EU. Det handler selvfølgelig om den famøse backstop, som skal sikre, at der ikke igen indføres en hård grænse mellem Irland og Nordirland. Men selv om aftalen om backstoppen, der holder hele Storbritannien i EUs toldunion indtil man har fået forhandlet en ny handelsaftale på plads, følger Theresa Mays egen drejebog, har man nu set sig sure på irerne.
Som en tidligere konservativ minister og nuværende medlem af Parlamentet sagde til BBC, så er irernes opførsel og rolle i Brexit-forhandlingerne mere og mere uantagelig: »Vi kan simpelthen ikke tillade, at irerne behandler os på denne måde.« Og hvad mente han så med det? Jo, den tidligere minister - som desværre ikke stod frem med navn - mente, at det var en skandale, at en lille irsk republik og tidligere britisk koloni på kun 4.8 millioner - sammen med vennerne i Bruxelles - har spillet briterne så meget af banen, at de i dag fremstår som lallende amatører.
Og selv om man jo kan give ham ret i det sidste, så er udfaldet mod irerne noget, der ifølge britiske medier går igen flere steder især blandt de hårde »old-school« Brexiteers. De mener, at irerne, der først i 1922 blev fri af britisk overherredømme, burde have udvist mere loyalitet over for deres tidligere koloniherrer end for bureaukraterne i Bruxelles.
Ifølge flere konservative Toryer er det især den irske premierminister, Leo Varadkar, der har ført an i »komplottet«. Hvordan pokker kan en så lille republik påvirke hele EUs forhandlingsposition og trænge en hel befolkning på 66 millioner op i et hjørne, spurgte den tidligere minister, der mente at »Irerne burde kende deres plads.«
Denne historie om »the Celtic tiger« er naturligvis kuriøs, men fortæller os også noget andet og langt vigtigere. Nemlig hvordan EU har transformeret det klassiske suverænitetsbegreb fuldstændig. I dag bliver en lille irsk nation som en del af det europæiske samarbejde den stærke og indflydelsesrige, netop fordi landet er medlem af en klub, der fremmer alles indflydelse og styrke ved at stå sammen. Storbritannien derimod har tabt langt mere end sit formelle EU-medlemskab ved at melde sig ud. De har tabt al indflydelse på europæisk politik nu og i fremtiden.
Marlene Wind er professor på statskundskab og på iCourts på jura, Københavns Universitet. Hun er det kommende år bosiddende i Bruxelles og gæsteprofessor på Leuven Universitet i Belgien.
