Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Integration er blevet et trylleord, som ingen ved hvad betyder

Jens-MartinEriksenSH Jens-MartinEriksen
Jens-Martin Eriksen SH Jens-Martin Eriksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Martin Eriksen SH Jens-Mart

Hvad er der egentlig sket i den kulturkamp, der har defineret den politiske skueplads de seneste 10-15 år? Det gennemgående træk er, at kampzonen bestandigt udvides og tillige, at kampen undergår stofskifte af og til. Det sker ikke med jævne mellemrum, men ind i mellem i pludselige ryk. Så sættes en anden dagsorden, som giver gamle begreber og antagelser baghjul. Man kan simpelthen ikke komme nogen vegne for støv, hvis man efter Muhammedkrisen i 2006 lader som ingenting og konstant bliver ved med at tale og skrive som om, det var før.

Ytringsfriheden kom på dagsordenen og den selvfølgelige reference, som den havde blandt alle danskere, gjaldt nu ikke mere. Nu kom der andre hensyn til, som man hidtil ikke havde givet meget for, da det gjaldt fromme danskere. Men nu hed det »religiøs sensitivitet« eller »kulturel sensitivitet«. Respekten for disse hensyn blev uafvidende kædet sammen med en selvfølgelig afstandstagen til racisme. Så hvis man ikke fulgte det første bud om sensitivitet, blev det implicit en indikator for, at man nok dybest set heller ikke fulgte det andet.

Hvis nogen så meget som prøvede at pille ved denne logik, der så at sige satte sig igennem bag om ryggen på dens talsmænd og –kvinder, var det nok, fordi man ikke ville være ved den hemmelige dagsorden, man reelt havde.

»Den nyreligiøse besættelse, der forklædte sig som en særlig fin form for humanisme, har ikke længere nogen kraft og nerve.«


Siden katapulterede kulturkampen, og mange isoleret set løjerlige ting blev anledning til, at man mødte frem på skuepladsen. Det kunne som bekendt være bestemte fødeemner, som pludselig blev tabuiseret, og som muslimer ikke måtte komme i nærheden af. Senere blev det til juletræer og julepynt, som ikke måtte have så prominent en plads i december eller slet ingen plads overhovedet. Den religiøse tabuisering spøgte igen.

Det blev ved, og det vil fortsætte, og det ser ikke ud til at de, der er rekrutteret til hver sin side af fronten, vil tabe gejsten. Men alt er naturligvis ikke løjerligt og banalt. Det handler også om, at religiøse hensyn griber ind i moderne litteraturundervisning, der har det med at excellere i sider af livet med seksuelle undertoner. Her bliver hensynene trukket frem igen. Og som om det ikke var nok, er noget så grundlæggende som unges selvbestemmelse og frihed fra familiens og kulturens tvang også kommet stærkt på dagsordenen.

Den enkle kamp er forlængst forbi, og det er blevet sværere at knytte racismebeskyldningen sammen med det, der i Danmark med selvfølgelighed skal definere et samfund og individernes rettigheder. Den nyreligiøse besættelse, der forklædte sig som en særlig fin form for humanisme, har ikke længere nogen kraft og nerve. Engang talte man nyreligiøst og uproblematisk om multikulturalisme som et drømmeland, vi af os selv ville ankomme til, hvis bare de uanstændige ville holde kæft. Den tid er for længst forbi.

Så satte man væsel-ordet integration på dagsordenen. Det kom efterhånden til at betyde det præcist modsatte af, hvad det egentlig definerede. Ordet blev synonymt med etnisk apartheid, ghetto, isolation, tvang – alt sammen noget, der kunne skjules for en tid, fordi der er hensyn, De ved. I dag er der ingen, der ved, hvad dette trylleord betyder. Nu er assimilation på dagsordenen, endnu stærkt kontroversielt. Men kulturkampen forskyder sig hele tiden. Og det er der nogen, der bliver voldsomt skræmt over. Det skriver de i hvert fald hele tiden, som om de derved salver sig selv.

Man kan også se det sådan, at det er nationalstaternes natur at samle sig om det, der forener og definerer dem.