Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I opmærksomhedsøkonomien kan en Rasmus Paludan hurtigt blive glemt

Viralitet er en afgørende valuta i opmærksomhedsøkonomien. Men hvem bestemmer, hvem der får opmærksomhed, og hvorfor forsvandt Rasmus Paludan fra YouTube?

»Med over 28 millioner visninger i alt på sin kanal har Paludan vist andre politikere værdien af at få opmærksomhed på YouTube,« skriver Vincent Hendricks og Camilla Mehlsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Pif … Paf … Puf …

Hvornår har du sidst hørt om Rasmus Paludan? Han kom, han så, og han så ud til at sejre op til folketingsvalget i juni, men siden forduftede han fra rampelyset.

Rasmus Paludan blev ellers den første danske politiker, der fik over én million visninger på sin YouTube-kanal, Stram Kurs. Med over 28 millioner visninger i alt på sin kanal har Paludan vist andre politikere værdien af at få opmærksomhed på YouTube. Rasmus Paludan forstod YouTube-mediets arkitektur og maskinrum og tiltrak med konfliktsøgende videoindhold masser af trafik fra YouTubes yngre brugere, godt hjulpet på vej af YouTubes sorteringsalgoritmer.

Ifølge journalist Frederik Kulager fra onlinemediet Zetland kom blot 14 pct. af visningerne af Paludans videoer fra brugere, der selv søgte efter hans videoer, mens de resterende visninger skyldtes, at YouTubes algoritmer anbefalede videoerne. YouTube placerede eksempelvis Paludans videoer på platformens »trending«-liste.

På YouTube får du som bruger præsenteret forslag til andre videoer relateret til indholdet af den video, du er i gang med at se. Over 70 pct. af den tid, du gennemsnitligt tilbringer på YouTube, ser du videoer, som YouTube har anbefalet dig. Eller som Neal Mohan, YouTubes Chief Product Officer, har formuleret det, bliver du ved med at se »på grund af, hvad vores anbefalingssystemer placerer foran dig«.

»Men det vigtige er ikke at have en stemme. Det vigtige er at blive hørt – og nogle bliver hørt ulige mere end andre i opmærksomhedsøkonomien.«


Dit valg og din fri vilje er knap så fri på YouTube, der med svimlende to milliarder brugere får stadigt større magt over klodens opmærksomhed. Historien er, at eftersom vi alle har fået en stemme og en megafon til offentligheden, har nettet en grundlæggende demokratisk effekt. Det ville være sandt, hvis opmærksomhed som informationstidsalderens største og vigtigste aktiv var nogenlunde ligeligt fordelt blandt brugerne.

Men det vigtige er ikke at have en stemme. Det vigtige er at blive hørt – og nogle bliver hørt ulige mere end andre i opmærksomhedsøkonomien. Opmærksomhed på nettet følger en potenslovsfordeling, hvor de, der i forvejen har, begunstiges med endnu mere af vores opmærksomhed. Det er lidt som i verdensøkonomien: én pct. af klodens befolkning sidder på 50 pct. af verdens goder, og så må de andre 99 pct. af befolkningen kæmpe om de resterende 50 pct.

Samtidig er opmærksomhed en flygtig størrelse, der kan dirigeres hen, hvor der er clicks, likes og engagement at hente. Den kan også omdirigeres således, at de, der på et tidspunkt havde, nu ikke længere har samme opmærksomhed. Rasmus Paludan tjener som eksempel. Som Frederik Kulager fra Zetland har påvist, er Paludans videovisninger på YouTube faldet drastisk de senere måneder, efter at YouTubes algoritmer er stoppet med at rette opmærksomhed mod Stram Kurs’ kanal.

Camilla Mehlsen Fold sammen
Læs mere

Hvem bestemmer, hvor trafikken og opmærksomheden dirigeres hen? Det gør udbyderne af teknologiplatformene. Disse private foretagender har egne redaktionelle retningslinjer for, hvad der skal tildeles opmærksomhed og får trafik – og hvad der skal nedtones eller ignoreres. På avisredaktioner bestemmer redaktører, hvad der skal tildeles spalteplads og komme på forsiden. Forskellen er, at hvor den etablerede presse typisk svarer tilbage til medieansvarslov, god presseskik og institutioner som Pressenævnet, gør de sociale medier det ikke – de klassificeres ikke som presse.

Vincent F. Hendricks Fold sammen
Læs mere

Nick Clegg, tidligere britisk viceminister og nu ansvarlig for public affairs hos Facebook, har udtalt, at viralitet er problemet, men synes samtidig behændigt at udelade, at det mestendels er Facebook, der styrer viraliteten. Sociale medier kontrollerer viralitet og beslutter, hvilke kommunikationsmæssige greb, billeder, videoer, ord og begreber, der får opmærksomhed eller fjernes. Den indholdsmoderation er adfærdsmodificerende blandt brugerne, som de sociale medier endnu ikke stilles til regnskab for – men burde.

I forbindelse med det netop afholdte danske valg, hvor misinformation ikke var et så udtalt problem som nok ventet, bekendtgjorde en højtstående dansk repræsentant på Facebook ganske stolt: »Vi er blevet ret gode til at køre valg«.

Det lyder som en freudiansk fortalelse, som om de store sociale medier nu også administrerer nationalstaters folketings- eller parlamentsvalg. Hvis man samtidig tænker på, at Facebook også snart lancerer deres egen valuta – Libra – samtidig med, at de virtuelt sidder på det offentlige rum, styrer de ikke kun vores valg, men vores verden.

Camilla Mehlsen, cand.mag., forfatter, foredragsholder, og Vincent F. Hendricks, professor, leder af Center for Information, Boblestudier, KU