Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Offentlige rum er endt på private hænder

Da det blev klart, at dataindsamlingsfirmaet Cambridge Analytica i 2018 uretmæssigt havde høstet data fra millioner af Facebook-brugere, startede en verdensomspændende revolte mod Facebook under #deletefacebook - på Facebook! Det fortæller noget om, hvem der nu ejer de offentlige rum, som ellers var tænkt som et demokratisk fællesanliggende.

Tech-giganter som Facebook, Google og Twitter er endt som ejere af vores fælles rum. hvilket bør få os til at stille spørgsmålet, om det er i orden, mener Vincent Hendricks. Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS FILE PHOTO

I informationstidsalderen skal det offentlige rum forstås som en særlig informationsstruktur, snarere end et fysisk adgangskriterium til en plads, et forsamlingshus eller andre steder, der i tidens løb er blevet opfattet som offentlige rum. De offentlige rum, når de vitterligt kvalificerer som offentlige rum i form af en åben informationsstruktur, udgør en fundamental base for massedemokratiet.

Med ubegrænset adgang til et centralt beliggende offentligt rum opstår friheden og den lige mulighed for flest mulige mennesker til at kommunikere information og holdninger på en måde, så disse bliver en uomgængelig del af det omgivende samfunds fælles bevidsthed.

Foto: Vincent F. Hendricks Vincent Hen.

I det moderne demokrati spiller de offentlige rum en konstant og fundamental demokratisk rolle i tilvejebringelsen af gensidig anerkendelse borgerne imellem alene ved også deres fysiske tilstedeværelse i disse rum. Den simple fysiske repræsentation i de offentlige rum af alle samfundets borgere i alle deres former og fremtoninger etablerer i sig selv et offentligt signal, der indskriver sig i vores fælles bevidsthed:

Hattedamer fra Hellerup, hjemløse på papkasser, børn, der bralrer, ældre med gangstativer, svedende skolelærere med unger, der jagter duer, slipsedrenge med cocktails, studerende med blå underansigter i Facebooks genskær og håndværkere med ru næver svøbt om en hotdog, har alle ret til en plads i denne bevidsthed. Vi er alle repræsenteret i vores fælles bevidsthed og fælles baggrundsviden som basale forudsætninger for den demokratiske debat, hvis rammer er lighed, frihed og gensidig respekt.

Den almene værdi af offentlige rum er af fundamental værdi for vores demokrati, uanset om vi taler om Rådhuspladsen i København eller trappetrinene ved Lincoln Memorial, der lagde plads til ordene »I have a dream«.

Ejerskabet til offentlige rum er skiftet

Når det offentlige rum er en demokratisk grundpille, er det en central forudsætning, at ingen må have særinteresser i, eller kapitalisere på, dette rum, for så er alle ikke længere lige og har lige adgang.

Gennem de seneste 15-20 år er der sket et paradigmeskift i forståelsen af, og ejerskabet til, de offentlige rum. I takt med, at offentlige rum i større og større grad rykker ud og bliver digital informations- og infrastruktur, er den direkte fysiske tilstedeværelse ligegyldig eller nærmere uopnåelig.

Det er ikke demokratiske nationalstater eller overnationale organer, der har stået for denne omkalfatring og ekspropriering af de offentlige rum, men derimod private virksomheder - primært tech-giganterne Google, YouTube og ikke mindst Facebook som verdens største forsamlingshus eller land med omkring 2,7 milliarder virtuelle borgere.

Disse tech-firmaer svarer imidlertid ikke tilbage til demokratiske grundprincipper og den konstante vedligeholdelse af demokratiet som styreform, men til deres forretningsmodeller, herunder deres annoncører og aktionærer.

Det kan meget vel være, at alle har fået en stemme i og med, at enhver kan få en profil på sociale medier. I informationstidsalderen er opmærksomhed kronaktivet, for det er præcis vores opmærksomhed, der bliver forbrugt som ressource med al den information, der er til rådighed.

Nogle bliver hørt mere end andre

Det interessante er således ikke, at vi alle har fået en stemme, men hvorvidt vores stemme bliver hørt. Nogen og noget bliver imidlertid hørt og set mere end andre og andet – og hermed bliver vores fælles bevidsthed og baggrundsviden fragmenteret og segmenteret.

Forretningsmodellen for mangt en tech-gigant er Matthæus-princippet, hvor den, der i forvejen er begunstiget, bliver begunstiget endnu mere med enten følgere, politisk indflydelse, information og misinformation eller antal annoncer for Stiga-plæneklippere, når man blot én gang har søgt på »plæneklipper«, fordi den gamle er gået i stykker.

Meget kan man sige om demokratier, men decideret monetært profitable har de jævnt hen sjældent, om overhovedet, været. Demokratiet er den konstruktion, vi har tænkt som den samfundsmodel, der bedst varetager individets såvel som kollektivets interesser, en overordentlig kompliceret konstruktion og ikke mindst meget bekostelig.

Med det overtag, som tech-giganterne har, er det værd at stille sig det demokratiske spørgsmål, om offentlige rum skal være på private hænder?