Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I dag skal vi gøre alt selv. Måske er det lige præcis det, der stresser os

I dag skal vi gøre alt selv. Printe frimærker, ordne alle bankforretninger online, udfylde lønsedler, taste vores timer ind i regneark og låse os ind på biblioteket for selv at scanne de bøger, vi vil låne. Måske er det ikke vores rigtige job, vi får stress af, men alle de opgaver, der er sparet væk af smarte konsulenter?

Illustration til Lone Theils-klumme 290818 Fold sammen
Læs mere
Foto: Rasmus Meisler

Forestil jer et hospital, hvor kirurgen var optaget andetsteds, og man lige gik ned i administrationen og hentede en af sekretærerne, der ellers sad og baksede med en vagtplan. For på det hospital havde man sparet lidt på lægerne for at effektivisere, og derfor må sekretæren nu udføre den hofteoperation. Herregud. Lidt fleksibilitet og omstillingsparathed må man da kunne forvente af de ansatte nu om dage.

Eller lav tankeeksperimentet – som jeg gjorde forleden – med en nyhedsredaktion. Journalisten har travlt med andre opgaver, så man henter en administrativ medarbejder ind for at lige lave det indslag om forviklingerne i britisk Brexit-politik. Hvor svært kan det være, når man kommer direkte fra et regneark og lønudbetalingerne?

Lone Theils Fold sammen
Læs mere

Tanken om at fordele arbejdet på den måde er åbenlyst idiotisk. Selvfølgelig er både en kirurg og en journalist så specialiserede inden for deres felt, at det ville være en dårlig ide at sætte amatører, der egentlig har valgt en helt anden karriere, til det.

Ikke desto mindre er det, hvad vi som samfund gør i overvældende stor stil i øjeblikket. Læger bliver tvunget til at sidde og udfylde regneark og fedte med Sundhedsplatformen i en sådan grad, at de nærmest ikke har tid til at se patienterne i øjnene og da slet ikke til faktisk at reagere på, hvad de samme patienter siger.  Det er heller ikke længe siden, at man kunne læse, at byretsdommerne her i landet må sidde og betjene op til fire computerskærme, hvor de både skal holde styr på mikrofoner, bevisfremlæggelse og referatet af sagen. Mens de altså også lige skal huske at høre efter, hvad der bliver sagt.

Og for ikke så lang tid siden måtte jeg bruge en lille time på at oprette mig i et fakturasystem hos en af de virksomheder, jeg leverer journalistik til. Årsagen var, at regnskabsafdelingen nu ikke længere har ressourcer til at behandle fakturaer.
Men arbejdet med at behandle disse regninger forsvinder jo ikke. Det bliver bare lagt over til en lille enmandsvirksomhed som min, og til en person, der har gjort sig stor umage for at vælge en karrierevej uden regneark i erkendelse af, at hvis man kan tale om lavkompetencer, så er det der, jeg har min. Jeg skal nu sidde og bruge tid, som jeg ellers ville bruge på at skrive, på at taste tal ind i et regneark og begå fejl, som selv en 18-årig kontorelev med lidt flair for jobbet ville undgå. Det gør jeg selvfølgelig, for der er ikke noget valg.

De stressede danskere

Men det fik mig til at tænke på, hvordan vi som samfund hele tiden fortæller hinanden, at vi effektiviserer og strømliner. Det gør vi ikke. Vi lægger bare masser af arbejde tilbage til folk selv, og så kan de bruge deres fritid på at gøre det arbejde gratis, der engang var ansat en kvalificeret person til at udføre.

Èn ting er, at der egentlig er tale om en himmelråbende mangel på respekt for faglige kompetencer. Både for superdygtige kontorfolk, der rent faktisk har talent for administration, og derfor har valgt det som karrierevej. Og for de mennesker, der har valgt andre job vel vidende, at deres evner lå andre steder, men som nu er fanget i et administrativt helvede, der presser dem, ofte i en sådan grad, at det går ud over det, der egentlig var kernen i deres arbejde.

Det skorter ikke på undersøgelser, der demonstrerer, at danskerne føler sig stressede, er stressede. Sidste år foretog analyseinstituttet Epinion en undersøgelse for LO, der viste, at næsten hver femte på arbejdsmarkedet havde oplevet at sygemelde sig med stress. Det, der måske også var interessant, var, at stressen ikke er begrænset til faggrupper, eller nødvendigvis hænger sammen med ledelsesstil eller længden på uddannelsen alene.

»Hvad nu hvis den virkelige årsag til al den stress bunder i alt det administrative arbejde, vi hver især skal udføre selv?«


Danica Pension kunne også sidste år melde, at på ti år er antallet af danskere med stress steget med 50 procent. Så hvad er det, vi gør forkert?

Jeg siger ikke, at der ikke er plads til forbedringer på arbejdspladserne, men hvad nu hvis den virkelige årsag til al den stress bunder i alt det administrative arbejde, vi hver især skal udføre selv – i vores fritid – for at få vores liv til at hænge sammen?

Ændringen er kommet umærkeligt, men tænk over det: I dag skal vi stort set selv hente alle vores pakker i en kiosk, vi skal selv printe frimærker og fare forvildet rundt for at finde en postkasse, vi skal ordne alle bankforretninger online (om end gebyrerne ikke synes at være faldet af den grund), vi skal selv udfylde lønsedler og taste vores timer ind i regneark, vi låser os selv ind på biblioteket og tjekker selv de bøger, vi vil låne ud, vi køber selv vores billetter til stort set alle koncerter og rejser uden at kunne spørge et rejsebureau eller et menneske til råds, og vi skal selv booke alt fra hotel til lejebil.

Og ja, det er smart. Og billigt, og det er også rart, at man selv kan bestemme og shoppe rundt. Men jeg tror faktisk, at vi får stress af det. Af at udføre alt det arbejde, der på papiret er sparet væk af et smart konsulentfirma. Men det er aldrig rigtig væk. Det er bare tryllet over til dig.