Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
I James Ivorys film »The Remains of the Day« – som på dansk fik den lidt for uhøjtidelige titel »Resten af dagen« – kan man nyde forestillingen om den tid, hvor folk uden uddannelse faktisk havde mulighed for stolt at forsørge sig selv gennem ærværdige karrierer som tjenestefolk.
Jeg ser ikke ned på mennesker, der betjener andre. Jeg har selv været bartender i mange år og serveret for folk. Og både min oldefar, min farfar og min farmor var tyende ude på landet, hvor de var henholdsvis gartner, karl og tjenestepige. Min mor var hjemmehjælper – en slags moderne take-away-tjenestepige for samfundets ældre.
I en central scene i førnævnte film lyder ordene, der sætter det hele på plads. Vi befinder os, hører vi, i England, hvor »der stadig er orden rodfæstet i tradition.« Og gennem filmen følger vi det princip udfoldet på en række uventede måder. Man ansætter for eksempel uden at blinke aldrende familiemedlemmer, fordi man kender dem og stoler på dem, og fordi man tager sig af hinanden lokalt og har gavn af hinanden – også, når alderen bliver tyngende. Da hovedpersonen, der er butler, ser sin far snuble med en stor bakke med sølvtøj, hvilket er helt uantageligt, bliver den aldrende butler ikke fyret, men blot forflyttet, skønt han er så gammel, at han dør blot et par scener senere.
Dette års vinder af nobelprisen i litteratur, romanforfatteren Ishiguro Kazuo, er japaner, men han indvandrede med sin familie til Storbritannien fra Japan, da han var seks år gammel. Og det er nok ikke for ingenting, at han valgte netop de servile fag over dem alle – butlerens og husholderskens – som noget, han kunne fordybe sig i, da han skulle fortælle en kærlighedshistorie.
For mens han på mange måder sikkert er britisk til fingerspidserne – han er gift med en engelsk socialrådgiver – så er hans ophav stadig japansk. Og hvad mange ikke altid forstår om Japan er, at det er et af de allermest konservative lande i hele verden – overhovedet.
Dydernes forfald
Når man rejser og bor i Japan, studser man over, at det hele er så moderne – og så alligevel ikke. Alt er nemlig fastlåst og dikteret af traditioner, på godt og ondt.
Det er for eksempel ikke særlig rart, når man hører om, hvordan kvinderne har det i Japan. Det er virkelig svært at være kvinde i Japan, endnu sværere at være kvindelig ansat i et firma og noget nær umuligt at være udearbejdende hustru og mor på samme tid.
Men der er også dyder i Japan, og i England, og selv om de i dag ikke er som i romanforfatterens – og filminstruktørens – Darlington Hall, så kan man virkelig savne de dyder og den respekt, de affødte, i dag.
Jeg forestiller mig ikke, at man kan genindføre den hær af tjenestefolk, der var på store godser. For den tid, hvor man kunne sætte folk til at polere messing, samle blomster fra en have eller stryge en avis mod en beskeden hyre, er for længst forsvundet.
I dag bliver man krænket og ydmyget og føler sig nedgjort og vil have sin sag for menneskerettighedsdomstolen, hvis kommunen sætter én til at samle et stykke papir op i en vejkant som den mest banale modydelse til den bistandshjælp, der tages direkte op af ens medmenneskers lommer. Men når sammenhængskraften forsvinder, så forsvinder også forståelsen af enhver sammenhæng.
Det kan ærgre et konservativt hjerte at se, hvor meget, der er gået tabt, fordi de færreste længere kan forstå, at der overhovedet kan være en dyb ære, og egentlig også en personlig tilfredsstillelse, i at være ansat til at betjene andre – og dermed forsørge sig selv.Ar