Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Der er meget skidt at sige om Donald Trump; ikke mindst når det gælder hans bidrag til debatten om indvandring.
Vi har hørt USAs præsident omtale papirløse som »dyr« og mexicanske indvandrere som »narkohandlere«, »voldtægtsforbrydere« og »bad hombres«. Trump har sagt, at han ikke vil have flere indvandrere »fra lortelande«, og de seneste måneder har han fremstillet den såkaldte karavane af latinamerikanske migranter på march mod nord som en truende »invasion« af mordere og potentielle terrorister. Og hvad gør man ved invaderende hære? Jo, man sætter militæret ind og opfordrer også til at skyde tilbage, hvis der bliver kastet med sten.
Det er ikke rart at høre på, men under den ubehagelige retorik gemmer sig en interessant sandhed: Donald Trump er i gang med flytte den amerikanske debat om indvandring i europæisk retning, og mange af de løsninger, han drømmer om, er de samme tiltag, som europæiske politikere forhandler om i EU og på nationalt niveau.
Faktisk er Trump ved at blive så europæisk, at EUs kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, skulle tage og invitere USAs præsident på studietur for at dele ud af vores erfaringer med asylbehandling, tilbagesendelsesaftaler, lejre...og mure! For mens det kniber med udførelsen af Trumps valgløfte om at opføre en mur mellem USA og Mexico, så ved vi godt her i Europa, hvordan man bygger mure, der skal holde indvandrere ude.
Lad mig vende tilbage til muren senere. Først det store billede: USA er ikke en etnisk veldefineret nationalstat, men et indvandringsland, og derfor har tyngdepunktet i debatterne om indvandring historisk ligget i en mere liberal retning end i Europa. Grundindstillingen har været åben, og diskussionerne har handlet om, hvornår man skulle give illegale indvandrere lov til at blive lovlige.
I forhold til indvandrere fra Syd- og Mellemamerika har der længe hersket lovløse forhold. Millioner af mennesker har krydset grænsen, taget lavtlønnede jobs og hutlet sig igennem, indtil deres børn kunne komme i amerikansk skole og en dag skaffe sig kørekort og et sygesikringskort. Så var de så veletablerede i det amerikanske samfund, at de kunne håbe at få fuld accept af deres opholdsgrundlag.
Mens det kniber med udførelsen af Trumps valgløfte om at opføre en mur mellem USA og Mexico, så ved vi godt her i Europa, hvordan man bygger mure, der skal holde indvandrere ude.
Amerikanernes åbne tradition har dog været under pres i et par årtier, og skiftende præsidenter har forsøgt at begrænse antallet af indvandrere. Trump er ikke den første til at bygge hegn eller mure for at bringe indvandringen fra Latinamerika under kontrol, og han er heller ikke den første til at sende soldater til grænsen. George W. Bush, Bill Clinton og Barack Obama har alle gjort det; uden at det gav anledning til samme forargelse som i dag.
De seneste tre år har USA så fået en meget europæisk oplevelse: Antallet af asylansøgninger er steget voldsomt; ikke mindst båret af flere sydamerikanere, som søger om asyl på grundlag af, at de er truet af bander eller voldelige ægtefæller. Den udvikling har Trump forsøgt at sætte en stopper for. Flere af hans forslag er bremset af domstole, men retningen er klar: Trump vil indskrænke asylretten til den oprindelige ordlyd, som vi kender fra FNs flygtningekonvention om forfølgelse på grund af »race, religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller politiske anskuelser«. Trump vil også have migranter til at blive i Mexico, mens de får deres ansøgning om asyl i USA behandlet.
Lyder det bekendt?
Også i Europa har vi en erkendelse af, at det gamle asylsystem er blevet til en bred indvandringskanal. Asylansøgere rejser gennem mange sikre lande, før de når frem til USA eller Europa for at bede om beskyttelse, og derfor står europæiske politikere i kø for at udfordre den asyltradition, vi har haft siden Anden Verdenskrig. Der tales om asylstop, opsigelse af konventioner og mulighed for at afvise asylansøgere for i stedet at bistå til at beskytte dem i andre lande.
De europæiske lande har også taget nogle vidtgående skridt. EU har indgået en flygtningeaftale med Tyrkiet, som har bremset strømmen af både krigsflygtninge og illegale migranter, og EU-lederne har aftalt at arbejde for såkaldte regionale modtagecentre i Afrika, hvor man vil sætte nødstedte mennesker af, som man fisker op ved redningsaktioner i Middelhavet. Herfra skal de så kunne søge om asyl i EU.
Det kan man vælge at kalde trumpisme. Jeg foretrækker at se det som en nødvendighedens politik, der udfordrer vores principper. Hvor mange rettigheder vil vi rulle tilbage? Det er et hav fyldt med dilemmaer, som vi i Europa ikke altid vil være ved.
I USA har Trump råbt og skreget om den mur, han vil have på grænsen til Mexico. Han har endda ment, at han kunne få Mexico til at betale for den. Det er der ikke kommet mange kilometer mur ud af. Her i Europa går vi anderledes diskret til værks. Vi overfører milliarder af euro til Tyrkiet og bidrager gerne med overvågningsudstyr, når vores tyrkiske venner rejser en 911 km lang mur på grænsen til Syrien for at forhindre syrere i at forlade deres krigshærgede land.
På mange måder er Trump både mere ærlig og mere ineffektiv end den typiske europæiske toppolitiker. Samtidig vil mange af os gerne skrive under på, at Trump ofte går for langt; som da hans politik førte til ubærlige adskillelser af børn fra deres forældre ved grænsen til Mexico. Hans måde at omtale andre mennesker på er også ubærlig, men der er også en fællesnævner: Debatten i både USA og Europa handler nu i høj grad om asylregler, og Trumps opgør med asylretten er simpelt hen ærke-europæisk.
