Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er sandheden om Muhammed?

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol lægger hindringer i vejen for religionskritik.

Jacob Mchangama Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Mchangama SH Jacob Mchanga

I en ny dom har den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) slået fast, at Østrig ikke krænkede ytringsfriheden ved at straffe en kvinde for at kalde profeten Muhammed for »pædofil«.

EMD har længe indrømmet medlemsstaterne en vid skønsmargin til selv at fastlægge balancen mellem ytringsfrihed og kontroversielle moralske og religiøse spørgsmål. Det er således ikke første gang, at medlemsstater slipper af sted med at sanktionere borgerere, som krænker religiøse følelser. Hvis det alene var den brede skønsmargin, der var udslagsgivende, kunne man mene, at EMDs dom var til at leve med. EMD har jo klart fået at vide, at man skal trække følehornene til sig. Og dommen betyder ikke, at Danmark er forpligtet til at genindføre blasfemiparagraffen.

Men EMD går videre end som så. EMD har længe argumenteret for, at ytrings- og religionsfriheden kan komme i konflikt, hvis førstnævnte bruges til at krænke sidstnævnte. Det er en stærk betænkelig fortolkning. Ingen muslimer eller kristne får krænket deres religionsfrihed ved at få krænket deres religiøse følelser. Blasfemiske ytringer rykker ikke en tomme ved retten til at dyrke, prædike og udbrede sin tro, ligesom religions- og ytringsfriheden giver den krænkende mulighed for at imødegå den krænkendes ytringer. Det havde klædt EMD at forlade denne mildt sagt anstrengte fortolkning.

»Hvad mon troende ville sige til, at der blev stillet samme krav til dem?«


Endnu værre er EMDs insisteren på at påstanden om, at Muhammed var »pædofil« udgjorde en værdidom, der savnede »faktuel basis«. Kravet om »faktuel basis« giver mening, hvis jeg udtaler mig stærkt nedsættende om en konkret person, hvis anseelse kan lide skade. Men Muhammed er ikke blot en historisk person, der døde for 1.400 år siden. Han er ifølge islam også den sidste profet, som modtog åbenbaringer direkte fra Gud. Læg hertil, at mange af kilderne om Muhammeds liv stammer fra lang tid efter hans død og baserer sig på mundtlige overleveringer, der – ligesom Koranen og Bibelen – indeholder en lang række modstridende oplysninger, påstande om mirakler, guddommelig indblanding m.v.

Absurd krav

Kravet om, at en værdidom vedrørende en for længst afdød person, der ifølge de overlevende kilder kommunikerede direkte med Gud, skal have en »faktuel basis« er absurd. Det svarer til, at EMD ophøjer en bestemt og venlig fortolkning af islam til Sandheden. Men det sekulære liberale demokrati bygger netop på ideen om, at vi kun kommer tæt på sandheden ved, at ingen har patent på den. Alle ideer – sekulære og religiøse – må stå til diskussion, og man kan ikke på forhånd kræve, at de, der deltager i diskussionen, anlægger et bestemt historisk eller ideologisk perspektiv, som ikke krænker andre. Hvad mon troende ville sige til, at der blev stillet samme krav til dem? Skulle en ateist kunne kræve, at kristne dømmes for krænkelse medmindre, at de sandsynliggør, at ikke-troende er fortabte og kommer i helvede, hvis de ikke omvender sig?

Hvad det kan føre til, når man beskytter religioner mod kritik, vidner danmarkshistorien også om. I 1889 skrev Henrik Pontoppidan – under pseudonym – en anmeldelse i Kjøbenhavns-Børstidende. Her gjorde han sig munter på Jesus' bekostning:

»Mon han i Grunden ikke var en ret spøgefuld Herre, der ved Siden af sin Missionsgærning frejdigt delte Livets Glæder sammen med sine Tilhængere? Bekendt er det jo ogsaa, at han yndede at omgive sig med Kvinder. Tyder dette ikke paa, at han var en sprudlende livskraftig Natur og ikke den højtidelige Særling og evindelige Prædikehest, han ofte er bleven gjort til?«

Pontoppidans alternative historieudlægning kostede redaktøren af Børstidende en dom for blasfemi, mens Pontoppidan blev frataget sin offentlige økonomiske støtte.  Sådan er det heldigvis ikke mere.