Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det blev den mest løjerlige valgudskrivelse i nyere danmarkshistorie. På en måde blev valget udskrevet allerede i begyndelsen af juli, mens de fleste af os var på vej på sommerferie – selv lå jeg i telt på Roskilde Festival og var ikke ligefrem i folketingsvalg-mode, hvis jeg skal være helt oprigtig.
Det behøvede jeg nu heller ikke være, for De Radikale valgte at vælte Mette Frederiksens regering i den langsomste gengivelse nogensinde i dansk politik. Senest 4. oktober, når Folketinget åbnede, skulle statsministeren udskrive valg. Altså tre måneder senere.
Truslen kom efter Mette Frederiksens besynderligt arrogante pressemøde på bagkant af Minkkommissionens lammende kritiske rapport. Men det var godt nok en mærkelig trussel, der gav regeringen en rum tid til at overveje situationen. Herunder hvordan man i den mellemliggende periode kunne tilrettelægge udspil efter udspil med god brug af den statsadministration, hvis bordender man stadig sad for enden af.
Berlingskes reportere Christian Birk og Hans Skovgaard Andersen har i detaljer beskrevet forløbet – og hvad det fik af følger for forholdet mellem S og R.
Det blev en bizar eftersommer, men omstændighederne omkring selve valgudskrivelsen blev endnu mere sælsomme, og om ikke før mere end anede man konturerne af en radikal politisk nedsmeltning, der siden har sat sig i noget nær katastrofale meningsmålinger. Således nærmest en halvering i Berlingskes seneste Gallup.
Under alle omstændigheder er det værd at holde øje med, hvordan det går radikalerne til valget. Fordi de spiller så grotesk en rolle i det.
Bedrevidende skolelærere
Radikale Venstre har altid været en speciel størrelse i dansk politik. Fordommene om radikale mennesker går som oftest på, at de er en flok frelste fuglekikkere og skolelærere, der mener selv at vide bedst.
Bedrevidenheden har dog i gode perioder for partiet været kombineret med en vis kynisk tilgang til magtudøvelse, som på sin vis har forlenet frelstheden med en vis menneskelighed. De Radikale under Margrethe Vestager er et godt eksempel på det. Helle Thorning-Schmidt fik ikke et ben til jorden i Det Sorte Tårn. De Radikale var partiet i midten, der fordelte magten og derved tog den selv.
Presset op i et hjørne af sig selv
Men i de senere år er det gået helt galt for partiet, og det skyldes ikke kun alle sagerne om seksuelle krænkelser og partileder Morten Østergaards dramatiske fald.
De Radikale har bevist, at også midterpartier kan befinde sig langt ude på det sidespor, som Socialdemokratiet siden Henrik Sass Larsen metodisk konsekvent havde kørt dem ud på.
Truslerne om at gøre noget grimt ved Socialdemokratiet og Mette Frederiksen har siden været talrige, men uden konsekvens. Men med den langt udtrukne valgtrussel endte De Radikale med Sofie Carsten Nielsen med at presse sig selv op i et hjørne, hvor de ikke kunne gøre andet end at udvirke, at truslen om valg ville blive gjort til virkelighed.
Til syvende og sidst selv om der er krig, krise, og gasledninger eksploderer. Med andre ord: Det er alvor for tiden. Alligevel måtte De Radikale gøre, som de havde sagt. Ellers ville de være til grin. Og formentlig udraderet.
Vælt og kram
Dagen efter, 5. oktober, udskrev Mette Frederiksen folketingsvalget med den kommentar, at det er et ejendommeligt tidspunkt at holde valg på, men sådan vil et flertal i Folketinget det jo, og så må det komme. Men det var nu, det blev helt grotesk. Den 4. oktober holdt statsminister Mette Frederiksen sin åbningstale i Folketinget, men uden at udskrive valg. Det gjorde nu ikke noget, måtte man forstå på Sofie Carsten Nielsen, for De Radikale kunne skam godt vente et døgn mere, bedyrede hun. Og så gav hun Mette Frederiksen en kæmpe krammer i Folketingssalen, lissom for at vise, at vi er skam gode venner, selv om vi truer med at vælte. Ih, hvor er vi gode venner.
Hvad gjorde De Radikale da? Jo, i selvsamme øjeblik, valget var udskrevet, fordi Mette Frederiksen skulle væltes på grund af den grimme minkskandale, gik Sofie Carsten Nielsen ud og meddelte, at man skam støtter, at Mette Frederiksen skal fortsætte som statsminister efter valget. Man havde altså genvundet tilliden til den regeringsleder, man netop i det selvsamme sekund ikke længere havde tillid til.
Glem alle besværgelserne om at tage afstand til en etpartiregering: Det er absurd. Det er uforståeligt. Så mærkværdigt, at Sofie Carsten Nielsen i alle hidtidige valgdebatter har lydt som en tungetaler, der kommunikerer uforståelige processer og samarbejdsprincipper, mens ingen rigtigt forstår, hvilken politik De Radikale faktisk går ind for, når politik en dag ikke længere er gået i stykker.
Undervejs kan De Radikale ende med at være dem, der går i stykker. Kære nyhedsbrevslæser, her midt i efterårsferien derfor det gode råd: Hold øje med, om det sker til valget!
Følg Berlingskes valg-liveblog
Hver dag giver jeg dig et hint om alt det gode i Berlingskes valgdækning, som du kan finde på berlingske.dk.
Jeg burde for længst have gjort reklame for Berlingskes fremragende valg-liveblog, der kører fra tidlig morgen til sen aften under hele valgkampen. Den er et virkelig godt sted at besøge ofte, hvis du vil danne dig et overblik over valgets gang, leveret af avisens ekstremt dygtige journalister med speciale i at fortælle kort, klart og forståeligt.
Hermed på det varmeste anbefalet.
Jeg er hvalrossen
Jeg havde faktisk lidt svært ved at finde en dagens sang at slutte dette nyhedsbrev af med, for jeg vil jo gerne have, at sangen kan forbindes til dagens tema. Og hvilken sang kan bruges til at beskrive beskaffenheden af Radikale Venstre i 2022?
Hmm. Til sidst tyede jeg til The Beatles’ gode, gamle »I Am The Walrus«, hvis tekst giver lige så meget mening som Sofie Carsten Nielsen & Co.s ageren i de seneste måneder.
Jeg stiller hermed over til John, Paul, George og Ringo. Goo-goo-goo-choob!
