Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det såkaldte forståelsespapir, som den nye regering har forfattet sammen med sine røde støttepartier, handler næsten udelukkende om alle de ting, der skal bruges penge på. Hvor pengene egentlig skal komme fra, er der ikke mange linjer om i det ellers 18 sider lange dokument. Dog er der en enkelt finansieringskilde, som bliver nævnt: Rygerne. Vor tids pariaer er de mennesker, der nyder at mærke røgen strømme gennem lungerne, og derfor er det ikke svært for et politisk flertal at uddele ekstraregninger til dem. For hvem har egentlig respekt for en storryger? Hvem ønsker at forsvare vedkommende? Så få, at det ikke er noget, politikerne behøver at bekymre sig om.