Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hitler, det nationale og socialismen

Debattørerne i den debat, som har været på Facebook om Hitlers socialisme, synes at ligge inde med en imponerende viden om Hitler. Mon de ved ligeså meget om Lenin og Stalin, som vist heller ikke var socialister?

»Især en ting har overrasket mig i den debat, som har været på Facebook om Hitlers socialisme. Debattørerne synes at ligge inde med en imponerende viden om Hitler. Det er, som om de har studeret fænomenet i årevis, og nu endelig kan de få deres viden brugt,« skriver Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Foto: TOBIAS SCHWARZ

Socialister har aldrig brudt sig om ordet »nationalsocialisme«. De har altid foretrukket at bruge ordet »fascisme«. Det husker vi fra DDR: Muren skulle beskytte socialismen mod fascismen i vest. Der er nu sket det lidt overraskende, at der er gået en debat i gang om, hvad man skal forstå ved ordet »socialisme«, når det sættes sammen med »national«. Groft sagt: var Hitler »socialist«?

Lad os tage »national« først. Nationalisme i sig selv er ikke en ideologi. Det bliver den først, når den forbindes med en, og vi får da konstellationer som nationalliberal, nationalkonservativ og nationalsocialist. Nationalismen er ligesom olien, som sardinerne ligger i.

Det var præsident Abraham Lincoln, der i sin tid fik nationalisme forbundet med liberalisme, for liberalisme er og var ikke i sin oprindelige form national, men universel. Det ser vi i den grænseoverskridende »neoliberalisme«.

Ordet »nationalkonservativ« er forholdsvis nyt i en dansk sammenhæng, mens det gamle ord »de nationalliberale« er næsten forsvundet. Det fik et dårligt ry. Det ville ellers være naturligt at betegne dele af Venstre og LA som nationalliberale, mens Fremad og resten af Venstre og de Radikale er neoliberale, idet de løsriver det nationale (kultur) fra det liberale (politik). Det er vel kun i DF, at de beskriver sig selv som nationalkonservative. De gør det knap nok hos de Konservative.

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Socialdemokraterne er dog også blevet mere og mere nationale, og det samme er Enhedslisten i modsætning til de globalistiske i Alternativet og SF. Ordet »national« betegner i den nuværende situation, at man er skeptisk over for EU eller endog modstander. Man er altså enten national eller EU-tilhænger.

Der var mange slags nationale socialister i Tyskland efter Første Verdenskrig. Den såkaldte Lensch, Cunow, Haenisch-gruppe inden for socialdemokratiet var nationalistisk og socialistisk. Så var der nationalbolsjevikkerne samt de revolutionært-konservative nynationalister. For dem gik udviklingen fra marxisme til socialisme, og socialismen var tysk eller prøjsisk. Og endelig var der den smeltedigel af alle ideer, som kaldtes nationalsocialisme. Alle var anti-borgerlige, og fjenden var liberalismen, kapitalismen og individualismen. Alle ville styrke fællesskabet.

Især én ting har overrasket mig i den debat, som har været på Facebook om Hitlers socialisme. Debattørerne synes at ligge inde med en imponerende viden om Hitler. Det er, som om de har studeret fænomenet i årevis, og nu endelig kan de få deres viden brugt. Mange har sagt: »Jeg har skam læst Mein Kampf«. Og så føjer de til: »men det er længe siden«. Hvorfor satte de sig mon ned og læste den? Mon de ved lige så meget om Lenin og Stalin, som vist heller ikke var socialister?

Hvad er formålet med at kalde Hitler socialist? Det er det omvendte nazi-kort. Utallige er blevet kaldte nazister, men nu er det socialisterne, der prøver at blive sammenlignet med Hitler. Og så er det: Hvis nu ikke Hitler var socialist, er socialister det mon egentlig selv? Man hører jo ikke meget til socialisme nu om dage. Måske kunne socialismen genoplives ved at blive national.