Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Antisemitismen fortsætter ufortrødent

En af de ideologiske begrundelser for menneskerettighederne er, at de skulle forhindre bl.a. antisemitisme, men det har ikke virket.

»Hvordan kan det være, at der fortsat er antisemitisme og racisme? Og hvorfor er det som om, at der er tale om to forskellige fænomener? I det hele taget er fænomenet »racisme« et paradoks, for der findes ikke racer, men det gjorde der engang,« skriver Hans Hauge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kacper Pempel

Vi hører jævnligt i medierne om både racisme og antisemitisme, og at der bliver mere af begge dele. Når der bliver det, tænker mange på 1930ernes Tyskland, og ikke på resten af Europa, hvor der var både racisme og antisemitisme. Hvordan kan det være, at der fortsat er antisemitisme og racisme? Og hvorfor er det som om, at der er tale om to forskellige fænomener? I det hele taget er fænomenet »racisme« et paradoks, for der findes ikke racer, men det gjorde der engang.

Race var et videnskabeligt begreb før Anden Verdenskrig. Ordet »antisemitisme« (Antisemitismus) blev opfundet i 1879/1880 i Tyskland af Wilhelm Marr, og den baserede sig ikke længere på religiøse fordomme, men på nationale, sociale og samfundsmæssige argumenter eller på fakta. Det var et moderne, rationelt begreb.

Judentum havde ikke noget med religion at gøre. Antisemitismen blev opfundet nogenlunde samtidig med økologien og homoseksualitet, og også de to var (natur)videnskabelige fænomener og ikke religiøse. Hitler overtog dette »rationelle« antisemitismebegreb. Han blev antisemit omkring 1919. Han var talsmand for en Antisemitismus der Vernunft i modsætning til en, der var baseret på følelser.

Hans Hauge Fold sammen
Læs mere

Hitler var også overbevist om, at ingen nation kunne løse »jødespørgsmålet« alene. Det krævede en europæisk løsning. Nationalsocialisterne betragtede efterhånden ikke jøder som en race. Jøderne var blandet op med alt for mange andre.  Hvad var så en jøde? Det blev besluttet på Nürnberger Parteitag i 1935, hvorefter bedsteforældrenes (mindst tre) religionstilhørsforhold – den mosaiske tro – blev til et racetilhørsforhold. Efter 1938 opfordrede man jøderne til at udvandre, og mange gjorde det, dernæst blev de deporteret til Polen, og da det ikke virkede, blev de efter 1941 myrdet.

Toldbetjent Kock i Hans Kirks »Fiskerne« vil til sin diskussionsklub diskutere jøderne, der er et af »Samfundslivets vanskeligste Problemer«. Jøderne er skyld i de fleste ulykker, som har ramt verden, fortsætter han. Kock holder sig til »de racevidenskabelige Resultater«. Sådan kunne man sige i 1920ernes Danmark.

Der findes ikke længere racevidenskabelige resultater, og alligevel fortsætter antisemitismen, som om jøderne stadigvæk er skyld i de fleste ulykker, der har ramt verden. Holocaust har ikke betydet, at dermed var antisemitismen slut. En af de ideologiske begrundelser for menneskerettighederne er, at de skulle forhindre bl.a. antisemitisme, men det har ikke virket.

Der er desværre utallige eksempler på antisemitisme. Den 93-årige premierminister fra Malaysia, Mahathir Mohamad, er netop kommet med antisemitiske udtalelser i Cambridge, som de morede sig over i The Cambridge Union. Mahathir er berygtet for mange udsagn om, at jøderne ikke blot har krumme næser, men tillige en instinktiv sans for penge. Han er glad for at blive kaldt antisemit.

Der har som bekendt været antisemitiske strømninger i Labour. Det sidste eksempel på antisemitisme har idéhistorikeren Kasper Nefer Olsen gjort mig opmærksom på i en samtale, hvor han sagde »Prøv at se listen over de mænd, som er blevet dømt for at gramse med krogede fingre på kvinder: Roman Polanski (1977), Woody Allen (1992), Dominique Strauss-Kahn (2011), Harvey Weinstein (2017), Jean-Claude Arnault (2017), alle forfulgt, fordrevet, fordømt, fængslet, for sex-chikane. Alle jøder.«

Jøderne er stadig skyld i alverdens ulykker.