Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv kurderne en chance

Kurderne har få venner i regionen, hvor de kommer fra, fordi de ses som en trussel for den nuværende grænsedragning. Der er mange grunde til, at Vesten bør udtrykke et langsigtet og strategisk mål om, at kurderne får deres egen stat.

»Kurderne i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran udgør cirka 25 millioner mennesker og er sandsynligvis verdens største folk uden en stat. (...) Alt dette burde føre til, at Vesten i form af USA og EU udtrykte et langsigtet strategisk mål om at etablere en stat for kurderne i området, hvorfra de kommer,« skriver Peter Nedergaard. På billedet ses IS-angreb på byen Kobani ved Syriens grænse mod Tyrkiet.  Fold sammen
Læs mere
Foto: ARIS MESSINIS

De kurdiske styrker i det nordlige Syrien har været Vesten en god støtte. Uden dem er det tvivlsomt, om Islamisk Stat var blevet nedkæmpet.

De kurdiske styrker i området har også betalt en høj pris med tusindvis af dræbte og lemlæstede. De kæmpede selvfølgelig deres egen kamp, men de kæmpede også for Vestens interesser. Derfor fik de støtte herfra, så længe det varede, og derfor er det så skammeligt, at de blev overladt til deres egen, Tyrkiets og Damaskus-regimets skæbne, så snart jobbet for Vesten var gjort færdigt.

Kurderne i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran udgør cirka 25 millioner mennesker og er sandsynligvis verdens største folk uden en stat. I den nordlige del af Irak er der etableret et delvis kurdisk selvstyre, som er den mest fredelige og efter alt at dømme mest velstående del af Irak.

I Iran lever kurderne i grænseområderne til Irak. De har ingen autonomi, men er omvendt ikke decideret undertrykt som i Tyrkiet, hvor de udgør flertallet af befolkningen i den sydøstlige del af landet og i en række enklaver spredt rundt i landet. Herudover er der naturligvis de hundredtusinder af kurdere i diasporaen.

Peter Nedergaard Fold sammen
Læs mere

Kurderne har få venner i regionen, hvor de kommer fra, fordi de ses som en trussel for den nuværende grænsedragning. Kun Israel udtrykker ofte støtte til kurderne. Derimod burde kurderne kunne regne med støtte fra Vesten. Det skyldes ikke kun den aktuelle medvirken ved nedkæmpelsen af Islamisk Stat, som Vesten anså som vigtig for sikringen af sikkerheden. Det skyldes heller ikke kun, at kurdere ikke har en nationalstat, hvor de kan føle sig sikre. Kurderne repræsenterer også i regionen vestlige værdier som sekularisme og ligestilling mellem kønnene, hvor det modsatte ellers ofte hersker. Det er medvirkende til, at kurdere i vestlige samfund ofte er ret velintegrerede.

»Godt nok kan målet langtfra indfries her og nu, men der kan ændres så mange ting i løbet af de næste årtier.«


Alt dette burde føre til, at Vesten i form af USA og EU udtrykte et langsigtet strategisk mål om at etablere en stat for kurderne i området, hvorfra de kommer. Det kan ikke gennemføres her og nu. Akkurat som den britiske regerings Balfour-erklæring fra 1917 om, at man ville »se med positive øjne på etableringen af et nationalt hjem i Palæstina for det jødiske folk, og at man efter bedste evne vil gøre, hvad man kan for at lette etableringen heraf,« kan der sagtens gå 30 år, før målet nås.

På samme måde ville en Bruxelles-erklæring fra for eksempel EU’s stats- og regeringsledere, en gruppe af EU-lande, Europa-Parlamentet eller lignende om, at man ser med positive øjne på etableringen af et nationalt hjem for kurderne i Mellemøsten, og at man efter bedste evne vil gøre, hvad man kan for at lette etableringen heraf, givetvis have en kolossal betydning for kurderne. Det ville blive betragtet som en anerkendelse af den kamp, man havde ført på Vestens og egne vegne.

Godt nok kan målet langtfra indfries her og nu, men der kan ændres så mange ting i løbet af de næste årtier, som gør, at det ikke er så skævt, som det lyder nu. I hvert fald ikke, hvis underskriverne af Bruxelles-erklæringen arbejdede for at sikre målet efter bedste evne.