Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Giv folk ansvaret for deres liv. Så kommer friheden

Også i den borgerlige samfundsdebat har man det med at sætte frihed før ansvar. Men hvad nu hvis man bytter om på faktorernes orden og gør den enkeltes ansvar til udgangspunktet? Man kan hente inspiration i en gammel nytårstale – Poul Schlüters første fra 1983.

Tom Jensen
Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Jeg faldt over en gammel nytårstale forleden. Fra 1. januar 1983. Statsminister Poul Schlüter, stadig forholdsvis ny i embedet, i mørket bag skrivebordet forudskikkende et svært 1983. Med offentlige besparelser og hårdt arbejde. Genopretningen var begyndt.

I sig selv interessant. En statsminister, der bruger vinduet i nytårstalen til at understrege, at det bliver svært, hårdt – og med faldende levefod. Godt og vel et år senere vandt han folketingsvalget i januar 1984 stort og gjorde Det Konservative Folkeparti til et … folkeparti.

Men det var faktisk ikke det mest interessante ved Schlüters første nytårstale.

Det var i stedet den gennemgående insisteren på, at det der skulle bringe Danmark ud af 70ernes krisetilstand, først og fremmest var befolkningens egen følelse af ansvar.

Som den selv måtte sørge for at varetage.

Schlüter adresserede direkte forskellige befolkningsgrupper. Til erhvervslivet og lederne af de danske virksomheder lød det:

»Må jeg give mig selv lov til i aften at vende mig direkte til de mennesker, der har det direkte ansvar for ledelsen af vore virksomheder og sige til dem: I har en enorm vigtig opgave at løse og et ansvar både over for jeres virksomhed og over for alle os andre.

Vi vil fra samfundets side lægge tingene sådan til rette, at I får bedre vilkår at arbejde under.

Sådan at det ikke skal være håbløst at tage konkurrencen op med udenlandske produkter.

Men det er jeres opgave – og jeres ansvar – at mulighederne så også bliver udnyttet til det yderste. At enhver mulighed for at skabe ny produktion og nye arbejdspladser bliver nyttiggjort.

Den opgave er der jo ikke andre, der kan løse. Vi har lov til at vente af jer, at I gør det, også fordi vi prøver at få alle andre grupper i samfundet til at hjælpe med til at skabe bedre vilkår for virksomhederne.«

Siden kom Schlüter i talen med lignende appeller om at løfte ansvaret til lønmodtagerne. Og til de unge. I en tid med rekordhøj ungdomsarbejdsløshed.

Ansvar og frihed

Men lad os lige gribe fat i den sætning, der for mig at se er central i det citerede afsnit fra talen:

»Den opgave er der jo ikke andre, der kan løse.«

I den sætning ligger der en enorm og gennemstrømmende frisætning.

Debatten om forholdet mellem frihed og ansvar er ikke ny. Særligt ikke på den borgerlige fløj. Men der er en tendens til, at også borgerlige sætter friheden først – og ansvaret derefter. Altså: Hvis vi nu giver borgerne mere frihed, så vil de i højere grad være forpligtede på at tage ansvar for deres liv. Til gavn også for samfundet.

Det er hverken forkert eller misforstået. Det er sandt. Der er imidlertid en grund til, at faktorernes orden er blevet sådan i den borgerlige samfundsdebat: Mere frihed leder til mere ansvar.

Det skyldes, at Danmark ser grundlæggende anderledes ud, end da Schlüter holdt sin nytårstale i 1983. (Og ja, det gælder også demografien, men lad os lige holde indvandringen og udlændingeloven af 1983 ude af billedet et øjeblik, blot for at kunne fokusere).

Danmark anno 2019 er i forhold til Danmark anno 1983 et uendeligt meget mere gennemreguleret samfund. Med en større offentlig sektor, flere love, flere regler, højere skatter, større forventninger om mere velfærd til rådighed i alle livets faser. Det udløser berettiget borgerlig kritik.

Undervejs er A – ansvaret – blevet til B. Og B – friheden – er blevet til A, også når borgerlige stemmer udlægger vejen frem mod et samfund, hvor den enkelte har flere muligheder og færre begrænsninger.

Men hvad nu hvis vi vender faktorerne om igen? Hvad nu, hvis vi gjorde det personlige ansvar til udgangspunktet for debatten om samfundets indretning?

Tryllestøv over en låst debat

Det ville være som at kaste tryllestøv ud over en fastlåst samfundsdebat; så grundstødt er den, at man dårligt orker at se frem mod de automatiserede positioners velspundne kollisioner under den forestående folketingsvalgkamp. I guder, hvor kan det blive trist forudsigeligt.

Hvis man derimod vender det hele om, hvis man tager udgangspunkt i, at det enkelte menneske naturligvis forventes at tage ansvar for sit eget liv, sin virksomhed, sin familie, sit netværk blandt naboer og i foreningslivet, sine børn … så har vi pludselig en helt anden dagsorden i samfundsdebatten.

Så er der mindre brug for et regeringsnedsat stresspanels anbefalinger om at lukke Forældreintra eller sætte rammer for brugen af det: »Højst to gange om ugen, forældre! Ellers bliver I stressede! Hilsen statspanelet.«

Sådanne banaliteter ville et samfund, der grundlæggende anser mennesker for at være ansvarlige borgere med evnen til at tage vare på egne liv og vilkår, aldrig nogensinde bruge kræfter på.

Ved at vende forholdet mellem frihed og ansvar på hovedet er det muligt i stedet at nå frem til den logik, der piblede fra Poul Schlüters første nytårstale: Med ansvaret følger friheden. Til at finde de løsninger, der virker. For en selv. For den virksomhed, man leder eller arbejder i. For ens familie. For forældre og børn, også på Forældreintra.

Med ansvaret tydeligt placeret åbner verden sig pludselig.

Og med de reformer af velfærdsydelser og -rettigheder, der er foretaget siden Schlüters tid i 80erne, står vi i hvert fald på ét vigtigt område nu faktisk bedre rustet til at ændre den måde, vi taler om hinanden. Da er vi ikke længere instrumenter i en iskold konkurrencestat. Eller klienter i en velfærdsstat. Men derimod ansvarlige borgere, hvis individuelle ansvarlige valg tilmed kommer alle andre til gode, herunder dem for hvem det mod forventning er gået galt.

Hvor savner jeg dog, at det bliver sådan.