Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ghettoplanen skal få bugt med optøjer

Det er min stærke overbevisning, at når der ikke længere er ghettoer i Danmark i 2030, som et resultat af ghettoplanen, så har vi skabt en generation af unge, som tør sige fra over for de antidemokratiske mørkemænd.

»Hvis vi skal komme de parallelsamfund til livs, som udviser foragt for demokratiske værdier, myndigheder og politi, så er det tvingende nødvendigt med en plan, der tør stille krav til boligforeningerne og de udsatte områder om konkret og mærkbar forandring,« skriver Cecilia Lonning-Skovgaard. Arkivfoto fra Mjølnerparken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Lige nu er København stadig i gang med at sunde sig og med at reparere asfalten på Nørrebro efter optøjerne i påsken.

Siden Rasmus Paludans tåbelige demonstration endte i flammer og bølleoptøjer, har mange heldigvis taget afstand fra volden og hærværket.

Men vi må også kaste et kritisk blik på nogle af de bagvedliggende årsager til, at så mange unge beslutter sig for, at den rette respons mod ytringsfriheden – hvor idiotisk ordene så end lyder – er stenkast mod politiet.

Hvor skal vi sætte ind for at plante frøene til en større anerkendelse af demokratiske værdier, og at ytringer skal mødes med argumenter og ikke med håndgranater?

Foto: Cecilia Lonning-Skovgaard Cecili.

Som integrationsborgmester bakker jeg op om en række indsatser for at skabe større demokratiforståelse, hvor vi arbejder med både moskeer og private organisationer. Men jeg lægger især vægt på den udrulning af regeringens ghettoplan, som bl.a. Københavns Kommune er i gang med lige nu.

For det, som ghettoplanen primært gør, er, at den tager fat om nældens rod, nemlig de parallelsamfund, som findes i bestemte geografisk afgrænsede dele af byen.

Problemer, som gennem de seneste 20 år er blevet ignoreret, især af venstrefløjen i landets hovedstad, der fortsat mener, at vi kan løse udfordringer på størrelse med Mjølnerparken og Tingbjerg med sociale indsatser i den ene hånd og nogle velmenende ord i en tryksag i den anden.

Newsflash: Det har vi prøvet, det virker ikke!

Hvis vi skal komme de parallelsamfund til livs, som udviser foragt for demokratiske værdier, myndigheder og politi, så er det tvingende nødvendigt med en plan, der tør stille krav til boligforeningerne og de udsatte områder om konkret og mærkbar forandring.

En plan, der skaber rum til frihed og fællesskab for alle gennem fysisk forandring. Ikke ved at rive boliger ned, men ved at vende områderne ud mod resten af samfundet, sælge almene boliger fra, bygge nye typer beboelse og påvirke beboersammensætningen i en positiv retning ved at tiltrække flere folk i job.

For mig er det en kamp for at rekruttere til demokratiet i stedet for til stenkast.

Vi skal vise beboerne i de berørte områder, at der er et attraktivt alternativ lige udenfor og levere på løftet om, at der vitterlig er lige muligheder i det danske samfund og samtidig sikre, at værdier som ligeværd, ligestilling, ytringsfrihed og personlig frihed står højt på dagsordenen.

For vi kan som samfund ikke leve med, at børn vokser op i lukkede verdener, hvor kriminalitet og utryghed er en del af dagligdagen, hvor de ikke lærer sproget ordentligt, hvor de ikke kommer i gang med en uddannelse, og hvor de derfor får færre chancer for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Det gør ghettoplanen op med på en grundlæggende måde.

Bliver der kastet en sten igen i nær fremtid på Nørrebro? Formentlig.

Men det er min stærke overbevisning, at når der ikke længere er ghettoer i Danmark i 2030, som et resultat af ghettoplanen, så har vi skabt en generation af unge, som tør sige fra over for de antidemokratiske mørkemænd og som lever i en by, hvor tryghed og stabilitet ikke bare er noget, der er forbeholdt bestemte bydele.