Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forhandlinger om regeringsdannelse skræmmer partierne

Hvad vi ikke har fået af spænding i valgkampen, ser det dog ud til, at vi får i regeringsforhandlingerne, og det skyldes ikke kun, at valgkampen har budt på mange ultimative krav og nye ideer til regeringssamarbejder.

​»Det psykologiske baggrundstæppe de næste uger bliver, at alt er relativt, når vælgere og medier senere skal kåre vindere og tabere. Tab og gevinster findes ikke i absolut forstand, men konstrueres ved at sammenligne med noget,« skriver Asmus Leth Olsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Den meget lange valgkamp ændrede meget lidt. Partierne endte, hvor de cirka stod, da valget blev udskrevet. Set fra excelarket med svar om partivalg fra over 100.000 danskere, gennemført over de seneste fire uger, var valget ikke særlig begivenhedsrigt. Målingerne ramte blokkene ret pænt, men lidt under middel på de enkelte partier.

Hvad vi ikke har fået af spænding i valgkampen, ser det dog ud til, at vi får i regeringsforhandlingerne. Det skyldes ikke kun, at valgkampen har budt på mange ultimative krav og nye ideer til regeringssamarbejder. Det skyldes heller ikke kun, at vi ender med det mest fraktionerede folketing siden 1973. Fraktionering er ikke en værdidom, men et veletableret mål for sammensætningen af parlamenter, der fortæller os, at mandaterne er smurt tyndt og ligeligt ud på mange partier.

Men det er stadig ikke den største hovedpine. Nej, den psykologiske hovedpine stammer fra de seneste to valgperioder, der har skræmt partierne.

Man slår sig på magten

​Partierne er skræmt for at stå som den tabende part i forhandlingerne om en regeringsdannelse. Det Radikale Venstres magtdemonstration i Tårnet i 2011 er efterhånden legendarisk. Blå bloks manglende evne til at blive enige i den netop afsluttede valgperiode fik katastrofale konsekvenser for både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og vil formentlig opnå lignende legendestatus.

Foto: Asmus Leth Olsen SH.

Anders Samuelsen skal finde nyt job, fordi en regeringsforhandling har været håndteret skævt. Dansk Folkeparti er sendt til ufrivillig vælgermæssig 90er-fest. Man slår sig altså både på at klatre i træer og på at være den, der rusker i træet nede på jorden.

Regeringsforhandlinger er bredt beskrevet i forskningen med både spilteori og empiriske studier.  Men den psykologiske dimension af forhandlingerne er mindre klart beskrevet, og det er i høj grad den, der sætter skræmmende spor fra de seneste to valgperioder og ind i nutiden.

Alt er relativt

​Det psykologiske baggrundstæppe de næste uger bliver, at alt er relativt, når vælgere og medier senere skal kåre vindere og tabere. Tab og gevinster findes ikke i absolut forstand, men konstrueres ved at sammenligne med noget.

Fra forskningen ved vi, at vores lykke og velstand afvejes mod naboens, og hvorvidt den lokale skole er god eller skidt handler om, hvordan de andre skoler i kommunen klarer sig.

Det samme gælder tab og gevinster i det kommende regeringsspil. Målestokken i denne verden bliver forventninger til, hvad partier kan opnå. Men hvis det var hele historien, ville det være ganske ukompliceret, da partierne så blot skulle holde forventningerne lave for at kunne overraske positivt. Men så simpelt er det selvfølgelig ikke.

Det første problem er, at forventningerne allerede er skruet voldsomt op, for lige nu er forventningerne konstrueret af alle de mange løfter, som partierne har givet i valgkampen: minimumsnormeringen i daginstitutioner, afskaffelse af fattigdomsydelser, en ambitiøs klimapolitik og andre slagnumre fra de seneste uger.

Linedanser på flere liner

​Og mens forventningerne helst skal rulles tilbage for ikke at skuffe, så er regeringsforhandlinger netop en forhandling. Det er en forhandling om et politisk grundlag, og i den kamp gælder de tricks, som kendes fra alt fra kræmmermarked til boligkøb: sælger overdriver prisen, mens køber underdriver den.

I stedet for priser ankommer partierne her med politiske krav. De krav vil være for høje, og alle vil tilsyneladende stå for stejlt på dem. Det handler om at slå et røgslør omkring partiets sande reservationspris for at støtte en regering – altså den pris som et parti maksimalt vil lade sig spise af med for at lægge mandater til en regering.

Der er derfor budt op til tredimensionel skak, hvor der både skal slækkes på forventninger ved at trække sig fra nogle valgløfter samtidig med, at man skal ankomme til forhandlingerne med voldsomt oppustede krav mod forventning om, at alle ved, at en del luft skal tages ud af ballonen.

Medier og offentlighed skal ikke gå på tidlig sommerferie, men holde tungen lige i munden de næste uger og så vidt muligt undgå at blive nyttige idioter i andres forventningsspil. I forhandlinger er den sande pris, som folk gerne vil betale, altid hemmelig.