Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Præsident Trump forbliver tro mod sin fortid som realitystjerne og håndterer alle sine politiske opgaver som et realityshow. Det er elementært og simpelt, og det er samme mønster, hvad enten det handler om en kandidat til Højesteret, et lovforslag, eller den europæiske rundrejse. Trump spiller altid op til High Noon.
Han starter nedtællingen med standardkommentaren: »Vi får se, hvad der sker« og er i sit es, når han iscenesætter og har alles opmærksomhed. Forskellen er, at han nu har hele verden som sit publikum – og at det ikke er underholdning, men storpolitik. Det er det 21. århundredes verdensorden, der står på spil.
Usikkerhed og uforudsigelighed er Trumps foretrukne kort til at opbygge spænding, som i dagene før NATO-topmødet. Ville Trump presse de allierede til at øge forsvarsudgifterne? Ville han true med at trække 35.000 amerikanske soldater ud af Tyskland? Ville han igen bringe NATOs artikel 5 med den såkaldte musketered i spil? Vil han under det kommende topmøde i Helsinki kaste sig i armene på Vladimir Putin, der arbejder så hårdt for at gøre Rusland til verdens nye slyngelstat?
De spørgsmål ville normalt lyde som opspind eller febervildelse, men er helt relevante efter G7-mødet i Quebec, efter Trumps opsigelse af klimaaftalen og atomaftalen med Iran og efter indførelse af de nye toldafgifter. Trump har vendt op og ned på amerikansk udenrigspolitik og sendt rystelser ned gennem rækkerne blandt USAs allierede.
Lige som i NATOs hovedkvarter i onsdags, da han rettede et frontalangreb på Tyskland under morgenmadsmødet med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg. Han skabte furore, da han fordoblede budgetkravet fra to til fire procent af BNP, men endte alligevel med at skrive under på sluterklæringen. Et af problemerne er, at Trump tror, at NATO-landene er gratister og skylder USA penge.
Følger op på sine valgløfter
Der er intet overraskende her – Trump er den, han er, og gør alt det, han talte om under valgkampagnen. Det er reelt og konsekvent nok og det, Trump tror på og ønsker at gennemføre. Det er hans overbevisning og hans ideologi, som han lader sig styre af. Han har sat handling bag sine ord. Under valgkampen sagde han, at NATO havde overlevet sig selv, og nu siger han, at NATO er lige så slem som NAFTA, den
nordamerikanske frihandelsaftale.
Kommentatoren Josh Rogin skriver i The Washington Post, at den svenske statsminister under et besøg i Det Hvide Hus forklarede Trump, at Sverige ikke er medlem af NATO, men indgår partnerskab med NATO fra sag til sag. Det syntes Trump så godt om, at han svarede, at USA skulle overveje den samme model.
Trumps rådgivere skyndte sig at forklare, at det var ment i spøg. Intet at sige til, at der var nerver på i NATOs hovedkvarter.
Trump slog hånden af sin chefstrateg, Stephen Bannon, men forkastede ikke hans ideologiske system, som Bannon selv kalder nationalistisk populisme. Trump er helt på bølgelængde med populistiske politikere som Italiens Matteo Salvini, Ungarns Viktor Orban, Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, og Østrigs unge Sebastian Kurz og deres kompromisløse indvandrerpolitik. Det er dem, Trump føler sig i familie med. Han er mere på hjemmebane med dem og Vladimir Putin end med ledere som Angela Merkel, Theresa May og Justin Trudeau, som han gang på gang har hånet og hængt ud med nedladende, giftige bemærkninger.
Trump tøver ikke med at rive ned og afskaffe de aftaler og den orden, der har styret det transatlantiske forhold siden Anden Verdenskrig. Men han har ikke noget at byde på i stedet for, f.eks. en ny vision for det 21. århundrede. Her kommer han til kort og viser sig blot som realitystjernen, der kan orkestrere et politisk show og sprede usikkerhed og destabilisering lige som hans kammerat i Kreml. Topmødet med Kim
Jong-un i Singapore blev afviklet efter samme drejebog – et show med stort ståhej, masser af billeder og publicity, men et magert og i stigende grad tvivlsomt resultat.
Trump er opstået på det værst tænkelige tidspunkt, hvor EU kæmper for sin eksistens. England sejler efter Brexit og er plaget af politisk kaos. Merkels Tyskland går fra den ene krise til den anden. Populister er på fremmarch overalt i Europa drevet af vælgernes frygt for indvandrere, globalisering og øget økonomisk ulighed.
Den transatlantiske alliance er ude i sin værste krise, og Europa føler sig alene og desorienteret. Der tales som aldrig før om, hvorvidt det vestlige demokrati er ved vejs ende og kan overleve krisen. Det kaos og den splittelse passer fuldstændig ind i Putins ønskescenario om destabilisering, der spreder sig som en kædereaktion i de vestlige demokratier.
Putin ser ikke Trump som en allieret, man kan stole på. Men nok som en partner fra sag til sag, fra det ene show til det andet. Efter første og anden akt i Bruxelles og London, er tredje akt henlagt til Helsinki, nu ikke som show, men snarere som drama. Vi får se, hvad der sker.