Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg kan ikke lide ordet »polarisering«. Det er sådan et ord, folk bruger, når de under dække af et velmenende ønske om en god tone i samfundsdebatten reelt ønsker at lukke munden på anderledestænkende.
Hvis nogen bliver beskyldt for at »øge polariseringen« i samfundsdebatten, så vær derfor opmærksom. Anklagen skyldes ofte, at den anklagede bare mener noget helt andet end den, der kommer med beskyldningen.
Det er sådan noget, andre kalder et demokrati med en fri samfundsdebat, hvor meninger brydes, og vi deler os efter anskuelse. Demokratiet kræver ikke, at vi er enige. Kun at vi er i stand til at anerkende hinandens ret til at være en del af det samme demokrati, selv om vi er uenige.
Polarisering – alligevel
Alligevel må jeg nøgternt konstatere, at én politiker har »polariseret« befolkningen mere end nogen anden i de seneste mange år, og det er selveste statsministeren, Mette Frederiksen. Hun deler befolkningen skarpt op, ikke mindst på grund af Minksagen, og det er ikke kun efter grundlæggende politisk anskuelse:
Nogle elsker hende højt, begejstres over hendes styrke og resolutte handlekraft, beundrer hende for coronahåndteringen, finder tryghed i hendes håndfasthed, elsker at hun sætter en retning og har samlet sit parti omkring sig og tildeler mængder af hjerte- og rose-emojis under hendes opslag med nybagte boller på sociale medier.
Andre er skeptiske. De ser en statsminister, der har politiseret embedsværket, koncentreret magt i Statsministeriet uden at ville lade ansvaret følge med, når det går galt, som kørte hen over Folketinget i coronatiden, nedlagde minkerhvervet uden lovhjemmel, og som har stået i spidsen for en regering bestående af unge, meget selvsikre socialdemokrater, der ikke gider lytte til faglig ekspertise og rådgivning.
Tæt på rødt
Uanset, om man er pro- eller kontra-Mette, så er der et scenario, der efterhånden, som valgkampen er gået, tegner sig som ikke helt usandsynligt: Nemlig at det på valgnatten 1. november tipper til et snævert, men dog eksisterende fortsat rødt flertal.
Blåt flertal bliver der ikke. Og Løkkes Moderaterne er vokset eksponentielt. Men samtidig viser målingerne, at det ikke er langt fra et fortsat rødt flertal. Berlingskes Gallup fra sidste uge havde 50,2 procent af stemmerne til rød blok og 86 mandater. Det vil sige, at rød blok med fire nordatlantiske mandater bag sig lige vil kunne kravle over stregen og tælle til de nødvendige 90.
Andre analyser viser næsten det samme, ligesom det er en kendsgerning, at Mette Frederiksen i statsministermålinger støttes af mindst halvdelen af befolkningen, langt mere end andre kandidater.
Mere af det samme
De, der begejstres over Mette Frederiksens stil, magtudøvelse og politik, vil kunne glædes over, at hvis der bliver rødt flertal, så får de mere af det samme, som vi har set de seneste tre år.
Glem alle tanker om en bred regering, hvis flertallet bliver rødt. Mette Frederiksen vil formentlig for syns skyld afsøge muligheden, andet ville virke for tykt, men hun må siden – meget ærgerligt, vil hun sikkert sige – konstatere, at viljen ikke er der, hvorefter hun danner en ny, rød regering.
Den har De Radikale krævet ikke må være en etpartiregering. Nu ved man aldrig, om De Radikale mener, hvad de truer med, men ellers kan det jo løses ved at inkludere SF i regeringen. De Radikale tror jeg ikke på kommer med. Ikke fordi Sofie Carsten Nielsen ikke vil, men fordi Mette Frederiksen ikke vil.
SF er så logrende loyale, at en S-SF-regering på mange måder vil være en fortsættelse af, hvad vi har set siden 2019.
Mette Frederiksens tilhængere får resolutheden, handlekraften, trygheden, styrken, de nybagte boller og hele menageriet. Og skeptikerne får egenrådigheden, politiseringen af embedsværket, Barbara Bertelsen og uviljen til at lytte til faglige input – alt det, vi har set de sidste tre et halvt år.
Der er god grund til at holde øje med et fortsat rødt flertal.
Cordua & Steno live i Pilestræde
Hver dag reklamerer jeg for alt det andet gode, Berlingske har til dig i valgkampen, og for anden dag i træk er det den borgerlige podcast Cordua & Steno, jeg skamløst promoverer.
Det gør jeg, dels fordi det er en god podcast, men også fordi jeg i går glemte at fortælle, at Jarl Cordua og Torben Steno i morgen, torsdag kl. 10.00 optager deres udsendelse live i Salonen på toppen af Det Berlingske Hus i Pilestræde med smuk udsigt over København. Hvis du vil deltage, kan du tilmelde dig ved at klikke på linket her.
Betonhjertet
Dagens sang voldte mig en del kvaler, for hvordan skal man sætte udsigten til en fortsættelse af Mette Frederiksens regeringsform baseret på rød bloks mandater til musik?
Så kom jeg i tanke om, at det eneste rigtige selvfølgelig vil være at ty til den danske venstrefløjs politiske orkester nummer ét, Røde Mor, med deres smukt grufulde sang »Betonhjertet« fra dobbelt-live lp'en med samme titel, udgivet i 1975. Således …
