Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er dannelsen i folkeskolen druknet i test, karakterer og dokumentationskrav?

Folkeskolens rammer gav mig et frirum, hvor jeg lærte at definere mig selv. Desværre er dannelsen af skoleelever under pres i dag.

»Jeg blev hverken et helt menneske af den totale frihed eller af nationale test,« skriver Franciska Rosenkilde, kultur- og fritidsborgmester i København (Å) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Jeg var et relativt livserfarent barn, da jeg startede i 5. klasse på Sølvgades Skole i 1986. Det var min fjerde folkeskole, fordi min familie havde flyttet en del rundt.

Den seneste skole, jeg havde gået i, var en fancy fransk privatskole i Valby. Her var der frihed under ansvar, kreativitet og selvbestemmelse. Måske det var attraktive grundprincipper for mine forældre. Men ikke for mig. Det var nemlig begreber, der i forvejen var dominerende i min københavnerbarndom med hippie-forældre, uforudsigelighed og rodløshed.

Franciska Rosenkilde Fold sammen
Læs mere
Foto: Franciska Rosenkilde SH Pressefo.

Så da jeg trådte ind i 5.Us klasseværelse med 20 ligesindede børn fra nabolaget ved Sølvgades Skole og et fast skoleskema fra mandag til fredag, klare forventninger og hjemmearbejde, sænkede der sig en ro over min nye – og dejligt forudsigelige – hverdag. Folkeskolens struktur gjorde, at jeg ikke længere blev defineret af, hvor jeg kom fra. I stedet kunne jeg begynde at definere mig selv.

Og det er netop det, der er folkeskolens vigtigste opgave: At hjælpe børn til at dygtiggøre sig og – fremfor alt – blive hele mennesker, der lærer at begå sig. Uanset baggrund.

Folkeskolen er afgørende for social mobilitet og en af grundpillerne i vores velfærdssamfund. I over 100 år har den danske folkeskole dannet en fælles ramme for børn og unge, der forberedes til at deltage i et samfund med frihed, lighed og folkestyre. Skolen står for en grundlæggende dannelse lige meget, hvor man kommer fra.

Men hvor er den menneskelige dannelse blevet af i folkeskolen i dag? Er den sparet væk? Druknet i test, karakterer og dokumentationskrav?

Ud med testvældet

Med stigningen i lærere og børn, der får stress og angst af at gå i skole, frygter jeg, at vi er ved at glemme den skat, vores folkeskole er: En institution baseret på samtaler og kundskaber, hvor dannelse er lige så vigtig som uddannelse. Altså i modsætning til det nuværende testvælde.

Den påduttede måle-og-veje-kultur er ikke befordrende for udviklingen af fremtidens samfundsborgere. Tværtimod skader det evige fokus på målinger og resultater lærernes interaktion med eleverne og dannelsen af vores unge medborgere. En gris bliver ikke tungere af at blive vejet, og et barn, der hele tiden skal præstere evalueringsmæssigt perfekt, bliver næppe en bedre samfundsborger.

I stedet for at udvikle børnene til at blive selvstændigt tænkende og oplyste borgere, der kan bryde sociale mønstre og bidrage til et fællesskab, bliver skolens fokus for ofte at finjustere de ressourcer, børnene har med hjemmefra. På den måde risikerer vi, at de stærke bliver stærkere, og de svage bliver tabt. Alt andet end formålet med folkeskolen.

Jeg blev hverken et helt menneske af den totale frihed eller af nationale test. Men de faste rammer og tid til dialog i datidens folkeskole gav mig friheden til at definere mig selv. Det kunne jeg også godt unde skolebørn i dag.