Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Engang var denne politik en balkansk sygdom. I dag har den bredt sig i politik overalt

Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom. Det var i halvfemserne. I dag har den bredt sig i politik overalt, hvor nationalister af enhver art – både højrenationalister og muslimske populister – søger at fastholde deres etniske fæller og fordømme alle slags afvigere.

»Kosovo er Serbien,« lyder det fra litteraturprofessor Milo Lompar. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARMEND NIMANI

»Nu ser du balkaniseringen og identitetspolitikken overalt. For godt 20 år siden var det kun her på Balkan. Vi er avantgarde! Hele misèren begyndte her!«

Det er Sonja Biserko, lederen af den serbiske Helsinki komité, der ironisk ridser situationen op, mens vi sidder til te på Hotel Moskva i Beograd. Hun kendte op til krigene hernede alle øglerederne ud og ind, og var på det rene med, hvem der var de første, der satte identitetspolitikken på den politiske dagsorden og gjorde krigene mulige. Nu mødes vi igen for at sondere risikoen for udbrud af en krise eller væbnet konflikt i Kosovo, som er et sår, der aldrig er blevet helet.

»Det vil ifølge hende udløse nye kriser og konflikter i blandede samfund som Makedonien og Bosnien.«


I de politiske cirkler her i Serbien føres der en slags hemmelige overvejelser og forhandlinger med de kosovo-albanske ledere om at ændre grænserne til Serbien langs etniske linjer. Sonja Biserko øjner med det samme etnonationalismens brandbarhed, hvis man igen begynder den leg med at tegne nye kort, som krigens ledere i halvfemserne excellerede i. Det vil ifølge hende udløse nye kriser og konflikter i blandede samfund som Makedonien og Bosnien. Senest har man i den serbiske del af Bosnien fejret krigsforbryderens Radovan Karadzics oprettelse af Republika Srpska, der kunne dannes efter, at man ved vold, mord og fordrivelse af muslimerne havde udrenset sit landområde.

Sært nok har hun fået alliancepartnere blandt folk i den ærke-nationalistiske kirke og blandt traditionalistiske intellektuelle. De er også imod en deling efter etniske linjer i den nordlige del af det Kosovo, der meget let kan blive det sted, hvor en ny krig begynder i Europa. For ved at anerkende en ændring, vil man implicit også anerkende Kosovos selvstændighed.

Jens-Martin Eriksen Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens-Martin Eriksen SH Jens-Mart.

Parallelle liv

Jeg møder den traditionalistiske litteraturprofessor Milo Lompar på universitetet for at høre, hvad man så forestiller sig i stedet.

»Kosovo er Serbien,« ifølge Lompar. Men han forklarer også, at der aldrig har været – og aldrig vil komme – noget fælles samfund i Kosovo mellem serbere og albanere. De lever parallelle liv i adskilte etniske nationer, og det kan ingen modernistiske og universalistiske drømme lave om på. Men kosovoalbanerne kan blive en del af Serbien, som de hidtil har været.

Miseren skyldes udelukkende det universalistiske Vestens indblanding og magtanvendelse mod Serbien, der sikrede den uafhængighed, som Milo Lompar er vis på vil ophøre en dag. Han forestiller sig et nyt Cypern, og man må tænke i årtier, måske i århundreder, før Serbien igen kan erobre den del af landet.

Engang var den etnonationalistiske politik en balkansk sygdom. Det var i halvfemserne. I dag har den bredt sig i politik overalt, hvor nationalister af enhver art – både højrenationalister og muslimske populister – søger at fastholde deres etniske fæller og fordømme alle slags afvigere. De afvigende er forrædere i nationalisternes øjne.

Højrenationalister fordømmer deres etniske fæller, de er uenige med, og som derfor er »landsforrædere« eller noget der ligner. Muslimske populister fordømmer deres egne etniske fæller for at være kokosnødder, når de ikke adlyder deres egne etnisk-religiøse dogmer.