»Helter Skelter« er en vild bog. Ikke fordi den er vildt velskrevet eller vildt eksperimenterende i form og indhold. Men fordi den er vild i sin apokalyptiske radikalitet. Har man nogensinde set en seriøs dansk forfatter som Jens-Martin Eriksen skrive et langt, skræmmende epos om en nær fremtid, hvor konflikter mellem nationalister og muslimer udarter til en brutal borgerkrig, blodige terrorattentater og ekstrem politisk polarisering? Nej, vel.
Først et kort blik på en anden roman, franske Michel Houllebecqs »Underkastelse« fra 2015, der fortæller om et politisk skred i Frankrig. Den karismatiske muslim Mohammed ben Abbes bliver i 2022 republikkens nye præsident efter en valgkamp, hvor hverken Front National eller venstrefløjen alene har kunnet danne regering. Saudierne rykker ind med deres milliarder og støtter det universitet, som romanens hovedperson, François, er blevet fyret fra. François konverterer og bliver genansat. Han er manden uden principper. Inkarnationen af et vestligt samfund, der har mistet troen på sine egne værdier.