Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

En specialopgave venter Kunstakademiets nye rektor – Frederik 5. skal tilbage på sin sokkel

Hvis Kunstakademiet ikke finder sine ben igen og får Frederik 5. tilbage i akademiets festsal, accepterer de også det forskruede verdensbillede og den ekstreme politiske aktivisme, der kulminerede med busteødelæggelsen.

»Det bliver en stor og afgørende opgave for Lars Bent Petersen at sætte sig i respekt over for dette miljø og genskabe den ledelseskraft, som tydeligvis har manglet på akademiet i de senere år,« skriver Nikolaj Bøgh om den nyudnævnte rektor på Kunstakademiet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en meget lang ansættelsesprocedure har Kunstakademiet nu endelig fået en ny rektor.

Lars Bent Petersen er navnet, og selvom han næppe er kendt i en bredere offentlighed, virker han som udøvende kunstner, erfaren underviser og leder på flere af kunstuddannelserne umiddelbart ganske velkvalificeret. På hjemmesiden »I Do Art«, som har gjort sig selv til talerør for den identitetspolitiske strømning på Kunstakademiet og i kunstverdenen generelt, og hvor videoen af »synkningen« af busten af Frederik V blev offentliggjort, er den nye rektor imidlertid allerede inden sin tiltræden blevet mødt med stor modvilje.

Miljøet omkring hjemmesiden beskylder ham for magtfuldkommenhed, favorisering, modstand mod udenlandske kunstnere, machoadfærd, manglende samarbejdsevner med mere. Det bliver en stor og afgørende opgave for Lars Bent Petersen at sætte sig i respekt over for dette miljø og genskabe den ledelseskraft, som tydeligvis har manglet på akademiet i de senere år. Han må og skal insistere på, at det er kunsten, der er i centrum, ikke politisk aktivisme. Det bærende er i den forbindelse det særlige »mesterlæresystem«, som man altid har haft på Kunstakademiet, hvor professorer og andre undervisere er erfarne kunstnere, som lærer fra sig og giver feedback på de studerendes arbejder. Det går ofte tæt på de studerendes kunstneriske hjerteblod og kræver, at man er åben for kritik – uden at føle sig krænket på sin personlighed eller sine politiske holdninger, som i bund og grund burde være irrelevante for uddannelsen.

»Aktionen var begrundet i en falsk fortælling om, at det danske samfund bygger på uerkendt racisme og en fortid, vi ikke tør stå ved.«


Udadtil må rektor bevise over for såvel Kulturministeriet som det politiske system, at akademiet formår at styre sig selv – med hjælp fra den nye bestyrelse med eksterne repræsentanter, som snart kommer. Kulturministeriet har de senere år trukket en bureaukratisk styringsmodel ned over akademiet, som heller ikke har gavnet kunstens vilkår, og finder akademiet ikke sine ben igen, er der stor risiko for, at der kommer mere af den slags. Måske i form af en strukturændring, der helt ødelægger akademiets autonomi.

En specialopgave af stor symbolsk betydning venter også den nye rektor. Han skal i samarbejde med Akademirådet, som ejede den ødelagte buste af Frederik 5., sikre, at den bliver støbt på ny og kommer tilbage på sin plads i festsalen. Sker det ikke, accepterer vi også det forskruede verdensbillede og den ekstreme politiske aktivisme, der kulminerede med busteødelæggelsen. Aktionen var begrundet i en falsk fortælling om, at det danske samfund bygger på uerkendt racisme og en fortid, vi ikke tør stå ved. Men vi tør godt stå ved vores fortid med alle dens facetter og smukke og mindre smukke sider. Det er det grundlag, vi har til fælles som danskere, og det skal ikke gemmes væk eller fordrejes.

Kunstakademiet er en enestående institution i Danmarkshistorien. Aktiv kulturpolitik på virkelig højt niveau anno 1754, hvor man ønskede for første gang at skabe de bedst mulige rammer for udvikling af en egentlig dansk kunsttradition. Frederik 5. og hans rådgivere prioriterede den opgave så højt, at de gav akademiet et slot midt i København, hvor kunsten kunne trives og udvikle sig. Siden da har mange generationer af fremragende danske kunstnere lært deres håndværk inden for Charlottenborgs mure. Og Saly, akademiets første rektor, skabte busten og rytterstatuen af kongen på Amalienborg Slotsplads som et højdepunkt i dansk og europæisk kunsthistorie. Det er en historie, der i den grad er værd at mindes, og derfor skal akademiets stifter naturligvis tilbage på sin sokkel, hvor han hører til. Genskabelsen skal Katrine Dirckinck-Holmfeld og de øvrige busteødelæggere selvfølgelig betale.

Nikolaj Bøgh er forfatter og rådmand på Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti