Her er 24 siders rapport kogt ned til fire punkter om skolen, som blev kaldt en sump af identitetspolitik

Kunstakademiet har ikke flere eller værre identitetspolitiske konflikter end landets øvrige uddannelsesinstitutioner, konkluderer ny rapport i kølvandet på et år, hvor rektor har forladt sin post, og hvor en buste opløstes i havnen. Her er rapportens væsentligste konklusioner.

Debatten om kunstakademiet, som blandt andet førte til rektors fratrædelse, kulminerede, da busten af kong Frederik 5. af en institutleder og en kunstnergruppe blev kastet i Københavns havn som led i en happening. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1. Kunstakademiet er ikke i krise

Problemerne på Det Kongelige Danske Kunstakademi er ikke større eller af en mere kompliceret karakter, end hvad alle uddannelsesinstitutioner indimellem oplever.

»Kunstakademiet er ikke en institution, der er i »krise« endsige i usædvanlig grad præget af problemer,« som der står i rapporten.

Dermed adskiller det seneste års identitetspolitiske og sexismerelaterede hændelser af »stødende« karakter på Kunstakademiet, »hvor rigtige mennesker på ulyksalig vis bliver genstand for krænkelser, overgreb eller mobning« sig ikke fra, hvad man løbende kan finde af lignende sager på landets øvrige videregående uddannelsesinstitutioner, konstaterer rapporten.

»Lidt sat på spidsen befinder Kunstakademiet sig i en situation, hvor det ikke synes at være »problemerne« der er problemet – men snarere den måde mange taler om og positionerer sig i forhold til problemerne.«

2. Ledelsen har været inkompetent

Kunstakademiets egentlige problem er nærmere dets ledelse, fremgår det af rapporten, for ledelsen har ikke været tilstrækkelig kompetent til opgaven, lyder det.

»Kunstakademiet repræsenterer en udtalt mangel på ledelseskraft og kompetencer til at styre pædagogiske-ideologiske processer,« som der står.

Kunstakademiet har været kendetegnet ved et »ledelsesvakuum«, og det er opstået som en konsekvens af skiftende ledelser, som har søsat forskelligartede projekter og har efterladt en skole uden fælles fodslag og retning. Herunder også blandt ansatte og studerende.

Dette vakuum har betydet, at det har været uklart, hvem der kunne træffe beslutninger, og dette har ledt til, at ingen påtog sig beslutningskraften. Resultatet af dette er ineffektivitet, fremgår det af rapporten:

»Det bliver et virvar og en udtalt mangel på effektivitet.«

3. Politikere og medier gør problemet større, end det er

Kunstakademiet er at sammenligne med fodboldlandsholdet, står der i rapporten.

Det har politikere og mediers opmærksomhed, og begge har haft for vane at kommentere det, som er foregået, ud fra en idé om, at »det ikke kan være så svært at gøre tingene bedre«.

Der er tendens til, at »formulere hård kritik og foreslå radikale løsninger på et forståelsesgrundlag, der ikke synes at fange den lokale kompleksitet eller vise respekt for de kunstneriske aktiviteter, der kendetegner institutionens hverdagsliv,« står der:

»Opgiv forestillingen om, at løsninger skal findes i dét, der råbes fra sidelinjen, fordi man herfra sjældent har sans for hverken spil og samspil.«

4. Fællesskabet og det fælles fodslag mangler

Fællesskabet trives ikke på Kunstakademiet, fremgår det også af rapporten:

»Det kniber gevaldigt med sammenhængskraften og følelsen af fællesskab på Kunstakademiet. Man kan ikke tale sammen, men alligevel hører alle alt, hvad der bliver sagt alle steder, men uden at gøre det til en fælles samtale,« lyder det.

Observationen er, at der er flere små fællesskaber i stedet for ét stort, samlende fællesskab.

»Der ér brug for en erfaren leder. Men der er brug for en leder, der fra første dag forstår, at en leder ikke er bedre end kvaliteten af de relationer vedkommende formår at etablere ud i organisationen.«