Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Elsk nu det nye år, for pokker

»Da George Michael forlod os i julen og lukkede evighedens port til sit suveræne popunivers, lignede det årets sidste uretfærdige slag til Generation Midaldrende.«

Birgitte Borup Fold sammen
Læs mere

Allerede inden vi har dekoreret nytårskransekagen, er det kommende år omgærdet af en sjælden mangel på optimisme. 2016, som vi i disse dage tager afsked med, er udråbt til et annus horribilis, hvis strøm af uforudsete begivenheder spås at runge langt ind i nytårets ekkodal.

Listen er lang. Briternes fuckfinger til EU og Donald Trumps valgsejr efterlod os med visheden om, at de politiske sensationer er blevet normen, og at kommentariatets krystalkugle kun virker i Akademikerkøbing og nærmeste omegn. De mest utænkelige scenarier blev realiteter, og de oplagte løsninger blev smidt på vredens losseplads. Hver gang vi genvandt en smule af forudsigelighedens fodfæste i en uforudsigelig verden, blev det revet bort af et nyt terrorangreb, et Zika-udbrud eller afskeden med endnu en kulturel mastodont.

De døde på stribe – David Bowie, Prince, Leonard Cohen og andre, der definerede den halvfjerne fortid, hvor vi dyrkede autoriteterne, både i højtalerne og i samfundet. Da George Michael forlod os i julen og lukkede evighedens port til sit suveræne popunivers, lignede det årets sidste uretfærdige slag til Generation Midaldrende, der modvilligt må lære at navigere i en verden, hvor de sorte svaner flyver tæt.

De sorte svaners år

En sort svane er defineret som en begivenhed, der både er stærkt overraskende og har stor fremadrettet betydning. 2016 vil om noget blive husket som året, hvor vi måtte slippe grebet i den forudsigelige verdensorden og i stedet rette blikket mod himlen og afmægtigt vente på, hvad der fløj forbi. Spørgsmålet er nu, hvilke følgevirkninger der venter på den anden side af bordbomberne og midnatsskålen.

Vil Donald Trump vise sig mere mainstream end ventet, eller vil han udfolde sin protektionistiske dagsorden og indgå nye, uhellige alliancer? Vil nationalisterne med Marine Le Pen i spidsen vinde valget i Frankrig, vil Merkel holde fast i Tyskland og hvordan vil Brexit udfolde sig? Vil det lykkes at bremse rædslerne i Syrien, og hvornår vil vores almene tryghedsfølelse næste gang blive flænset itu af et terrorangreb?

Det forgange år beviste, at forudsigelser er blevet en profession for clairvoyanter og håndlæsere, og de fleste vil klogeligt betakke sig for at forhåndsdefinere farven og størrelsen på de svaner, der vil passere i nærmeste fremtid. Så mens vi erkender, at helgarderingerne alligevel ikke findes, og at verden ikke lader sig fjernstyre, kan vi lige så godt give bekymringsrynken en pause, droppe fedtspilleriet og omfavne det nye år med al den optimisme, vi kan mønstre – og måske endda få udlevet nogle af de drømme, vi allerede havde, dengang vi stod på teenageværelset og sang med på Bowie, Prince og Wham.

2017 er over os med al sin skønhed, gru, ondskab, kærlighed, glæde og sprøde uforudsigelighed. Indtil det gør sig fortjent til andet, så elsk det, for pokker!

Godt nytår.

  • Birgitte Borup er journalist, New York.