Døden er virkelig. Men jeg tror på, at vi skal ses igen

Vi må elske eller dø. Vi må elske. For de dødes skyld.

»Der er ingen grund til at sige særlig meget i prædikenen til Alle Helgen. Bare det, at se så mange mennesker samle sig dér, hvor de sidst tog afsked, er den stærkeste forkyndelse i sig selv. Vi mister, men vi mødes for at lade livet fortsætte med hinanden,« skriver Karsten Møller Hansen. Signe Goldmann

Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

I morgen er det Allehelgensdag. Så kommer de. Jeg kommer til at se dem fra mit vindue. Alle dem som har mistet. I den sørgmodige novembermorgen under himlens våde dyne. Barnebarnet tager farmor under armen. En onkel står lidt for sig selv og kigger ned. Hun slukker sin cigaret. Så tænder han en ny. Flere kommer til med blomster i favnen. En lille dreng med blå uldfrakke og sko, der blinker rødt, viser en anden lille dreng, hvor hurtigt han kan løbe. Alle andre tager små stille skridt og en dyb indånding.