Diversitetskonsulenter skal gøre danske jøder synlige
Det er især de medarbejdere, som til daglig former billedet af Danmark i brochurer og kampagner, tv-serier og reklamer, der kan sikre, at vi ser Davidsstjernen, kalotten og mennesker med åbenlyst jødiske navne som en naturlig del af hverdagen.

Forrige søndags rædselsfulde angreb på den jødiske markering af hanukkah på Bondi Beach i Australien har affødt velkendte reaktioner blandt jøder verden over – også i Danmark.
Jeg bemærkede de samme reaktioner, da en 21-årig mand i maj 2024 blev mistænkt for at have sat ild til en jødisk kvindes lejlighed, og jeg husker tilsvarende tydeligt for ti år siden, da synagogen blev angrebet, og Dan Uzan, vagten til jødiske børns bar mitzvah, blev dræbt i forlængelse af det for Finn Nørgaard fatale terrorangreb på Krudttønden.


