Det chokerer og ryster Det Jødiske Samfund, at en 21-årig mand mistænkes for i maj at have sat ild til en jødisk kvindes lejlighed i København.
- Vi er naturligvis rystede og chokerede over denne form for antisemitisk terror, som vi er helt sikre på, at et overvældende flertal af danskere tager dyb afstand fra.
- Lige meget hvilke divergerende opfattelser og uenigheder man ellers måtte have, er der tale om et dødsensfarligt brandattentat, som hverken kan forsvares, relativiseres eller retfærdiggøres, siger formanden for Det Jødiske Samfund, Henri Goldstein, i en pressemeddelelse.
Brandstiftelsen foregik om natten i slutningen af maj og var ifølge politiet terror.
Ifølge sigtelsen brugte den 21-årige mand brændbar væske til at sætte ild til altanmøbler. Branden spredte sig, og politiet mener, at den ville have spredt sig yderligere, hvis den ikke var blevet opdaget.
Det Jødiske Samfund har været i kontakt med den berørte familie, der efter omstændighederne har det godt. Familien ønsker ikke opmærksomhed fra offentligheden.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i kølvandet på sagen oplyst, at sagen ikke ændrer på trusselsniveauet, men at terrortruslen stadig er "alvorlig", hvilket er niveau fire ud af fem.
Ifølge den seneste vurdering fra Center for Terroranalyse (CTA) er terrortruslen i forvejen skærpet inden for det alvorlige niveau som følge af blandt andet konflikten i Israel og Gaza.
Derfor har PET allerede foretaget en række sikkerhedsmæssige tiltag, oplyser efterretningstjenesten. PET samarbejder også med Det Jødiske Samfund om en målrettet tryghedsskabende indsats mod jødiske interesser i Danmark.
Ifølge formanden for Det Jødiske Samfund har man gennem noget tid været bevidst om både en øget trusselsvurdering mod jødiske interesser, stigende antisemitisme og stigende accept af politisk vold.
- Alligevel er det her en kategori for sig selv med et angreb på et privat hjem. Vi ønsker ikke, at konflikter udefra skal importeres til Danmark, og da slet, slet ikke til folks private hjem, siger Henri Goldstein.
Han fortæller, at Det Jødiske Samfund er uendeligt taknemmeligt for politiet, PET og Forsvaret, som arbejder på daglig basis omkring jødiske institutioner samt for efterforskningen i sagen mod den 21-årige.
Den 21-årige mand nægter sig skyldig.
Han blev anholdt i juli, men fremstilles tirsdag i Københavns Byret, hvor en dommer skal tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles på baggrund af terrorsigtelsen. Retsmødet foregår for lukkede døre.
/ritzau/
