Duften af en parfume var starten på Karsten Møller Hansens samtale med en ung flypassager, der netop havde været til sin vens bryllup. Kilometer over Nordsøen blev de enige om, hvad der gør livet værd at leve.
Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg lænede mit hoved imod det kolde flyvindue og betragtede det bløde tæppe, som lå under os. Så langt, jeg kunne se, dannede skyerne et landskab af vatruller og vattotter, små bakker, ujævne stier. I det ene hjørne af himlen skinnede solen så skarpt, at jeg måtte lukke mine øjne. Det var et uvirkeligt stærkt lys, som fløj vi imod Solens indre og verdens begyndelse.
