Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det meste af Europa jublede, da den britiske premierminister, Neville Chamberlain, kom hjem fra München 30. september 1938 og viftede med den aftale, han netop havde indgået med Hitler.
Chamberlains ord om »fred i vor tid« strøg direkte ind på avisforsiderne, men der var også skeptikere.
En af dem hed Nic. Blædel. Han sad i Berlingskes bladhus i Pilestræde som udlandsredaktør og skrev samme aften, at prisen for freden var høj. Tjekkoslovakiet blev tvunget til at afstå Sudeter-regionen til Nazityskland uden at modtage nogen garantier mod yderligere tyske trusler.
»Dette er altså̊ baggrunden for freden. Der vil være dem – og måske navnlig i små lande – som midt i glæden over, at lavinen standsede og himlens lys blev os bevaret, vil fornemme et kuldegys,« skrev redaktøren.
Nic. Blædel havde længe kæmpet for at få advaret mod »den anarkistiske tid«, som Hitler var ved at drive Europa ud i. Tysk oprustning ville blive fulgt op af provokation på provokation. Det er »diktaturets evige skæbne,« skrev han allerede i 1936: »Trykket indefra skaffer sig luft ved den ydre aktion«.
Blædel blev snart censureret af Berlingskes bestyrelse, der underlagde sig den daværende danske tilpasningspolitik over for Tyskland, men jeg kom til at tænke på ham igen forleden, da jeg læste om de krav, som Putin har stillet Vesten efter at have samlet op mod 100.000 tropper i angrebsposition ved Ukraines grænse.
Listen er formuleret som et ultimatum: Putin vil have en juridisk bindende aftale om, at hverken Georgien eller Ukraine nogensinde kan blive medlemmer af NATO. Den vestlige forsvarsalliance må slet ikke udvide mere mod øst, og ingen »angrebsvåben« må opstilles af NATO i Ruslands nabolande.
Skulle nogen stadig være i tvivl om de russiske hensigter, forklarede den russiske viceudenrigsminister, Sergej Rjabkov, at »vort svar vil være militært,« hvis ikke kravene opfyldes.
Meget er slet ikke som under optakten til Anden Verdenskrig. Putin er ingen Hitler, der er ikke KZ-lejre i Rusland, og det russiske regime er ikke et totalitært diktatur, som Nazityskland var det, men vi står i dag i en dødsensfarlig situation på grund af samme slags ubalance, som herskede i Europa i 1930erne.
Vi har på den ene side pacifistiske demokratier og på den anden side en stålsat autokrat, som allerede har vist, at han er parat til at lade kampvogne rulle ind, hvor andre troede, at den internationale retsorden gjaldt.
Putin annekterede Krim-halvøen i 2014 med spage vestlige protester til følge, og han fører nu på syvende år en krig i to ukrainske regioner, Lugansk og Donetsk. Nu tyder den russiske opmarch på, at Putin er klar til at tage næste skridt.
Logikken er afskrækkelsens paradoks: Den vestlige uvilje til at svare igen militært øger risikoen for krig.
Putins kalkule er, at han har et historisk vindue til at ændre på magtforholdene. Han buldrer og truer for at lade os tro, at han øjner en chance for at komme relativt uskadt fra et militært eventyr.
Putin kan skrue op for kampene i de to østukrainske regioner eller ligefrem annektere dem. Han kan angribe over en bredere flanke. Vi ved det ikke. Han kan også bare være ude på at skræmme os, men vi ved, at de vestlige våben nok vil tie, hvis der kommer et russisk angreb.
USAs præsident, Joe Biden, nævner aldrig mulige militære modtræk, når han taler om de konsekvenser, det vil få, hvis Rusland angriber, og det gør heller ingen af de toneangivende europæiske ledere.
Derfor kan vi få en ny asymmetrisk krig. Rusland slår til med død og lemlæstelse, og vi svarer igen med økonomiske sanktioner.
Det kan ovenikøbet blive svage sanktioner. EU-lederne er så splittede, at de end ikke var i stand til at formulere, hvilke økonomiske sanktioner der kan blive tale om, da de var samlet til topmøde torsdag. Derfor har sanktionsvåbnet langtfra den afskrækkende effekt, som vi har brug for.
De vestlige lande skal naturligvis ikke true med militær magt, hvis de ikke er villige til at anvende den. Vi har før været letsindige og indgydt falske forhåbninger hos både georgiere, ukrainere og syrere.
Derfor breder der sig i Vesten realpolitiske analyser om, at vi må tage hensyn til Ruslands geostrategiske interesser og indgå et kompromis med Putin.
Nogle overtager ligefrem den russiske propagandasang om, at den nuværende optrapning i virkeligheden er Vestens skyld, fordi vestlige ledere tilbage i 1989-1990 lovede Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, at en tysk genforening ikke ville føre til en udvidelse af NATO mod øst.
Den påstand overser det åbenlyse faktum, at der dengang var tale om at håndtere en unik afmontering af 40 års koldkrigstilstand i Europa. Der var faktisk heller ikke planer om at udvide NATO dengang, men verden ændrede sig altså.
Vi er blevet tvunget til at forholde os til, hvad befolkningerne i de tidligere kommunistiske lande faktisk ønskede, og Rusland har fået chance på chance for at deltage i et retsbaseret sikkerhedssamarbejde med NATO.
Det er den pris, »realisterne« må være ærlige med: Hvis vi skal bøje os for de russiske interesser, som Putin formulerer dem, fornægter vi ukrainerne deres ret til at selv at bestemme over deres fremtid.
Bøjer vi os her, sender vi også et nyt signal om, at USA og de vestlige magter ikke længere vil forsvare den verdensorden, som blev etableret efter Anden Verdenskrig.
Vi kan forvente mere kaos i hele verden, mere uro og flere hybridkrige. Og konventionelle krige.
Bøjer vi os i Ukraine, vil mange taiwanere fornemme det samme kuldegys, som Nic. Blædel skrev om i 1938.
