Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg tror, vi alle kender det. At noget uventet og ubehageligt sker, som vi ikke kan forklare. Hvorefter vi bruger alle kræfter på at forsøge at udtænke, hvad forklaringen mon alligevel kunne være.
Det er såre menneskeligt, men når det udarter, kan den slags blive til konspirationsteorier. Og i en verden, hvor alle, også folk der bærer på den slags følelser, har adgang til en megafon i offentligheden via sociale medier, kan konspirationsteorierne lettere end nogensinde før brede sig fra et menneskes indre ud til en langt større kreds, som pludselig også har fået en forklaring. Der imidlertid i sin essens ikke er andet end en tanke. En teori. Måske en konspirationsteori.
Det står nu mere og mere klart, at Tucker Carlson, stjernekommentatoren på Fox News, ikke holdt sig for god til at svine kolleger og chefer til internt på Fox. At han var blandt de værter, der havde båret ved til konspirationsteorien om Dominion Voting-maskinernes valgfusk. Så han blev fyret, da Fox havde indgået et forlig med Dominion på 5,4 milliarder kroner.
Alligevel gav hans fyring selvfølgelig anledning til nye konspirationsteorier på sociale medier, her ekspræsident Trumps søn, som fremfører en eller anden tankerække om, at Carlson skulle bringes til tavshed.
Komplotteorien får selvfølgelig masser af spil i offentligheden, da det er Donald Trump Jr., der fremfører den. Sådan er vi trådt ind i en ny medievirkelighed, hvor man virkelig skal se sig godt for, inden man sejler med på en galej,
Lizette-sagen
Det kunne man også mærke efter Berlingskes og Ekstra Bladets afsløring i sidste uge af, at Lizette Risgaard havde opført sig fysisk grænseoverskridende over for en række unge mænd, der var ansat i fagbevægelsen.
Altså for så vidt en klassisk #metoo-sag om en leder, der har brugt sin magt kritisabelt på en arbejdsplads.
Alligevel var der elementer ved præcis denne historie, som appellerede præcis til det instinkt, der kan føde selv de mest udokumenterede konspirationsteorier.
Dels var der tale om fagbevægelsens øverste politisk valgte leder. Dels var der tale om den måske første, større #metoo-sag i Danmark med en magtfuld kvindelig leder i centrum. Dels var samarbejdet mellem Berlingske og Ekstra Bladet en smule usædvanligt, omend det nu jævnligt sker, at medier arbejder sammen om at afdække en sag. Og dels blev historien publiceret få dage før 1. maj.
Alt dette kan, hvis man er i det lune, koges sammen til en konspiration om et stort, politisk komplot mod Lizette Risgaard med Berlingske og Ekstra Bladet som nyttige idioter. En konspirationsteori, der imidlertid ikke bliver mere sand af at blive delt, heller ikke på sociale medier.
Langt komplotridt
Man må konstatere, at Lizette Risgaard selv bar ved til bålet i sit opslag søndag morgen, hvor hun meddelte, at hun trak sig som FH-formand.
»Ikke alle nuancer eller politiske motiver kommer frem, når sager som dét, der er foregået her, sendes igennem mediemøllen. Det mener jeg, særligt journalister og medier bør tænke over,« skrev Lizette Risgaard og sendte allerede derved tråden under sit opslag ud i det vildeste komplotridt:
Hvem havde »fodret« medierne? Hvorfor lige nu? Var Berlingske og Ekstra Bladets samarbejde og samtidige publicering af historien ikke i sig selv et tegn på, at dette var en politisk konspiration mod Risgaard?
Det bedste svar på den slags er næsten altid faktuelt. Jeg giver derfor ordet til Berlingskes chef for gravegruppen, Lars Nørgaard Pedersen, der under et opslag på Facebook, som endnu en gang fremførte diverse teorier, stille og roligt satte tingene på plads. Og det bliver i øvrigt tilgangen herfra, mens vi arbejder videre på den endnu vigtigere afdækning af, hvem der vidste hvad om Lizette Risgaards adfærd i FH-organisationen. Og hvilken viden man eventuelt har båret rundt på, men valgte at skjule, indtil det kom offentligt frem.
Lars Nørgaard Pedersen har ordet:
»Vi bringer historierne samtidig, fordi vi under vores research indledte et samarbejde, som blandt andet betød, at vi publicerede hovedhistorien synkront. Berlingske hørte første gang om historien/problematikken i begyndelsen af 2022. I efteråret 2022 landede de første cases.
Det kan lyde som lang tid, men lige præcis i denne type sager kan det være et langstrakt og kompliceret forløb at identificere cases og især at overbevise dem om, at vi må bruge deres episoder/oplevelser/eksempler.
Undervejs blev vi opmærksomme på, at Ekstra Bladet ringede rundt til de samme personer om samme sag. I begyndelsen af 2023 tog vi kontakt til Ekstra Bladet for at spørge til et eventuelt samarbejde. Dels for at få en pejling om, hvor langt EB var i processen, dels for undersøge, om det ville give mening at pulje vores kræfter. Lige præcis i denne type sager er der ofte meget på spil for casene, hvorfor det giver mening at trække tempoet ud af researchen, så man undgår at stresse casene ved afgørende valg. Det kan et samarbejde bidrage til.
Siden da har vi forsøgt at lande historien, så hurtigt vi overhovedet kunne. Men vi har også været nødsaget til at sætte en minimumsbarre for, hvor solidt et grundlag historien krævede (antal cases, vidner, dokumenter/anden dokumentation mv.). Og vi var nødt til at sikre os, at kilderne var med os – og var klar over, hvad de gik ind i.
I samme splitsekund vi kunne lave historien, blev den skrevet og forelagt for FH. Vi har eksempelvis ikke spekuleret i før eller efter 1. maj. Det er i øvrigt ikke usædvanligt med samarbejder mellem medier. (Afdækningen af, red.) de ulovlige gældsopkrævninger i Danske Bank blev til mellem Berlingske og TV 2 i et næsten årelangt samarbejde. (Afdækningen af, red.) dele af hvidvasksagen i Danske Bank blev til mellem Berlingske og en række internationale medier.
Du kan endda diskutere, om der har eksisteret en flig af et samarbejde mellem Berlingske og DR i Samsam-sagen (FE-sagen) – endda til trods for, at Berlingske selv har bragt alle væsentlige afsløringer i Samsam-sagen siden 2020. Håber, at dette besvarer din nysgerrighed og dine spørgsmål, hvad angår Berlingske. Bedste hilsner Lars Nørgaard, chef for Berlingskes gravegruppe.«
Kritik af rigspolitichefen
En anden sag, som Berlingske også bliver ved med at grave videre i, er minksagen. Selvom der er stærke kræfter, der taler for, at den sag nu er færdig, død og borte med forhørsledelsens frikendelse af rigspolitichef Thorkild Fogde og de tilbagekaldte advarsler til eksempelvis Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, så er der stadig vigtige hjørner af sagen – og dens landing, som er uafdækkede.
Det fortjener en så markant sag ikke. Berlingske kunne derfor i den forløbne uge gøre rede for den interne strid, der i vinter gik forud for, at forhørsledelsen med afgående højesteretspræsident Thomas Rørdam i spidsen hev Thorkild Fogde af krogen i minksagen.
Hidtil har offentligheden kun fået adgang til et lille uddrag af forhørsledelsens konklusioner. Men nu har Berlingske skaffet sig adgang til resten, som altså hidtil har befundet sig i mørke. Og af den hidtil fortrolige beretning fremgår det, at Justitsministeriet, Kammeradvokaten og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen gik endnu videre end Minkkommissionen i sin kritik af Thorkild Fogdes ageren i dagene efter minkudmeldingen på pressemødet i november 2020.
Jeg citerer fra Berlingskes artikel, som er skrevet af Michael Alsen og Tobias Reinwald:
»I skrivelsen hæfter man sig særligt ved tre optrin undervejs i forløbet, hvor Thorkild Fogde menes at overtræde de mange pligter.
At Thorkild Fogde ikke reagerede, da han 5. november 2020 – dagen efter beslutningen om at aflive alle mink blev meddelt befolkningen – blev gjort bekendt med den manglende hjemmel. Det 'burde' have givet Fogde anledning til at rejse spørgsmålet over for først og fremmest Johan Legarth, departementschef i Justitsministeriet.
At Fogde på et pressemøde 7. november 2020 – altså få dage senere – støttede op om udmeldinger, der 'fastholdt minkavlere og offentligheden i den vildfarelse, som var skabt ved pressemødet 4. november 2020'. Sagt med andre ord: At beslutningen blev gentaget, selvom Fogde på dette tidspunkt var blevet gjort opmærksom på, at hjemmelsgrundlaget var usikkert.
Og slutteligt at Fogde ikke ved samme lejlighed – altså pressemødet 7. november – rejste spørgsmålet om manglende hjemmel over for Justitsministeriet.
I materialet optræder adskillige passager, hvor Fogde kritiseres i hårde vendinger. Et eksempel:
Det er efter 'Justitsministeriets opfattelse' udtryk for en 'skærpende omstændighed, at Thorkild Fogde som øverste embedsmand i dansk politi, som i almindelighed udøver magtbeføjelser og herudover også konkret bistod med aflivningen af mink, ikke reagerede på oplysninger om den manglende hjemmel'.«
Det er ret opsigtsvækkende oplysninger, da forhørsledelsen alligevel nåede frem til, at der ikke kunne rejses en tjenestemandssag mod Fogde. En »frikendelse«, der siden også fik Barbara Bertelsen & co. af krogen i minksagen.
Fortsættelse følger givetvis.
Lyden af stilhed
Tilbage er kun ugens sang, og jeg vil denne gang lade det være helt op til dig, kære nyhedsbrevslæser, at udtænke en konspirationsteori om sangens eventuelle forbindelse til nyhedsbrevets hovedtema.
God sidste store bededag i morgen!
Værsgo’, Simon & Garfunkel.
