Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det er fint, hvis museer kan betale sig – men det er ikke derfor, vi har dem

Vi har brug for et opgør med markedsgørelsen af vores kulturinstitutioner. Formålet med museer er ikke først og fremmest at tjene penge, men at vise os, at vi er en del af et fællesskab, der rækker ud over os selv.

Der er ikke nødvendigvis noget galt i kommerciel tænkning: Museer, der tænker kommercielt, vil ofte have gæstens oplevelse i centrum og derfor være attraktive og spændende at besøge. Problemet opstår, når begrundelsen for museer begynder at skride og næsten udelukkende bliver kommerciel. Her Statens Museum for Kunst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De fleste mennesker har nok ligesom jeg en væg med familiefotos. Billeder af børn, forældre, bedsteforældre, oldeforældre og en selv som barn. Når man skal argumentere for, hvorfor man har sådan nogle fotografier hængende, er det nok de færreste, der vil fremhæve, at de øger husets værdi, at de trækker internationale kulturturister til kvarteret eller andre lignende økonomiske argumenter. Det handler snarere om at se sig selv i en historisk sammenhæng og vide, hvad man kommer af. At vide, at man ikke bare er et fritsvævende atom i et grænseløst univers, men en del af et konkret fællesskab.

Ali Aminali Fold sammen
Læs mere

Politiken bragte torsdag 10. januar en artikel, hvor DI havde foretaget en beregning, der viste, at museerne bidrager med 4,9 milliarder kroner om året via den økonomiske aktivitet, de skaber. Dette blev i et læserbrev i Politiken 16. januar skudt ned af Jonas Herby, specialkonsulent i CEPOS, der ikke mente, at man kunne stille det op på den måde og konkluderede, at »museerne koster danskerne penge, uanset hvad Dansk Industri forsøger at antyde i deres analyse. Der kan være andre argumenter end økonomiske for at finansiere museer, eksempelvis at de er med til at oppebære en dansk kultur«.

Der er ingen tvivl om, at de sidste 20 års kulturpolitik under slagord som oplevelsesøkonomi og deslige har ført til en markedsgørelse af kulturlivet, hvor de »andre argumenter«, de dannelsesmæssige argumenter, er blevet sekundære. Jeg er heller ikke blind for, at en kommerciel tænkning kan føre positivt med sig: Museer, der tænker kommercielt, vil ofte have gæstens oplevelse i centrum og derfor være attraktive og spændende at besøge. Problemet opstår, når begrundelsen for museer begynder at skride. Når vi udelukkende bruger økonomiske argumenter, og de dannelsesmæssige argumenter for museerne fuldstændig forsvinder eller bare bliver betragtet som gammeldags jeremiader.

»Jeg tør godt påstå, at kulturen er en af de stærkeste piller imod de identitets- og integrationsproblematikker, som vi oplever nu til dags. «


Skulle vi stå midt i sådan et skred, er der et klart behov for, at politikere som undertegnede siger højt og tydeligt, at vi først og fremmest har museer for at blive klogere på, hvem vi er, og hvad vi kommer fra. En udmærket bieffekt er, hvis museerne også kan betale sig. Men det er ikke derfor, vi har dem. Vi har dem, fordi de er med til at oplyse os og give en fælles forståelse og indsigt i vores kulturarv. Jeg tør godt påstå, at kulturen er en af de stærkeste piller imod de identitets- og integrationsproblematikker, som vi oplever nu til dags. For hvis vi sørger for, at kulturen, og her mener jeg de kulturbærende institutioner, er mere tilgængelig for den almindelige dansker, de rodløse unge og de nytilkomne, er jeg sikker på, at vi kan styrke vores sammenhængskraft.

Det kræver et opgør med hele den djøfiserede måde at betragte kulturinstitutionerne som middel til vækst og i stedet sætte dannelse i centrum. Kulturens egentlige betydning må ikke fortone sig i i oplevelsesøkonomiske feberfantasier. Det er omtrent det sidste, jeg tænker på, når jeg står og ser på mine familiefotos.