Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvis man vil politikerleden til livs, kræver det politisk handling

Søren Pape Poulsen, Mette Frederiksen, Morten Østergaard og Lars Løkke Rasmussen under partilederrunden op til folketingsvalget i juni. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Demokrati er et sindelag og en samtale, lærte vi i efterkrigstiden af tænkeren Hal Koch. Men hvis måden, vi fører samtaler med hinanden på i offentligheden, er indikativ for kvaliteten af vores demokrati, er der vist grund til bekymring. Her tænker jeg ikke kun på de nys overståede valgkampes bizarre debatscenarier i forbindelse med Stram Kurs og deres skøre fantasier om etnisk udrensning. Jeg tænker også generelt på de massive bølger af sydende had, som politikere og debattører i internettets tidsalder lever med.

Politikerleden blomstrer, og der er masser af teorier om hvorfor. Befolkningens stigende frustrationer udspringer delvis af den generelle ustabilitet, der følger med globalisering af økonomien. Dertil kommer tiltagende koncentration af kapital på meget få hænder og en finanskrise, der blev afbødet med bankpakker finansieret af skatteborgerne og uden nogen medfølgende regulering af den finanssektor, som havde udløst krisen ved en hensynsløs og hasarderet adfærd.

Kun 25 procent af danskerne stoler på, at politikere generelt træffer de rigtige beslutninger for landet, viste en Gallup-undersøgelse foretaget for Magisterbladet i foråret. Interessant nok viste den også, at der stort set ikke er forskel på niveauet af mistillid hos henholdsvis lavt- og højtuddannede.

»Tilliden til det faglige skøn fortrænges alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger. «


Det sidste tyder på, at politikerleden er udtryk for noget andet og mere komplekst end den kløft mellem »folket« og »eliten«, som ellers er en simpel og gængs forklaringsmodel i debatten om, hvad der ligger bag fænomenet.

At opdele befolkningen på denne måde tjener oftest som et redskab for populister, der opstiller den verdensfjerne elite som effektivt fjendebillede for den jævne borger med det formål at høste stemmer på sidstnævntes frustrationer.

Og det virker. Mest grotesk eksemplificeret er dette ved, at en mand som Donald Trump, der vel er en slags poster child for nedarvede privilegier og magtfuldkommen bølleadfærd, kan lykkes med at mobilisere arbejderklassevælgere nok til at overtage USAs præsidentembede for næsen af Hillary Clinton.

I Danmark er alting altid lidt mindre end i det store Amerika. Men mange år før Donald Trump førte valgkamp på en platform af had til henholdsvis diffuse eliter og indvandrere, var Anders Fogh Rasmussen godt i gang med at tampe løs på »ekspertvældet« og »smagsdommeriet«.

Johanne Thorup Dalgaard Fold sammen
Læs mere

Ved at konstruere billedet af råd og nævn som illegitime magtinstanser med venstreorienteret slagside, førte Fogh en effektiv kamp mod faglige instanser, han havde et ideologisk horn i siden på.

Men at spille på den almindelige despekt for (akademisk) faglighed er en risikabel strategi for en politikerstand, der i stadigt højere grad udgøres af folk med samfundsvidenskabelige kandidatgrader.

»Djøffer« og »djøfisering« er blevet gængse betegnelser for den værste form for systemtænkende elite og dens skadevirkninger på politik. Men til djøfferne hører også mange af de politikere, som har reformeret velfærdssamfundets institutioner til noget nær ukendelighed, dels med nedskæringer og dels med et registrerings- og måleregime, der opleves som rigid og uintelligent kassetænkning af alle, som kommer i berøring med systemerne.

Velfærdsdanmark anno 2019 er i høj grad et system baseret på grundlæggende mistillid til såvel systemets egne medarbejdere som de borgere, der benytter sig af dets ydelser. Lærere skal bruge mindre tid på at forberede undervisning og mere tid på digitalt at registrere, hvorledes undervisningens indhold understøtter udviklingen af elevernes forskellige »kompetencer«. Læger skal besvare 142 spørgsmål i Sundhedsplatformen, før de kan få lov at bestille en hjertescanning.

Tilliden til det faglige skøn fortrænges alle steder af systemets formynderiske og nidkære kontrolforanstaltninger. Det er tidskrævende og suger ressourcer fra kerneopgaverne, hvorfor borgerne oplever forringet service og mistilliden opad i systemet får næring. Dermed sluttes en ond cirkel af mistillid mellem borgerne og landets politiske ledelse.

Politikerne har tilsyneladende fortsat svært ved at erkende deres egen rolle i den udvikling. I hvert fald er det en udbredt praksis at tale nedsættende om »de kolde hænder«, som om måle- og vejeregimet i forvaltningerne er opstået helt uafhængigt af politiske beslutninger. Men hvis man vil politikerleden til livs, kræver det en genetablering af den gensidige tillidskultur, der tidligere har kendetegnet det danske samfund. Og det kræver politisk handling.