Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det demokratiske Europa smeder ytringsfrihedens lænker

Det er helt relevant at diskutere konsekvenserne af amerikanske techgiganters størrelse, men nationale love for at lænke techgiganterne risikerer også at lænke ytringsfriheden i Europa.

»Men spørgsmålet er om den slags love, som Tyskland og Frankrig har underlagt Facebook m.fl., er forenelige med den liberale del af det demokrati, som disse regeringer påstår at forsvare,« skriver Jacob Mchangama. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Som jeg tidligere har skrevet om, har Tyskland indført den vidtrækkende NetzDG-lov, der forpligter onlineplatforme til at fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer.

Nu følger EUs anden stormagt i hælene på Tyskland, da Frankrig snart forventes at vedtage et lovforslag, der indeholder nogle af de samme principper. Men Frankrig har allerede lagt pres på Facebook for at få mastodonten til at makke ret. Den franske præsident Emmanuel Macron fik således kreeret en aftale, hvorefter franske embedsmænd fik adgang til og indsigt i Facebooks arbejde med at moderere indhold, ligesom man for nylig blev enige om at Facebook skal udlevere data om personer, der har gjort sig skyldige i »hadsk tale« til franske domstole.

Jacob Mchangama Fold sammen
Læs mere
Foto: Jacob Mchangama SH Jacob Mchanga.

Disse nye tiltag er blot de seneste eksempler på det demokratiske »backlash« mod amerikanske techgiganter, der har præget vestlige demokratier siden 2016. En del af den demokratiske u-vending i forhold til vurderingen af, om techgiganter bidrager eller underminerer demokratiet, er forståelig. Cambridge Analytica-skandalen viste kæmpe sårbarheder, der kunne anvendes til at underminere demokratiske processer. Det er også et åbent spørgsmål, hvordan og hvorvidt klassiske medier, der har oplevet en dramatisk nedgang i annoncekroner, kan omstille sig, og særligt den lokale journalistisk er hårdt ramt.

Størrelsen af techgiganterne medfører en hel relevant diskussion om, hvorvidt de har opnået en sådan størrelse, at de hæmmer, snarere end bidrager til konkurrence og innovation.

Men de tyske og franske tiltag i forhold til, hvad der dårligt kan kaldes andet end internetcensur, virker mere revanchistisk end gennemtænkt. De tyske og franske regeringer kan rigtigt nok markere, at de med disse nye love har tvunget amerikanske, kapitalistiske mastodonter til at acceptere demokratiske love.

»Dermed skabes en overhængende risiko for, at det privatiserede censurregime, som techplatformene tvinges til at indføre, vil ramme langt bredere end de i forvejen uklare og brede love mod hadsk tale.«


Men spørgsmålet er, om den slags love, som Tyskland og Frankrig har underlagt Facebook m.fl., er forenelig med den liberale del af det demokrati, som disse regeringer påstår at forsvare. Den franske lov kan ikke blot medføre millionbøder, men endda i grelle tilfælde bøder på op til fire pct. af den globale omsætning samt fængselsstraf for ansatte i techvirksomheder. Dermed skabes en overhængende risiko for, at det privatiserede censurregime, som techplatformene tvinges til at indføre, vil ramme langt bredere end de i forvejen uklare og brede love mod hadsk tale, som præger tysk og fransk ret.

Hvorfor skulle en privat virksomhed, der er sat i verden for at tjene penge, gå i brechen for upopulære ytringer? Så er det nemmere blot at fjerne alt, hvad der med rimelighed kan fortolkes som ulovligt. Særligt når man alene har 24 timer til at træffe ofte svære og komplicerede afgørelser, hvor de pågældende ytringer afhænger af kontekst m.v. Og med automatiseret indholdsmoderering kan internetcensuren skaleres, så man med tiden ikke behøver at have en hær af menneskelige moderatorer ansat til at træffe svære valg. Ikke overraskende har den europæiske offensiv over for amerikanske techplatforme vundet tilhængere i ikke-demokratiske lande.

Venezuela, Rusland, Vietnam, Singapore og Malaysia er blot nogle af de lande, der har eller overvejer at indføre lignende regler, som i sagens natur vil ramme ytringer, som er rettet mod disse landes regimer. Dermed vil internettet blive opdelt og underlagt nationale regler og jurisdiktion, hvorfor den globale informationsstrøm og debat vil blive amputeret.

I det 18. århundrede banede europæiske forfatninger vejen for ytringsfrihedens senere globale gennembrud. I det 21. århundrede kan det demokratiske Europas væsentligste bidrag til ytringsfriheden blive at smede de lænker, hvormed den bliver tøjlet.