Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Det afgørende slag i krigen mod Trump

Demokraterne har igen og igen forsøgt at få Trump afsat. Men præsidenten går glad til valg på ryggen af en bomstærk økonomi og den laveste arbejdsløshed i en menneskealder. Og hvad afgør så præsidentvalget? It’s the economy, stupid!

»I Sovjetunionen kunne man altid blive dømt for »forbrydelser mod staten«, og Demokraterne vil også gerne kunne dømme Trump for »magtmisbrug«, der ikke figurerer i USAs forfatning eller straffelov,« skriver Asger Aamund. Fold sammen
Læs mere
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI

I juli 2017 skrev jeg her i Berlingske, at den nyvalgte præsident ville opleve fire års total krig med Clinton-kombinatet, der dominerer politiske hjerter og sind på begge sider af Atlanten. Og ganske rigtigt formulerede Demokraterne støttet af hovedmedierne en strategi, der skulle føre til en afsættelse af præsident Trump eller, som en plan B, at gennemføre et aldrig ophørende karakterattentat med det formål, at USAs vælgerbefolkning i væmmelse ville vende ham ryggen ved præsidentvalget i 2020.

Først satsede man på en anklage om en kriminel sammensværgelse mellem Trump og Putin, der angiveligt stjal valget fra Hillary Clinton. Ifølge formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, Adam Schiff, forelå der »uomstødelige beviser« for denne sammensværgelse. Samme Schiff bliver af den stærkt Trump-fjendtlige Washington Post portrætteret med en lang Pinocchio-næse, fordi han er kendt for at omgås sandheden med den yderste forsigtighed. Robert Mueller-rapporten, der skulle fælde præsidenten, leverede ikke varen. Der var ingen sammensværgelse med russerne, og Demokraterne måtte finde på noget nyt.

Adam Schiff fremtryllede nu en informant (whistleblower), der kunne dokumentere, at Trump havde afpresset den ukrainske præsident Zelensky et løfte om at grave noget skidt frem om præsidentkandidat Joe Biden. Beviserne smuldrede, og Demokraterne måtte atter være kreative. Man beskyldte nu Trump for bestikkelse, men den anklage faldt også til jorden, og Schiff & Co lagde sig til sidst fast på at føre en rigsretssag mod Trump på grundlag af en anklage om »magtmisbrug« og »obstruktion af Kongressen«.

Asger Aamund Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Aamund SH.

Den respekterede jurist, professor Alan Dershowitz, stemplede dette juridiske grundlag som forfatningsstridigt, idet den amerikanske forfatning kun tillader en afsættelse af en præsident, hvis denne tiltales og dømmes for landsforræderi, bestikkelse og andre alvorlige forbrydelser og lovovertrædelser. Ifølge Dershowitz skulle den sovjetiske politichef Lavrentij Beria have sagt til Stalin: »Vis mig manden, så skaffer jeg forbrydelsen!«

I Sovjetunionen kunne man altid blive dømt for »forbrydelser mod staten«, og Demokraterne vil også gerne kunne dømme Trump for »magtmisbrug«, der ikke figurerer i USAs forfatning eller straffelov.

Rigsretsprocessen kan nu for alvor begynde, idet den på det foreliggende grundlag blev godkendt i retsudvalget og af et flertal i Repræsentanternes Hus. En afsættelse af en præsident er en politisk og ikke en juridisk proces, selv om man følger visse retsstatsprincipper. Man kan derfor sige, at præsident Trump nu er tiltalt for kriminelle handlinger, men om han bliver dømt, afgøres i Senatet, hvor Republikanerne har flertal.

»Nu må Demokraterne iværksætte plan C, der er sidste udkald, nu da plan A og B er faldet sammen.«


I konsultation med den anklagede præsident Trump kan Senatet nu vælge mellem en fuld procedure med indkaldelse af vidner, dokumentation, forhør og krydsforhør, eller man kan afvise sagen som grundløs.

Ifølge Lindsey Graham, der er formand for Senatets Retsudvalg, vil sagen blive ført uden indkaldelse af vidner, men udelukkende på grundlag af den eksisterende dokumentation. Dette betyder, at tiltalen bliver afvist efter en kort proces. Mitch McConnel, der er formand for Senatet, erklærer, at der er »nul chance« for, at Trump bliver afsat som præsident. Så nu må Demokraterne iværksætte plan C, der er sidste udkald, nu da plan A og B er faldet sammen.

Plan C hedder et mistillidsvotum (censure), som kan stemmes hjem i Repræsentanternes Hus, hvor Demokraterne har flertal. Et mistillidsvotum har ingen retsvirkning, men er alligevel en alvorlig begmand til Trump.

Et mistillidsvotum vil ikke splitte befolkningen på samme måde som en afsættelse. Den giver Demokraterne en mulighed for at komme tilbage til det parlamentariske samarbejde, som de totalt har forsømt siden Trumps indsættelse. Og et mistillidsvotum udgør et slags ersatz-brændstof i den kommende valgkamp, hvor man kan fortælle et eventyr om, at man har bevist, at Trump er kriminel, men at de dumstædige republikanske senatorer nægtede at vedkende sig sandheden og retfærdigheden.

Forfatteren til dette eventyr bliver nok Adam Schiff, der som ung drømte om at blive en berømt manuskriptforfatter i Hollywood, men som i stedet blev en berygtet politiker, der nu skriver fiktion for Demokraterne. Trump er nok ligeglad. Han går glad til valg på ryggen af en bomstærk økonomi og den laveste arbejdsløshed i en menneskealder. Og hvad afgør så præsidentvalget? It’s the economy, stupid!