Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Igen i år var jeg til Folkemødet på Bornholm, og det er altid en smuk begivenhed, hvis man holder af den demokratiske samtale. Ikke kun fordi selv statsministeren havde droppet de sociale medier og stod i snart det ene telt, snart det andet, men fordi det faktisk er et sted, hvor folket gnider næser med eliten. Sådan nærmest fysisk. I telte og på scener, og når fremtrædende ministre lusker ud på barer om aftenen.
Vi på Berlingske havde også fyldte scener til sindssygt interessante arrangementer, herunder interviewet med den suspenderede og nu tiltalte FE-chef Lars Findsen. Samt mange andre.
Folkemødet er dog sådan indrettet, at mange af os også deltager i seancer på andres scener, og min største oplevelse i så henseende her i 2023 fandt sted allersidst på eftermiddagen lørdag, da jeg af Politiken var inviteret til at deltage i DM i debat for boomere på Politikens scene midt i Allinge.
Jeg er ikke boomer, men Generation X, hvilket muligvis er det mest boomeragtige, man overhovedet kan pointere. Uanset hvad kunne jeg simpelthen ikke sige nej til at stille op.
Hvorfor jeg mødte frem og kneb mig langs en bagvej ind til scenen, foran hvilken der var fuldstændig fyldt, eftersom DM i debat for unge meningsmagere blev afsluttet med en grande finale, lige inden vi gamlinge skulle til.
Hæderkronet
DM i debat er en hæderkronet Politiken-tradition, som man nu vil udvikle med en boomer-dimension. Det synes jeg er en god idé. DM i debat for unge har det koncept, at de unge debattører bedømmes af en ældre dommerkomité. For os »boomere« var det omvendt; her var det et ungt hold af dommere, der skulle bedømme, om vi var noget bevendt i debatten.
Jeg kan ikke længere skjule, at ifølge lørdagens resultat er jeg ikke meget værd i så henseende. For jeg endte som en suveræn nummer sjok ved konkurrencen dér på Politiken-scenen. Der var ellers masser af boomer-materiale, som jeg burde kunne have distanceret med samme lethed, som Danmarks landshold for tiden udraderer sine modstandere … (ahem)
Ved et lille bagsceneområde dukkede efterhånden mine modkombattanter op. Ole Birk Olesen (LA) slog fast, at vi to jo ikke er boomere, hvilket teknisk set er rigtigt, men nok – blev vi enige om – det dårligst tænkelige argument at fremføre ved den givne lejlighed.
Så kom Pia Kjærsgaard, og hun er i hvert fald boomer. Det samme er Zentropas Peter Aalbæk, mens jeg ærlig talt er lidt mere i tvivl om Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne, mens HKs formand, Anja C. Jensen, entydigt ikke er det. Hun er en klar X’er.
Fortidslevn
Det skulle ikke skille os ad, for nu stod vi dér ved trappen op til scenen, og dommerne kom, og på en eller anden måde fornemmede jeg, at ikke alle de tre dommere ligefrem syntes, vi seks fortidslevn var det fedeste materiale at skulle bedømme.
Især ikke foran et publikum på vel 1.000-2.000, hvoraf langt hovedparten lignede Generation Z, som Politiken kun kan drømme om, den er: Venstreorienteret, woke og klimavækket.
Altså var der virkelig noget at arbejde med for os seks ronkedorer.
Det viste sig, at jeg skulle først på scenen for at løse den stillede opgave: På et minut at redegøre for, hvori vores generations vigtigste kamp består.
På vej op ad trappen besluttede jeg at give pokker i det hele. Hellere gå ned i flammer og blive en stolt nummer sjok, end ende på en æreløs og bleg fjerde- eller femteplads. Så her er, hvad jeg sagde til de tre dommere og de tusind eller to tusind altovervejende unge foran scenen. Frit efter hukommelsen, da jeg ikke havde skrevet noget ned. Ordene kan derfor være faldet lidt anderledes. Men:
Kul, fattigdom og tyranni
»Min generations store kamp begynder lige nu! For det er gået op for mig de senere år, at vi i min generation har født og opdraget en generation – den vi nu kalder Generation Z – som er endt et sted, hvor mange tror, at man kun kan bekæmpe klimaudfordringen ved at bekæmpe vækst og kapitalisme.
Det er en katastrofe. Hvilket svigt af min generation er det ikke, at vi har ladet det ske?! Vi er jo nødt til at gøre noget. Vi er nødt til at genopdrage ungdommen, Generation Z, og det er min generations store kamp.
For ellers ender det galt. Og det kan vi ikke tillade sker. Jeg er gammel nok til at have levet i 1970erne og 1980erne, hvor kommunismen endnu ikke var faldet, og vi kan simpelthen ikke tillade, at noget lignende opstår igen, fordi den unge generation har bildt sig ind, at klimaet kun kan reddes ved hjælp af en ny revolutionær utopi.
Min generations store kamp er at forhindre dette ved at gøre det klart for ungdommen, at den tager fejl: Den tror, at den ved at bekæmpe vækst og kapitalisme skaber en grøn fremtid med mangfoldighed og diversitet.
I stedet får vi en fremtid med kul, fattigdom og tyranni. Tak for ordet!«
Måben
Jeg fornemmede en vis måben blandt det tilstedeværende publikum, selv om der også var spredte klapsalver. Til gengæld var dommerstemmerne beskedne. Én dommer gav mig på en skala fra 10 til 1 kun 1 point, og det er jo nogenlunde så ringe, som det kan blive.
Jeg havde en fornemmelse af, det nok mindre var mine oratoriske debatevner og mere mine holdninger, der blev bedømt, men sådan var det.
Andre valgte en anden strategi. Peter Aalbæk, for eksempel, havde åbenlyst besluttet sig til at tale Generation Z efter munden og deklamerede indsmigrende højstemt, at nu er festen forbi, og nu skal hans og min generation ikke længere sidde og fede den i vores store villaer og drikke bourgogne til 450 kroner flasken.
Han kom da også i finalen.
Efter en ekstra runde, hvor jeg var oppe mod Pia Kjærsgaard i en debat om, hvilke ord man må bruge i debatten, og hvor Pia Kjærsgaard fik sagt både eskimo og indianer, mens jeg belært af den indledende runde forsøgte en mere fidel kurs over for de tilstedeværende, men samtidig (helt korrekt) blev sat sprogligt på plads af Pia Kjærsgaard for at komme til at sige »lytte på« i stedet for »lytte til«, måtte jeg strække våben.
Den eneste klassisk venstreorienterede i feltet af såkaldte boomere, Anja C. Jensen, vandt finalen, sikkert helt fortjent, og tillykke til hende med det.
Jeg gik derfra glad og fornøjet. For nok tabte jeg med et brag, men hvor tit får man lov til at stå over for mere end 1.000 unge og spolere deres safe space ved at sige dem nogle sandheder om, hvordan vi får reddet klimaet uden at ødelægge alt andet?
Ikke ret tit.
Jeg gik også derfra bestyrket i den tanke, at debat og den demokratiske samtale ikke går ud på absolut at blive enige eller sige det, man tror vækker lykke, men netop at lade meningerne brydes. Også selv om det koster en sejr og giver et nederlag. Derfor var DM i debat for boomere for mig en skøn afslutning på Folkemødet 2023.
Sommertid
Dette bliver mit sidste nyhedsbrev inden sommerferien. Jeg vender tilbage sidst i juli.
Jeg springer i den anledning direkte til ugens sang, og den handler på sin egen vis mere om sommer, ganske vist en sommer i en helt anden tid et helt andet sted i verden, end om klimaet og boomere.
God sommer til dig og alle andre nyhedsbrevslæsere!
