»Jeg så lige Tommy Ahlers« siger den ene pige til den anden. Hun er lyshåret og har en Højskolerne-T-shirt på. Den anden er i sort tøj og har magentafarvet hår.
De to er bare et par stykker i den tykke strøm af mennesker af enhver slags, der skubber, maser og tripper sig gennem havneområdet i Allinge, hvor Folkemødet i år for alvor rejser sig fra coronaasken. Og sandt nok: Der, lidt længere fremme, står den tidligere minister, serieinvestor og fjernsynsløve og ligner næsten sig selv fra medierne.
En anden ung kvinde står inde på fortovet og er i gang med at lave en selfie med studieværten Christian Degn, »kendt fra tv«, og i det hele taget er det nok en af Folkemødets største attraktioner. Det er ligesom at være i Knuthenborg Safaripark eller Løveparken i Givskud: De er her allesammen, dem fra medierne, og de er ikke i bur! Man kan gå lige forbi dem, måske endda tale med dem, og man kan helt sikkert være tilskuer til en debat, hvor de enten taler eller »modererer«, som det hedder når man er den person, der stiller spørgsmålene.
Klima, klima, klima
Og debatter er der nok af her i den beskedne by Allinge, der til daglig har 1.500 indbyggere, men som i løbet af Folkemødets tre dage besøges af over 100.000 mennesker. Debatter er det, vi er her for, og efter en dag som både paneldeltager og moderator er jeg forundret over, hvor mange meninger der kan være i sådan en lille by.
Man trisser roligt afsted gennem den massive folkemængde og hører konstant bløde gummiord om fællesskab, bæredygtighed, opmærksomhed, nødvendighed, fremtid og klima, klima, klima, som i hvert fald i de arkitektcirkler, jeg færdes i, er det store, strålende og gyldne ord, der åbner og afslutter enhver debat.
En side af mig blive glad og optimistisk over al det engagement, men en anden side af mig bliver en smule trist til mode over automatikken i det hele. Det er, som om alle er mødt op efter en klar plan, som om alle har aftalt på forhånd, hvad der skal siges. Der er meget langt mellem de overraskende udsagn, meget langt mellem de passionerede debatter.
Det er måske fint nok, for det danske demokrati er et koncensusdemokrati, og solen skinner, og det er dejligt vejr. Men jeg ville godt nok være glad, hvis Folkemødet ville indføre en regel om, at enhver debat skulle have en »djævlens advokat« – en Rasmus Modsat, som mente præcis det omvendte af det, panelet mente. Det kunne være sjovt. For noget andet, der overrasker mig, er, hvor mange lobby- og kommunikationsfirmaer, der deltager med store stande. De må jo være her for at få kunder, tænker jeg. Og i sagens natur har de jo kun de meninger, de bliver betalt for at have.
Derfor er mit andet ønske at Folkemødet kun havde stande og debatter rejst og arrangeret af mennesker, der havde rigtige sager, rigtige meninger og ikke bar »kommunikationsbaserede løsninger«, som det sikkert hedder.
Mit tredje ønske for Folkemødets fremtid er, at nogen vil gøre noget ved de dele af det, der har med mit fag at gøre: Ved designet og ja, ved ARKITEKTUREN.
Folkemødet er kommet for at blive, kan vi konkludere, og derfor er det simpelthen for ringe, at dets fysiske fremtoning er et overbud af billige plastikdele, mærkelige faner fra messestandsfirmaernes discounthylder, bannere, vimpler og balloner. Hvorfor har ingen udviklet nogle bæredygtige, holdbare og materialemæssigt lødige løsninger til det årlige cirkus? Det kan jeg ikke forstå.
Det er en skam
Jeg vil derfor ønske, at Danske Ark eller Arkitektforeningen eller nogen vil sætte sig i spidsen for det arbejde, så vi i fremtiden kan glæde os til at komme til et æstetisk rigt folkemøde. Og jeg taler ikke om skønånderi her. Man behøver blot at skele til Roskilde Festival, og til hvordan den har skabt nogle fysiske rammer, der rummer langt mere end de billige havepavilloner nede fra byggemarkedet, som synes at være standardudstyret her i Allinge. For nogle år siden udskrev Allinge en arkitektkonkurrence om rammer for fremtidens folkemøde, men den er der vist aldrig kommet noget ud af. Og det er en skam.
Mit sidste ønske er, at Folkemødet ville uddele en sprogpris. Jeg forestiller mig et korps af anonyme og kræsne lyttere, som ville gå rundt til debatterne for at finde de debattører, der taler mest flydende, præcist, poetisk og fantasifuldt. Det skulle være ligesom Michelindommerne: Ingen skulle vide hvem de var, men hvert år skulle de uddele »Det gyldne tungebånd« til Folkemødets bedste sprogperson. Det ville få alle de professionelle snakkebamser til at oppe sig, og det ville give et langt mere mindeværdigt folkemøde.
