Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Den nye antiracismes kodesprog er voksenmobning blandt hvide

Antiracisme og antikolonialisme er blevet til et modesprog, hvor det handler om at beherske et sæt af semiotiske koder i en kamp om social anseelse i overvejende hvide elitære miljøer. Ve dem, der ikke taler »postkolonialt«. Som med megen anden politisk mode er sagen det egentlige offer.

»'Le décolonial' er en ny form for intrahvid (voksen)mobning, der handler om at fremhæve andre hvides uerkendte (hvide) skyld, således at man selv fremstår desto mere moralsk overlegen. Og her er det ret underordnet med forholdet til virkeligheden,« skriver Ulla Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Ryder / AFP / Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Engang i oktober modtog jeg en besked på Instagram fra profilen @madewithmelaninco, et firma, der sælger Black Lives Matter-merchandise, med en invitation til at blive Brand Ambassador. Det kom som en overraskelse for mig, al den stund min hudfarve er hvid og mit hår blond (afbleget, ja sågar med (ufrivillige) Trump-agtige orange nuancer).

Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor lige netop jeg, i deres øjne, var en oplagt profil til at promovere BLM-sagen ved at reklamere for firmaets merchandise til min primært, men dog ikke udelukkende, hvide omgangskreds.

Måske var det imidlertid ikke så underligt alligevel. Der er nemlig noget, der tyder på, at hvide udgør et betragteligt marked for produkter med antiracistiske slogans, og i flere sammenhænge er de mest indædte bannerførere for sagen. Således har nogle af de mest intense og langvarige BLM-protester hen over sommeren fundet sted i netop Portland, Oregon, som ud af de 35 byer i USA med en befolkningsstørrelse på over 500.000, er den hvideste amerikanske by med en andel på 71 procent hvide. Som der stod i en New York Times-artikel i slutningen af juli, er det ironisk, at »der er flere Black Lives Matter-skilte i Portland, end der er sorte indbyggere«.

»Personligt oplever jeg i stigende grad hvordan »le décolonial« gør sit indtog som en rituel praksis blandt privilegerede racefæller.«


Ironien hvad angår frontkæmpernes hudfarve, har ikke desto mindre en årsag, nemlig den, at antiracismen i sin nuværende postkolonialistiske woke udgave er blevet til vor tids radical chic, sådan som forfatteren Tom Wolfe i 1970 beskrev fænomenet i essayet »Radical Chic: That party at Lenny’s«: En form for fashion statement blandt den øvre hvide middelklasse, der bruger revolutionær jargon som en konversationsform til middagsselskaberne og taler i munden på hinanden om frigørelse af undertrykte grupper, mens de skyller kanapeerne ned med årgangsvine og bobler. At påpege undertrykkelsen af minoriteter, og ikke mindst udskamme dem, der hævdes at være skyld i den, er vejen til social anseelse, og det handler dermed mest af alt om imagepleje i et overvejende hvidt elitært og socialt kompetitivt miljø.

I samme tråd påpeger den franske filosof og idéhistoriker Pierre-André Taguieff i sin nye bog »L'imposture décoloniale: Science imaginaire et pseudo-antiracisme«, på dansk »Afkoloniseringens store fupnummer: Fantasividenskab og pseudo-antiracisme«, at den nye antiracisme har fået sin appel igennem en samling af gloser, der tilsammen udgør et kodesprog, som det handler om at bemestre i en social kamp om anerkendelse i elitære kredse på især venstrefløjen. Mere end at bekæmpe reel racisme handler det frem for alt om at »parler le décolonial« (at tale postkolonialt), altså om at have styr på de symbolske koder, mens det er de færreste, der har greb om det – ifølge Tagueieff suspekte og socialt destruktive – filosofiske tankegods, disse knytter sig til.

Personligt oplever jeg i stigende grad hvordan »le décolonial« gør sit indtog som en rituel praksis blandt privilegerede racefæller: Middagsselskaberne, hvor man bliver uvenner, før foie gras’en overhovedet er blevet serveret, fordi vi først skal lange beskyldninger om hinandens uerkendte hvide bias henover den nystrøgne hvide dug; Zoom-trådene, hvor vi indforstået ruller øjne ad den person, der ikke lige har fattet, at brug af en GIF med Oprah Winfrey i et eksalteret udbrud af begejstring er udtryk for »digital blackfacing«, eller hvor vi laver en »Oh, no you didn’t!« bag om ryggen på hin fortabte, der har glemt at skrive »person« først og racebetegnelse efterfølgende (selvbedraget er til at tage at føle på, for så vidt som den aktuelle antiracisme netop insisterer på racernes primat).

»Le décolonial« er en ny form for intrahvid (voksen) mobning, der handler om at fremhæve andre hvides uerkendte (hvide) skyld, således at man selv fremstår desto mere moralsk overlegen. Og her er det ret underordnet med forholdet til virkeligheden og spørgsmålet, om hvorvidt egne semiotiske stiløvelser gør en reel racepolitisk forskel i verden. Herom vidner busten i Københavns havn kun alt for tydeligt.

Jeg har intet problem med mode som sådan, ej heller med kampen for at forbedre sortes vilkår igennem oplysning, debat og handling. Men når sidstnævnte degenererer til førstnævnte, bliver reel raceretfærdighed et ret underordnet spørgsmål, for så vidt som den afgørende relation bliver til den hvid-og-hvid-imellem, med sorte i statistrollen. Den spiller mange sorte gerne, for den er jo godt betalt. Men hvilken reel forskel gør det for personer af afrikansk herkomst, at jeg skifter mine kolonialvarer ud med en rødbedesalat fra Irma?

Ulla Holm er sociolog