Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De røde partier fejler grumt i den grønne politik

De nye magthavere har haft tre-fire år til at forberede sig. Men ikke engang i den situation formår den nye socialdemokratiske regering at sætte et grønt aftryk på statens budget.

Partiledere og finansordførere er gode til at smile på TV, være folkelige på Facebook, angribe deres modstandere på Twitter og ansætte spindoktorer, som manipulerer i rød-grønne farver. Men når det gælder konkret politik, så fejler finansministeren sammen med SFs Pia Olsen Dyhr, Uffe Elbæk fra Alternativet, den radikale Morten Østergaard og Pernille Skipper fra Enhedslisten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbaek Arentsen

»Alle de fine ord fra valgkampen og alle slagråbene fra demonstrationerne skal omsættes til virkelighed.« Sådan sagde Mette Frederiksen efter valgsejren i juni, da den kommende socialdemokratiske statsminister lagde planer for klima og miljø.

Dengang kunne Enhedslisten, SF, Alternativet og de Radikale ikke få det grønt nok. Valget blev udråbt til det første klimavalg i danmarkshistorien. Gennembruddet var kommet. Pejlemærket blev 70 procent reduktion i CO2, og selv de borgerlige partier støttede op om missionen.

De fine ord er blevet til bekymrende lidt. Jeg vil opfordre alle til at læse aftalen om finansloven, som finansminister Nicolai Wammen (S) indgik med alle de røde partier i mandags. Det grønne afsnit fylder seks A4-ark. Her står det sort på hvidt, at de røde partier har overhørt slagordene fra valgkampen.

Det røde folketingsflertal evner ikke at levere en grøn omstilling af Danmark. Partiledere og finansordførere er gode til at smile på TV, være folkelige på Facebook, angribe deres modstandere på Twitter og ansætte spindoktorer, som manipulerer i rød-grønne farver. Men når det gælder konkret politik, så fejler finansministeren sammen med SFs Pia Olsen Dyhr, Uffe Elbæk fra Alternativet, den radikale Morten Østergaard og Pernille Skipper fra Enhedslisten.

En finanslov er en afslørende øvelse. Her kan man se, hvad den politiske vilje rækker til. Den første finanslov efter et regeringsskifte skal være ambitiøs og vise en ny retning. De nye magthavere har haft tre-fire år til at forberede sig. Men ikke engang i den situation formår den nye socialdemokratiske regering at sætte et grønt aftryk på statens budget.

Lad os kigge på tallene. Det offentlige vil bruge over 1.100 milliarder kroner næste år (en milliard har ni nuller). Under overskriften »en styrket grøn omstilling« i finansloven er der initiativer for 0,8 milliarder kroner. Beløbet skal dække udtagning af landbrugsjord, skovfond, Energiklagenævnet, Klimarådet, urørt skov, forundersøgelse til en energi-ø, grønt diplomati, klimabistand, grønne busser og taxaer, cykelpulje og annullering af en afgiftsstigning på grønne biler. Reduktionen af CO2-udslippet svarer til én procent.

Desuden etableres Danmarks Grønne Fremtidsfond, siger regeringen. Ved nærmere læsning er det »eksisterende og velafprøvede ordninger«, som Eksportkredit Fonden.

Vi var mange, der havde håbet på noget konkret, som kunne forbedre miljø og klima. De røde partier kunne have lyttet til Danmarks Naturfredningsforening, som sammen med Landbrug og Fødevarer har foreslået etablering af naturområder og reduktion af landbrugets udledning af klimagasser med ti procent. De kunne have skelet til de 160 konkrete forslag fra Dansk Industri, som vil reducere CO2-udledningen med 65 procent, skabe job og øge vores velstand. Eller til bilbranchens forslag til en energieffektiv bilpark.

Den slags kræver forberedelse. Den slags kræver valg og fravalg. De røde partiers evner stoppede ved slagord. Så ved vi det.