Frederiksen gør status efter dagens klimaforhandlinger: Jeg er meget opmuntret

Klima- og miljø var i fokus i forhandlinger i rød blok lørdag. Søndag forhandles der igen, men om andre emner.

Den kongelige undersøger, Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, forlod lørdag forhandlingslokalet efter sine sonderinger blandt de partier, der har peget på hende som statsminister. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Lørdag blev der i Landstingssalen på Christiansborg snakket om klima- og miljø, da Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, inviterede de andre partier i rød blok indenfor ét parti ad gangen.

Dagen begyndte med forhandlinger med de to grønlandske mandater, der er fra partierne Inuit Ataqatigiit og Siumut. Siden var SF, Enhedslisten og til sidst De Radikale til forhandlinger med særligt fokus på klima- og miljøpolitik.

Sidstnævnte parti sad ekstra længe til forhandlingerne, og da de er færdige, udtaler Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, sig i få ord om de igangværende forhandlinger, som skal ende med en rød regering.

- Vi har haft en rigtig god dag, siger Mette Frederiksen og tilføjer om dagens fokus på klima- og miljø:

- Det er et område, som optager os alle sammen, og det er et område, hvor vi skal levere efter det her valg. Jeg er meget opmuntret.

Støttepartierne i rød blok, EL, SF og R, er enige om, at der skal ske en reduktion i CO2-udledningen på 70 procent, mens Socialdemokratiet vil reducere med 60 procent.

Mette Frederiksen vil efter forhandlingerne ikke gå ind i, om partierne er enige om et reduktionsmål.

- Det er i hvert fald noget af det, vi diskuterer. Men vi diskuterer ikke alene, hvor målet skal være - også hvordan vi kommer derhen. Det er det, der er den vigtigste politiske opgave nu.

- Det er at vise danskerne, at alle de fine ord fra valgkampen og alle slagråbene fra demonstrationerne skal omsættes til virkelighed. Det er noget af det, vi har brugt tiden på i dag, siger hun.

Selv om støttepartierne er enige om et reduktionsmål på 70 procent, så er partierne mindre enige om, hvordan pengene til det skal findes.

Lørdag var anden dag i regeringsforhandlinger efter onsdagens folketingsvalg. Socialdemokratiet vil danne en ren S-regering, men skal altså finde støtte fra de andre partier i rød blok.

Søndag formiddag fortsætter forhandlingerne, og der kommer til at være andre emner på bordet, afslører S-formanden. Umiddelbart efter forhandlingerne vil hun dog ikke afsløre hvilke.

/ritzau/