Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

De Radikale har glemt arvesynden

Manglen på dømmekraft kan næres i en kultur, hvor det er naturligt at tro, at vi i høj grad ved egen vilje og forstand kan leve tilstrækkeligt etisk.

Ofte bliver jeg spurgt, hvorfor jeg så stædigt fastholder nødvendigheden af at erkende, at man er en synder. For mange synes det unødigt nedslående og antikveret, men argumenterne for at bevare tanken hober sig for tiden op.

Det sker blandt andet med udgangspunkt i to interessante eksempler.

Det ene er knyttet til sexismedebatten, der demonstrerer, i hvor opsigtsvækkende grad det kan komme bag på os, at mennesket er et meget sammensat væsen. Ikke alene lærer vi for tiden, at indholdet af begrebet krænkelse er så uklart, at vi ofte reelt ikke ved, hvad vi taler om – vi erfarer også, at den enkelte ikke rigtig kender indholdet af sig selv. I hvert fald hævder nogen i disse dage, heriblandt den faldne Morten Østergaard og en bortvist DR-medarbejder, at de faktisk ikke selv ved, hvordan de har kunnet mangle så meget dømmekraft, at de længe har sagt og gjort det grænseoverskridende.

Som sagt ved vi for lidt om alvorsniveauet i sagerne, men vigtigt er det at forstå, at manglen på dømmekraft kan næres i en kultur, hvor det er naturligt at tro, at vi i høj grad ved egen vilje og forstand kan leve tilstrækkelig etisk. Fordi vi er blevet vænnet til at se os selv i forhold til lyst, frihed og spontan selvudfoldelse, og fordi vi har glemt, hvor meget alt dette kan drive os på vildspor.

Den lange proces, der har bragt os herhen, er knyttet til en progressiv fremskridtstro. Professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz foretager i sin seneste interessante bog, »Menneskene og alt andet«, en sammenfatning af århundreders udvikling og beskriver, hvordan den såkaldte »fremskridtsbesættelse« har præget tænkningen. Schanz beskriver, hvordan man især op gennem 1900-tallet begyndte at dyrke, som han formulerer det: »… opfattelsen af mennesket som et historisk væsen, der stedse perfektionerede sig selv eller i hvert fald søgte at optimere sit jordiske velvære.«

Det er dybt interessant, at netop de radikale politikere, der om nogen repræsenterer denne tro på vores mulighed for ved fornuft og oplysning at forædle os selv, nu snubler i flok. De illustrerer, hvordan man kan miste sansen for det farlige ved selviskhedens – syndighedens – kraft, hvormed man måske en dag må indse, at man er faldet dybt uden selv undervejs at opdage det.

»Fremskridtsbesættelsen kan føre til en blindgyde, hvor vores egen definition af anstændighed bliver altings målestok.«


Fremskridtsbesættelsen kan føre til en blindgyde, hvor vores egen definition af anstændighed bliver altings målestok, hvor det stik modsatte vel at mærke gælder i kristen forstand. Her er det Gud, der er altings målestok, hvilket kan inspirere til både selvindsigt og selvbeherskelse – de dyder, der så nemt kan gå tabt i en kultur, hvor mennesket er sin egen etiske myndighed.

Naturligvis skal vi tro på fremskridt, men fejlslutningen sker, når man glemmer, at noget i mennesket altid er uberørt af enhver historisk udvikling, fordi vi bærer på arvesynden. Grådigheden, forfængeligheden og den helt simple længsel efter at mærke magt.

Casper Christensen

Casper Christensen repræsenterer tidens andet lærestykke. I en ny biografi af Martin Kongstad, »Casper«, beskriver den 52-årige komiker sin erkendelse af længe mest at have adlydt egne behov. Dette har ligefrem drevet Casper Christensen hen til den kristne dåb, og i et interview i Kristeligt Dagblad beskriver han skyldfølelsen i et liv »… hvor man hele tiden må prøve at kompensere og dukke sig for den straf, som eventuelt kommer.«

Casper Christensen har erfaret følgen af at vokse op med tidens selvfølgelige tro på, at man som et oplyst og moderne væsen kan mestre sin egen personlighed, alt imens man måske gradvist aner, at noget er galt. Dette er det fuldendte billede på den skizofrene tilstand, hvor man ser sig selv som et overvejende godt menneske lige indtil punktet, hvor det står klart, at man er faldet uden at ænse det.

Der har altid eksisteret krænkelser, egoisme og magtkampe, men det interessante er at se det altsammen i lyset af den moderne drøm om det perfektionerede menneske, der kan gøre os blinde for egne fejl. Fordi vi har glemt, at arvesynden findes i alle lige fra den mest opmærksomhedshungrende komiker til den tilsyneladende så fromme politiker. Og enhver af os.

Derfor vil jeg blive ved med at fastholde nødvendigheden af at erkende sin syndighed, og når de radikale topfolk snubler i deres egen smukke selvopfattelse, og Casper Christensen lader sig døbe i den kristne tro, kan man dårligt forestille sig klarere vidnesbyrd om det. Mennesket er syndigt, og det farer vild, når det i for lang tid ikke selv har troet på det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og journalist