Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
»Hvis du gik og troede, at danske produkter havde et særligt kvalitetsstempel hos verdens forbrugere, så kan du godt tro om. Faktisk er danske produkter nede på en 16. plads over de produkter, som verdens befolkning har tiltro til. Det viser en undersøgelse udført af det tyske statistikbureau Statista.«
Sådan skrev Finans i JP i går. I avisens pengesektion kan man endda læse, at undersøgelsens resultater ikke bare er revet ud af den blå luft. Hele 42.034 mennesker fordelt på 52 lande er blevet spurgt. Og spørgsmålet lød: Hvilke landes produkter er mest troværdige? Det faldt ikke ud til Danmarks fordel. Ifølge artiklen kom Tyskland ind på en førsteplads. Mere pinligt, så kom de andre skandinaviske lande alle ind på listen langt foran os.
Den helt store taber i spillet om danske varers troværdighed i udlandet er naturligvis det danske landbrug. For hvem husker ikke de store eventyr, som Danish Bacon var ude på i sidste århundrede?
Da jeg en periode boede i London, var jeg altid stolt over Danmark, når jeg var i mit lokale Sainsbury’s-supermarked. For man kunne stadig få dansk bacon, og jeg købte rutinemæssigt et par pakker. Men der gik ikke længe, før jeg begyndte at studse.
Dels kunne jeg se, at englænderne slet ikke opfattede dansk kød som en luksusvare, dels kunne jeg ved selvsyn i butikken se, at de engelske produkter var af en højere kvalitet. Og da jeg en dag forsigtigt prøvesmagte britisk bacon, åbenbarede der sig nærmest en ny verden.
En gris er ikke bare en gris
Kritikken af den danske bacon var på det tidspunkt – det var i 2010 – så voldsom, at selveste Jamie Oliver havde erklæret krig imod den danske bacon.
I underholdningsprogrammet »Jamie saves our bacon« havde det gastronomiske ikon nemlig året før skudt en kampagne i gang, som skulle dæmme op for – som det hed i BTs reportage om sagen herhjemme – »billigt, industrielt svinekød fra bl.a. Danmark og Holland«. Mr. Oliver ville nemlig have englænderne til at få øjnene – og især munden – op for den britiske bacon. Og det burde i grunden ikke være så svært.
Det var nemlig i England, at jeg første gang lærte, at svinekød ikke bare er svinekød. I mit lille lokale Sainsbury’s havde man – udover friske krydderurter i hundredvis og hylder til kunder med hang til kosher, halal og hysteri af snart sagt enhver art – naturligvis også et bredt udvalg af svinekød. Og her tænker jeg ikke på udskæringer, men derimod på racer. Jep, en gris er ikke én race. Der findes forskellige griseracer. Og de smager forskelligt.
Glouchester Old Spot er et meget godt eksempel. Svineracen, der blev registreret første gang i 1914, men er meget ældre, er også kendt som cidergris eller plantagegris, fordi orner i forne tider åd æbler som hovedret. De er berømte for helt særligt godt kød – og det kan man simpelthen smage. Hvis man vil have fede, lækre morgenmads-pølser, er de ikke helt ved siden af. Hvis man vil have noget lidt mere elegant og let, så kan man prøve at købe koteletter fra en Welsh Pig. Den helt lyse gris leverer nemlig magert kød og især meget mør skinke.
Men nu talte vi jo om bacon. Her anbefaler briterne – sig selv – at købe Oxford Sandy and Black eller de små røde svin med lange næser og rød pels, som kaldes Tamworth. Lyder det eksotisk? Det hele kunne man faktisk opleve i Sainsburry’s, hvor der i øvrigt altid stod på pakkerne hvilken race, kødet kom fra.
Det er, kort sagt, overhovedet ikke synd for det danske landbrug, at de får elendige ratings i undersøgelser og i britisk presse. Det er synd, at det danske landbrug hverken tager forbrugeren eller sin egen historie alvorligt.