Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Et af de mest bizarre øjeblikke i britisk TV-historie må være det, der fandt sted forleden på BBC. Det handlede om en kvinde med indvandrerbaggrund, som blev forfærdeligt skuffet.
På den engelske TV-station har man nu gennem 14 sæsoner kunnet følge diverse kendte mennesker, som udvikler deres indviklede slægtstræer for åben skærm i programmet »Who Do You Think You Are?« Med bistand fra historikere, jurister, bibliotekarer, slægtsforskere, præster og andre kyndige folk med forstand på annaler, får de kendte englændere oprullet deres genetiske ophav.
Forleden sad jeg og fulgte med på sidelinjen, mens den britiske teaterskuespiller Derek Jacobi opdagede, at han havde fransk ophav, og at hans tipoldefar otte led tilbage var en huguenot, der var skatteopkræver for Louis den XIV, og som flygtede fra Frankrig til Storbritannien. Endnu mere rørende var udsendelsen om underklasse-ulven, Danny Dyer, som spiller pubejeren Mick Carter i »Eastenders«. Skuespilleren med den lavsociale London-accent blev ved og ved med at sige, at han bestemt mente, at han nedstammede fra en uendelig række af rå arbejdere, kun for at opdage, at han faktisk er direkte efterkommer af kong Edward III – og dermed naturligvis også alle engelske konger før ham.
Et »gadekryds«
Men der er åbenbart forskel, hvad man bliver glad for at finde. Det kunne man se forleden, hvor hovedpersonen var TV-værten Liz Bonnin, der er berømt i England for at speake til dyre- og naturfilm. Den lille kvinde med det lidt ubestemmelige udseende havde op til udsendelsen stolt kaldt sig selv for »et gadekryds«. Den ellers nedsættende betegnelse brugte hun under henvisning til, at hendes forældre var fra hver sin caribiske ø – henholdsvis Trinidad og Martinique.
Liz Bonnins politiske korrekthed forekom nærmest grænseløs, da hun – for åbent tæppe – brød grædende sammen, da hun fandt ud af, at hendes franske forfædre havde holdt slaver ligesom alle andre, der nogensinde har haft en sukkerplantage i Caribien. Heldigvis kunne hun siden juble over, at en af hendes fjerne forfædre havde »været så forelsket«, at han havde giftet sig med en slave.
Gåseøjnene skal vise hendes larmende naivitet. For nok giftede han sig med hende. Men det gjorde han først efter, at den stakkels kvinde havde født otte børn – børn, hun havde fået med en mand, der ifølge en af de lokale, som Bonnin mødte i nutidens Caribien, og som havde samme efternavn som hun, kaldte ham for »landsbyens hane«. Han var kort sagt far til stort set en hel egn. Det så den politisk korrekte kvinde dog gennem fingre med.
Kristne rødder
Helt bizart blev det, da Liz Bonnin skulle udforske sine caribiske aner, der også havde rødder blandt indvandrere fra Indien. Da hun så det første billede af sin oldemor, blev hun nærmest forarget – hvilket synligt skuffede slægtsforskeren, der nu nok mente, at hun havde ramt en guldåre. Bonnins oldemor var nemlig højt placeret i den presbyterianske kirke på øen, hvor hun sågar sad i ældsterådet. Det passede ikke den, åh, så moderne kvinde. For kristne rødder er åbenbart noget lort.
Den eneste trøst for den politisk korrekte kvinde var, at hvis man sporede hendes indiske aner tilstrækkeligt langt tilbage, så var de ludfattige bønder i Punjab.
Det viste sig hurtigt, at hendes indiske forfædre over flere generationer havde klaret sig endog usædvanligt godt – ifølge de lokale historikere, fordi de lynhurtigt havde assimileret sig den ledende kultur der, hvor de nu engang var havnet, og fordi de med lynets hast havde ladet sig døbe.