Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Borgerlige kernevælgere må se frem mod næste valg

De politiske omvæltninger i vores hverdag bliver ikke voldsomt store, bare fordi Mette Frederiksen overtager statsministerposten. Det vigtige for ægte borgerlige bliver at stemme på de personer og fløje i de udbrændte blå partier, der tilsammen kan skabe et reelt bud på et borgerligt ledet Danmark i 2023.

Det er kun de allerfærreste i regeringspartierne, som tror, at Lars Løkkes statsministertid ikke har et meget snarligt udløb. Og det er nok ganske udmærket. Det blå Danmark har fortjent fire år i skammekrogen, mener Torben Steno. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Senest i 2023 skal vi igen til folketingsvalg. Det bør borgerlige kernevælgere være meget bevidst om, når de sætter deres kryds ved snarligt kommende valg. Det er nemlig kun de allerfærreste i regeringspartierne, som tror, at Lars Løkkes statsministertid ikke har et meget nært udløb. Og det er nok ganske udmærket. Det blå Danmark har fortjent fire år i skammekrogen.

De politiske omvæltninger i vores hverdag bliver ikke voldsomt store, bare fordi Mette Frederiksen overtager statsministerposten. Det vigtige for ægte borgerlige bliver at stemme på de personer og fløje i de udbrændte blå partier, der tilsammen kan skabe et reelt bud på et borgerligt ledet Danmark i 2023.

Torben Steno Fold sammen
Læs mere

Vi starter hos de små. De Konservative spås en lille fremgang. Her har man lov at håbe, at de mandater kan vindes i hovedstaden. Her stiller Frederiksberghistorikeren Nikolaj Bøgh og sognepræsten Marie Høgh op. Tilsammen kan de udfylde lidt af det intellektuelle bombekrater, som Per Stig Møller efterlod partiet i tilbage i 2015. Desværre er de begge lige lovligt nationalt fikseret i en tid, hvor partiet burde følge EP-spidskandidaten Pernille Weiss' linje og arbejde for at gøre Danmark til fuldbyrdet medlem af EU.

Hos Liberal Alliance er det vigtige at sikre generationsskiftet, når Anders Samuelsen forhåbentlig er villig til at opgive sit livsværk for at søge nye udfordringer og se noget mere til familien, som forhåbentlig har savnet udenrigsministeren. Her er det vigtigt, at den EU-positive politiske ordfører Christina Egelund genvinder sit mandat. Hun ser efterhånden ud til at være mere klar til at overtage stafetten end Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der tit fremstår retorisk afkræftet og mere klar til at tage en større tørn derhjemme i småbarnsfamilien.

For også at sikre, at Folketingets samlende intellektuelle ressourcer ikke drænes yderligere, må sønderjyderne vælge Henrik Dahl og afvise Mette Bocks helgarderingspolitik med kun at tilbyde sit politiske talent til Europa-Parlamentet, hvis hun ikke længere kan fortsætte som minister. Bock må se frem til at sldde på en eller flere af de lukrative pensions- og fratrædelsesordninger, hun har slidt sig til.

Når Lars Løkke på valgaftenen 2019 må konstatere, at det engang så store borgerlige parti endnu en gang er gået tilbage under hans ledelse, må vi håbe, at han har fundet en måde at finansiere sin og Solruns nye tilværelse på, der ikke omfatter fiskekvotekommissær i EU. Det vil dog være en unødig ydmygelse af Margrethe Vestager.

Intet tyder på, at Venstre - selv om de fleste borgerlige ønsker det - undgår Kristian Jensen som ny statsministerkandidat. Men er han det også ved valget i 2023? Hvis meningsmålingerne efter et par år udelukker en genkomst af en ny borgerlig regering, fordi Jensen ikke har fået det ramponerede og fløjkrigsramte jydeparti på fode, må det blive for fristende at afsætte ham og kåre Jakob Ellemann som ny statsministerkandidat. En begavet mand, der er kommet ud af den seneste periodes ynkelige søle uden alt for meget smuds på jakken, og som kan tiltrække os, der engang imellem flirter med de radikale. IKKE på grund af udlændingepolitikken, men fordi vi gerne ser retsstaten styrket, DFs indflydelse reduceret og Martin Lidegaard tilbage i Udenrigsministeriet.

Bekymrer man sig om det intellektuelle overskud i Venstre, er det måske værd at overveje en yderst fortjent pension til 71-årige Claus Hjort og lade de nordsjællandske Venstrestemmer tilflyde bramfri og begavede Anna Libak. Selv om det bliver svært for hende at præge et parti, der nok sætter pris på begavelse – men sjældent lige på den måde, hun udfolder den.