Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Der er kommunal- og regionsrådsvalg 16. november, og jeg håber, at borgerlige københavnere sidder klar med Wolt-appen 17. november. En burger og smertestillende bliver nødvendigt, for selvom der stadig er tre uger til valget, tyder det på, at hovedstaden kommer til at vågne med galopperende, røde tømmermænd.
Epinions seneste måling for Altinget viser, at 22,4 procent (!) af københavnerne vil stemme på Enhedslisten, hvilket ikke blot gør dem større end Socialdemokratiet, men også til det største parti i hovedstaden. Ved sidste kommunalvalg i 2019 var Enhedslisten det andet største parti i København. Amalie Lyhne peger i sin leder den 26. oktober på, at Enhedslistens triumfmåling skyldes en kombination af flere faktorer, herunder vælgervandring fra Alternativet og et socialdemokrati, der skræmmer storbyvælgere væk med sit vedholdende fokus på leverpostej og provins.
København har været socialistisk styret det sidste århundrede, men det forestående kommunalvalg kan gøre vores elskede hovedstad mere rød-grøn end nogensinde. Man ser allerede flere selvlysende bænke, fallerede integrationsprojekter, grimme almene boliger, bilhadende initiativer og endnu mere fodslæbende bureaukrati. Inden borgerlige københavnere falder tilbage i lænestolen med et tomt, modløst blik og en gin og tonic uden tonic, så lad os huske på, at det ikke er en naturlov, at storbyer er røde. Oslo, Paris og London er alle hovedstæder, der har haft borgerlige borgmestre inden for de sidste tredive år.
Men hvad skal der til? Et bud er, at borgerlige lokalpolitikere går fra defensiven til offensiven. Oftest følges den dagsorden, der bliver sat af oppositionen, men det er på tide, at borgerlige politikere fløjter til angreb og i højere grad formulerer deres eget projekt. Borgerlig lokalpolitik skal ikke kun være et modsvar til den røde systemtænkning – den skal udgøre et reelt alternativ. Det gælder bredt fra børnepasning til byplanlægning, fra kulturliv til omsorg. Generelt ville det klæde konservative og liberale kandidater at tale meget mere om det problematiske ved, at civilsamfundets betydning tømmes i takt med, at velfærdsstaten vokser sig større.
I samme ombæring kunne borgerlige politikere kommunikere vigtigheden af fællesskaber, som Anders Krab-Johansen pointerede tidligere på måneden. De københavnske vælgere er optagede af fællesskaber, men det er desværre et område, de røde har sat sig på. Alt i mens borgerlige taler om nytte, parkeringspladser og ejerboliger, glemte de svømmehaller, parker, skoler og festivaler, som i mellemtiden har fået et rødgrønt skær. Det er ærgerligt, for storbyens fællesskaber og borgerlighed er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod skaber et borgerligt samfund de bedste forudsætninger for, at de kan opstå og blomstre.
Kan man omstyrte flere årtiers venstredrejet styre ved, at borgerlige begynder at sætte dagsordenen og taler byens fællesskaber op? Måske ikke med det samme, men det skal i hvert fald til. I mellemtiden opdaterer jeg min Wolt-app.
Lucia Elisabeth Kyle er Executive Assistant i Berlingske Media
