Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Bliver det Løkkes sidste nytårstale?

I 2011 var Lars Løkke Rasmussen med sin offensive nytårstale om efterløn tæt på at sikre sig et genvalg som statsminister. Spørgsmålet er, om Løkke kan gentage næsten-succesen i år.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder sin nytårstale til det danske folk, vil ét spørgsmål hænge tykt, men uudtalt i luften: Vil det være sidste gang, han får den ære?

Alle ved, at folketingsvalget kommer i foråret 2019. Mange ved, at det er flere år siden, at regeringspartierne og DF har haft noget, der ligner et klart flertal i meningsmålingerne. Og statsministeren selv har et fastgroet billede af »dead man walking« over sig.

Det er ikke første gang, at statsministeren har været i en sådan situation. I 2010-2011 havde meningsmålingerne længe peget på et regeringsskift fra blå til rød. Dengang ræsonnerede Lars Løkke Rasmussen, at der måtte et »game change« til, hvis ikke han skulle tabe den regeringsmagt, han havde fået forærende med Anders Fogh Rasmussens exit i 2009. Så han brugte sin nytårstale 2011 til at lancere en offensiv efterlønsreform – det stik modsatte af, hvad mere forsigtige rådgivere ville have tilrådet, men nok til kreativt at sætte en dagsorden og få vendt mediernes vinklinger.

Dengang lykkedes det næsten. I de knap ni måneder frem til folketingsvalget i september 2011 steg blå blok stille, men sikkert med godt to-tre pct.point. Var folketingsvalget i 2011 kommet et par uger senere, er det ikke utænkeligt, at Helle Thorning-Schmidt aldrig var blevet statsminister.

Kan Lars Løkke Rasmussen gentage næsten-succesen fra 2011, vil det måske være nok til at sikre hans fortsættelse. Den store forskel mellem nu og 2011 er imidlertid blot, at dengang kunne Lars Løkke Rasmussen med en vis tryghed sige, at når han afleverede nøglerne til Statsministeriet, var de kun til lån. Det kan han ikke nu.

»Stemningen i blå blok er – uden sammenligning i øvrigt – som Berlin i april 1945.«


Efter folketingsvalget i 2011 var Venstres tilslutning med 33-34 pct. noget nær historisk og partiet landets suverænt største, ligesom partilederens egen popularitet var høj. Men siden kom sager om underbukser og bilag og kvotekonger, nedslidning i og uden for partiet, og et næsten succesrigt oprør fra næstformand Kristian Jensens side. Nu ligger Venstre halveret og på laveste niveau i tre årtier og må slås med DF om pladsen som landets næststørste parti.

Samtidig har sympatien for partilederen lidt et tilsyneladende uopretteligt knæk. Løkke Rasmussen er nu kun den foretrukne statsminister blandt 20-25 pct. af vælgerne – efter Mette Frederiksen og ikke langt foran Kristian Thulesen Dahl.

Der er næppe mange, som tror på, at Lars Løkke Rasmussen efter et nyt valg med tilbagegang vil have lysten eller tilliden internt i Venstre til endnu en periode som oppositionsleder.

Men kan statsministeren i 2019 gentage, hvad han næsten lykkedes med at gøre i 2011? Meningsmålingerne giver blå blok ca. 48,5 pct. af stemmerne, og man skal helt tilbage til december 2015-januar 2016 for at finde en klar føring. Kan man som i 2011 hente et par procentpoint, kunne den synes »hjemme«, men reelt er situationen sværere: Rød bloks associerede partier på Grønland og Færøerne har de seneste valg vundet mere end halvdelen af de fire mandater derfra. Samtidig er der Kristendemokraterne til at trække ubrugelige stemmer, mens rød blok ser ud til at komme ind med alle opstillingsberettigede partier og dermed uden stemmespild. Så reelt skal blå blok vinde med mere end 1,5-2,0 pct. af stemmerne for at kunne være sikre på at få flere mandater end rød blok.

Fremfor alt er den ubehagelige pointe fra 2011, at det jo netop ikke lykkedes. Ved de seneste otte folketingsvalg er det sket syv gange, at den, der lå til at vinde ved starten, også endte med at trække sejren hjem.

Så det er op ad bakke, og intet tyder på vinderattitude hos regeringspartierne: Stemningen i blå blok er – uden sammenligning i øvrigt – som Berlin i april 1945. Er man i tvivl, kan man se på, hvor mange ministre, der over det seneste års tid er gået, eller har annonceret deres afgang: Mange har vurderet, at det er bedre at komme væk i tide, inden arbejdsløse ministre melder sig på jobmarkedet.

Forholdet mellem DF og regeringen er anspændt. Hos de Konservative har man længe ligget så underdrejet, at landets engang næststørste parti nu næsten jubler over udsigterne til at kunne gå fra det dårligste valgresultat nogensinde til det sådan cirka næstdårligste. I Liberal Alliance er stemningen hos mange andre end partiets ministre, at regeringsdeltagelsen var en så katastrofal beslutning, at man ikke kan komme hurtigt nok væk derfra.

Statsministerens egne partisoldater peger på hans historiske evner som »comeback kid« – at rejse sig i modvind. Men har man ikke andet at bygge på, er det mere ønsketænkning end analyse.