Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Jeg har været i nærkontakt med den danske model ved fire overenskomstforhandlinger. På arbejdsgiversiden. Når man har prøvet det, ved man, at et aspekt ved den danske model er folk, der sidder og venter. Og venter. Og venter. Og venter. Ofte til ud på de endog meget små timer, mens hovedforhandlere søger at afstemme detaljer, og baglande orienteres og mandater finjusteres.
Ét år prøvede jeg også den særlige situation, at vi ikke nåede en aftale, hvorfor vi endte i Forligsinstitutionen på Skt. Annæ Plads i København, hvor man som medlem af en forhandlingsdelegation bliver placeret på nogle meget hårde træstole i halvkolde lokaler, hvor det runger fra de massive vægge, hver gang man ad vanvare kommer til at flytte stolen henover stengulvene. Sådan husker jeg det!
Her sidder man så og glor, mens forligsmanden gerne bruger timer på små nøk i en udmattelseskamp, der vel netop er det: Til sidst er parterne så fysisk og mentalt svækkede, at viljen til at indgå en aftale og komme hjem og sove, sove, sove overtrumfer de pernittengrynede principper.
Nallerne væk, politikere!
Anskuet på den måde kan den danske model godt være en hård negl. Men der er alligevel noget smukt ved den. For den betyder, at det med løn og arbejdsvilkår er noget, der klares, uden at politikerne som udgangspunkt behøver – eller har ret til – at blande sig.
Og det er sundt. At der er grænser for politik. At menneskers arbejdsløn ikke konstant skal være genstand for politiske løfter, valgflæsk og uigennemskuelige korridorforhandlinger mellem partier på Christiansborg. Arbejdsgivere og arbejdstagere klarer det grundlæggende selv.
Ikke mere, må man konstatere. På den vis er statsministerens lønløfte til henved 235.000 offentligt ansatte sygeplejersker, sosu’er, fængselsbetjente og andre et yderst dramatisk brud: Uanset besværgelserne om, at de tre milliarder, Mette Frederiksen nu lover i lønløft til offentligt ansatte, skal fordeles i en såkaldt trepartsaftale, er dette en potentiel begravelse af den danske model, som vi kender den, hvor løndannelsen ikke er en politisk sag. Valgkampe kan fra nu blive præget af politiske overbud og løfter om mere i løn til den ene eller anden gruppe.
Bestikkelse – eller en kæmperisiko? Genialt eller galt?
Kritikere vil – med nogen ret – sige, at Mette Frederiksen med sin plan skaber præcedens for, at politikere kan søge at bestikke udvalgte vælgergrupper, som således stilles i udsigt, at de ved et folketingsvalg kan stemme sig til en højere løn.
Det er muligt, at statsministeren og hendes regering på kort, politisk sigt ser helt rigtigt: At lønudspillet lige præcis er det, der skal til, for at Mette Frederiksen kan fortsætte som statsminister i en regering, der baserer sig på et rødt flertal. Men hun løber også en række kæmpestore risici. Det kan altså blive både en dreng og en pige for regeringen, og det er noget af det allervigtigste at holde øje med i valgkampens afsluttende fase.
Blot for at nævne nogle af de chancer, statsministeren nu tager:
Hun risikerer som nævnt endegyldigt at ødelægge den danske aftalemodel på det offentlige arbejdsmarked, hvor fagforeningerne nu har arbejdsgiverne lagt i en destruktiv benlås, bakket op af den politiske magt.
Hun risikerer midt i en inflationstid at sætte gang i en ødelæggende løn- og prisspiral, hvor løfter om højere løn i det offentlige afstedkommer højere lønninger i det private erhvervsliv, som igen afstedkommer endnu højere løn i det offentlige, der jo i forvejen reguleres automatisk på samme niveau som lønstigningerne ved de private overenskomstforhandlinger. Benzin på et bål, med andre ord.
Når der pustes til inflationen, risikerer hun at udhule danskernes købekraft, pensionsordninger og private økonomier yderligere og forlænge den økonomiske krise.
Hun risikerer at skade virksomheders indtjening og konkurrenceevne midt i en krisetid, fordi de kommer under pres for at matche de offentlige lønstigninger. Det kan ramme væksten og velstanden i Danmark og dermed finansieringen af fremtidens offentlige velfærd.
Hun risikerer at sende Danmarks offentlige økonomi ud i fremtidig uholdbarhed for første gang i 40 år; for første gang siden Anker Jørgensen, fordi hele det såkaldte råderum nu er brugt. Hvis det for eksempel bliver nødvendigt at kaste endnu flere penge ind i Forsvaret og bruge dem hurtigere, fordi der er krig i Europa, hvor skal pengene så komme fra?
Hun risikerer et ødelæggende slagsmål mellem offentligt ansatte og deres fagforeninger om, hvem der skal have del i milliarderne. Allerede onsdag morgen inden pressemødet, hvor regeringen fremlagde lønplanen, var fagforeninger, der repræsenterer offentligt ansatte, som ikke får del i milliarderne, ude at brokke sig.
Hun risikerer, at et flertal af danskerne synes, dette er en dårlig idé. For det er som nævnt kun omkring 235.000 offentligt ansatte, der ventes at få del i milliarderne. Tilbage er 630.000 offentligt ansatte og 2,1 millioner privatansatte, der ikke får nogen af pengene. De skal tværtimod punge ud og finansiere løftet via skatten. 93 procent af lønmodtagerne skal altså nu betale for, at syv procent får en politisk bestemt højere løn. Genialt eller galt?
Svaret får vi sikkert på tirsdag.
Berlingske nuancerer
Jeg gør jo altid reklame for noget af alt det gode, Berlingske har til dig i valgkampen i øvrigt, og i dag vender jeg tilbage til vores faktatjek-format Berlingske Nuancerer, som ikke er et sort/hvid-tjek af, om noget er sandt eller falsk. Men tværtimod netop – nuanceret.
Du kan læse nogle af de seneste udgaver her:
Berlingske nuancerer: Spørgsmålet om ligeløn splitter fløjene. Forstå, hvorfor Rosa Lund og Alex Vanopslagh er rygende uenige.
Berlingske nuancerer: Kan politikerne blande sig i sygeplejerskernes løn – uden at skade den danske model?
Berlingske nuancerer: Er skærmtid og det sociale medieforbrug ødelæggende for børn og unge?
Berlingske nuancerer: Er boligmarkedet i København stukket af fra skolelæreren, politibetjenten og frisøren?
Berlingske nuancerer: Hvem taler usandt – er Ørsted kritisk infrastruktur?
Berlingske nuancerer: Har sundhedsvæsenet fået flere penge?
Berlingske nuancerer: Kan Forsvaret virkelig ikke forsvare Danmark?
Alle lider
At politikerne nu også blander sig og lover højere løn, er i virkeligheden udtryk for en større tendens, der er blevet tydeligere fra coronaen og frem: Politikerne er selv med til at skabe en forventning om, at det er en politisk opgave at kompensere for alle borgeres lidelser, tab eller udfordringer, uanset hvori de består: Gratis psykologhjælp til unge, hjælpepakker til erhvervslivet, kompensation for høje energipriser, løn til sygeplejersker.
Det er en politisk dagsorden, som aldrig kommer til at mangle indhold, eftersom alle mennesker jo til alle tider har lidt og følt smerte. Som R.E.M. så smukt sang om i 1992 i deres store hit »Everybody Hurts«, som jeg hermed bringer som dagens sang.
