Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Anne Sofie Allarp: Regeringen ville fremstå langt mere kompetent ved at droppe skåltalerne og granske hele forløbet under coronaen

Vi har som borgere oplevet tab af helt basale friheder, politisk censur på sociale medier, og vi har oplevet et minkforløb, der indskriver sig i historien ved at være et funktionelt sammenbrud i midten af statsapparatet.

»Finansministeren skriver om den ekspansive finanspolitik under pandemien som en triumf, og det er næsten flabet i en tid, hvor danskernes indkomster bliver udhulet med rekordfart af en historisk høj inflation,« skriver Anne Sofie Allarp. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Finansministeren fordømmer i en kronik i Avisen Danmark det, han mener, er forsøg på en borgerlig omskrivning af historien om coronapandemien.

Gennem gentagelse at den fortælling om dansk storhed og sammenhold gennem pandemien, som vi har fået serveret af regeringen ved alle tænkelige og faktisk også utænkelige lejligheder siden det spæde forår 2020, mener Nicolai Wammen således, at historien om håndteringen af covid-19 er skrevet, og at den historie er en fortælling om succes gennem fællesskab over for en pludselig udfordring.

Men det er naturligvis en ahistorisk omgang med vores fælles historie, så ahistorisk at det fortjener en bemærkning med på vejen.

For det første er det eftertiden og eftertanken og ikke nutiden, der vil fælde dommen over håndteringen af denne pandemi. Og regeringens covid-19-talepapir, som jeg før har kaldt »Selvros og Dannebrog imod Corona« er ikke en evaluering af håndteringen, det er strategisk kommunikation. Og det er finansministerens parti og denne regering eksperter i. Langt dårligere går det med et kritisk blik på egen indsats.

Sådan et kritisk blik vil naturligvis skulle tage udgangspunkt i den kommunikationsstrategi, der blev lagt fra regeringens og sundhedsmyndigheders side fra starten af pandemien. En strategi der for det første retorisk skruede alvorsstunden op på max, og som for det andet syntes at hvile på nogle fejlagtige antagelser om, at covid-19 ville kunne fordrives gennem social afstand og karantæne, at naturlig immunitet muligvis slet ikke fandtes eller ikke fungerede, og at vaccinerne effektivt ville bremse smitten. Dette satte landet op til et forløb, som fortjener opmærksomhed.

Pandemien var en perfekt storm på det danske psykiatriområde. Mistrivslen hos både børn og voksne skød voldsomt i vejret, mens blandt andet karantæneregler fik grundlæggende leverancer i psykiatrien, som for eksempel at udrede inden for 30 dage, til at styrtdykke.

Mistrivslen blandt børn som følge af social isolation og fysisk adskillelse mellem lærere og kammerater på grund omfattende lukning af grundskoler, ungdomsuddannelser og fritidsaktiviteter viste sig blandt andet ved et rekordhøjt antal indlæggelser efter selvmordsforsøg med smertestillende medicin.

Påvirkningen af danskernes psykiske sundhed af tiltagene gennem denne pandemi bør faktisk evalueres, så vi kan lære af forløbet. Sådan gør et ansvarligt samfund.

Det var som bekendt ikke sundhedsmyndighederne, der anbefalede lukninger af skoler med videre, men regeringen, og den ville stå sig virkelig godt ved at evaluere dette tiltag særskilt for så vidt angår læring, trivsel og påvirkning på børnenes helbred på både kort og langt sigt.

Som vi ved fra Sverige, var det ikke nogen bombe under folkesundheden at have skolerne åbne gennem pandemien. Derfor er det uforståeligt, at effekten af disse lukninger på pandemien ikke undersøges.

Det samme kan siges om effekten af den storstilede teststrategi, der ifølge et lækket notat kostede to milliarder kroner om måneden, og som ifølge eksperter ikke kunne observeres at have en effekt på smitten.

Teststrategien blev udbygget med et coronapas, der hvilede på den fejlagtige antagelse, at den vaccinerede medborger ikke smittede andre. En antagelse, der er blevet modbevist konstant gennem det seneste halvandet år.

Håndteringen, blandt andet via myndighedernes og regeringens aktive stigmatisering af uvaccinerede og ikke færdigvaccinerede, har medført en voldsom splittelse i det danske samfund, både politisk og privat gennem splittede familier og brudte venskaber.

Vi har som borgere oplevet tab af helt basale friheder, politisk censur på sociale medier, og vi har oplevet et minkforløb, der indskriver sig i historien ved at være et funktionelt sammenbrud i midten af statsapparatet.

Finansministeren skriver om den ekspansive finanspolitik under pandemien som en triumf, og det er næsten flabet i en tid, hvor danskernes indkomster bliver udhulet med rekordfart af en historisk høj inflation. En inflation, der selvstændigt understreger, at historien om håndteringen af pandemien langtfra er slut.

En grundig evaluering ville kunne give os et bedre grundlag til at fælde dom over håndteringen af pandemien. Men det ville kræve nysgerrigheden og modet til at se kritisk på egen indsats, og indtil videre mangler regeringen begge dele. Og det er ærgerligt, for regeringen ville fremstå langt mere kompetent og interesseret i det fælles bedste, hvis den lagde skåltalerne og spinderiet på hylden og i stedet lagde sig i spidsen for en granskning af forløbet.

Anne Sofie Allarp er cand.jur., journalist og forfatter