Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
To af de bedste og mest inspirerende år af mit liv tilbragte jeg i USA. Jeg gik på University of Pennsylvania – der tilfældigvis også er Donald Trumps alma mater – og stiftede der bekendtskab med det amerikanske åndsliv.
Det bliver ofte sagt, at USA er et overfladisk og populærkulturelt land (som om der skulle være noget galt med populærkultur, i øvrigt). Men siger man det, afslører man blot sin egen overfladiskhed. Landet er hjemstavn for forfattere som Herman Melville, T.S. Eliot og Ernest Hemingway. Det er hjemstavn for filmskabere som John Ford, Orson Welles og Steven Spielberg. Og for filosoffer som William James, Charles Sanders Peirce og George Herbert Mead.
Det korte af det lange er, at USA gennem århundreder har været en kunstnerisk og intellektuel stormagt på linje med Tyskland (hvis åndsliv man i øvrigt følte sig nært knyttet til i 1800-tallet).
Samtidig må jeg tilstå, at nogle af de mest nedslående oplevelser i mit arbejdsliv stammer fra de år, jeg arbejdede i det amerikanskejede AC Nielsen AIM.
Nogle år før jeg ankom til virksomheden, havde AC Nielsen købt AIM. På det tidspunkt var AIM Danmarks største og fagligt mest avancerede markedsanalysevirksomhed – og samtidig en af de mest profitable.
Men det fik de amerikanske ejere hurtigt vendt op og ned på. Måden, hvorpå det lykkedes dem at smadre en blomstrende virksomhed, var at lade fuldkommen hånt om virksomhedens kultur og traditioner samt at stille aldeles urealistiske – og til tider også urimelige – krav til overskudsgraden. Et år nåede vi for eksempel det fastsatte overskudsmål i kroner, men så ændrede dollarkursen sig sidst på året. Det var der absolut ikke nogen forståelse for i hovedkvarteret. Vi var blot nogle uduelige skvadderhoveder, der igen havde bevist, at vi ikke kunne drive en forretning.
En ledelse, der havde nedbrændt virksomhedens bygninger til grunden, ville givetvis blive mødt med både politianmeldelse og almen kritik. Såvel i USA som i Danmark. Men hvad med en ledelse af en vidensvirksomhed, der opfører sig på en måde, så alle de dygtigste og mest kreative medarbejdere siger op? Det ville man nok kritisere ret så kraftigt i Danmark. Men i USA blev AC Nielsen-ledelsen ikke mødt med nogen former for kritik – selv om den i lige så høj grad havde tilintetgjort produktionsapparatet, som en ledelse, der havde nedbrændt en fabrik, ville have gjort.
Den udiplomatiske og uvidende facon, hvorpå Donald Trump forsøger at lede den frie verden, minder ikke så lidt om den facon, vores amerikanske ledere optrådte med i AC Nielsen AIM. Så en del af forklaringen på hans opførsel er sandsynligvis, at den er socialt acceptabel i visse dele af det amerikanske erhvervsliv.
Men samtidig må man belært af erfaringen også være opmærksom på omkostningerne. Selvfølgelig var der ikke i AC Nielsen nogen dygtige ledere og medarbejdere, der ville finde sig i at blive kaldt fjolser og nokkefår i fuld offentlighed af et tilfældigt jakkesæt fra Chicago. De sagde op, og AC Nielsen AIM sygnede hen og blev til ingenting.
På samme måde er der naturligvis ingen statsledere, der vil finde sig i at blive svinet til i fuld offentlighed af overhovedet for en fremmed stat – der oven i købet skal forestille at være allieret.
Ved at følge amerikanske traditioner for dårlig personaleledelse, lykkedes det for den amerikanske ledelse af AC Nielsen at sætte investeringen i AIM over styr på ret få år. Desværre må det befrygtes, at de samme traditioner nu får tilsvarende konsekvenser på den politiske arena.